Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

Bedre databrug fra forløbsplaner skal gøre det lettere for praktiserende læger at spotte type 2-diabetes

Udgivet:
Kommentarer (0)

Sigtet i projektet er at sætte fokus hos de deltagende praktiserende læger på at gøre brug af al den data, som de har til rådighed. Forhåbentlig kan projektet udbredes med tanke på, at det bliver lettere at fange sårbare personer med diabetes, der ellers kan være svære at nå.

Et nyt projekt fra Steno Diabetes Center Copenhagen med indtil videre 19 deltagende lægepraksisser skal øge brugen af data fra forløbsplanerne til at sikre bedre behandling til patienter med type 2-diabetes i almen praksis. Data findes, men brugen af dem skal optimeres til at højne behandlingskvaliteten, siger projektleder.


I almen praksis bliver der i forløbsplanerne indsamlet en masse data på personer med type 2-diabetes, men data på populationsniveau bliver ikke udnyttet optimalt til at sikre kvalitet i diabetesbehandlingen.

Sådan lyder konklusionen fra projektleder Trine Kjeldgaard Møller fra Steno Diabetes Center Copenhagen. Hun er sat i spidsen for et nyt projekt, som har til formål at sikre, at alt den data, som bliver indsamlet om personer med type 2-diabetes i almen praksis, kommer patienterne bedst muligt til gavn.

Indtil videre er 19 lægepraksisser med i projektet, men tanken er den, at mere målrettet tilgang til brug af data i almen praksis skal udrulles i hele Region Hovedstaden.

Først og fremmest er sigtet med projektet, at det bliver lettere at fange særligt sårbare personer med diabetes, der ellers kan være svære at nå.

Vi hører fra klinikkerne, at de synes, at det giver rigtig god mening, og at de synes, at det er spændende at deltage i projektet og dykke ned i deres faglighed på en ny måde. Det giver forhåbninger om, at vi kan skalere det til et fast tilbud til praktiserende læger i hele Region Hovedstaden

Trine Kjeldgaard Møller, projektleder, Steno Diabetes Center Copenhagen

»Langt de fleste personer med type 2-diabetes bliver behandlet hos egen læge, og det er også hos egen læge, at behandlingsdata bliver indsamlet. Som det er i dag, kigger mange praktiserende læger på data i forbindelse med konsultationer med den enkelte patient, men det er også muligt med data at se, hvordan det ser ud på populationsniveau i den enkelte praksis. Det åbner op for, at lægerne kan rette fokus på personer med diabetes, der har behov for ekstra eller anden behandling,« fortæller Trine Kjeldgaard Møller.

Steno Diabetes Center Copenhagen har i projektet Bedre databrug og samarbejde om behandling af personer med type 2-diabetes i almen praksis indgået et samarbejde med Kvalitet i Almen Praksis i Hovedstaden (KAP-H), Nordsjællands Hospital, DiaTværs, RIV, KiAP, TVÆRSAM og regionens datakonsulenter.

Data skal udnyttes optimalt

Trine Kjeldgaard Møller fortæller, at almen praksis registrerer en masse data på personer med diabetes. Det drejer sig om blodtryk, blodsukker, lipidværdier, urinalbumin osv.

Disse tal bliver samlet i en forløbsplan ved hver eneste konsultation, som hver praktiserende læge – i forhold til de praktiserende lægers overenskomst – skal lave minimum fem af om året.

I alt bliver det til rigtig meget data.

Denne data anvendes oftest under konsultation, men undersøgelser har vist, at når praktiserende læger ydermere forholder sig til data på populationsniveau, øger det fokus på behandlingsguidelines og forbedrer dermed behandlingskvaliteten.

Sigtet i projektet er at sætte fokus hos de deltagende praktiserende læger på at gøre brug af al den data, som de har til rådighed.

»Det drejer sig om at se på data ud fra et populationssynspunkt og ikke et individuelt synspunkt. Man kan i forløbsplanerne som eksempel få vist, hvor stor en del af klinikkens personer med type 2-diabetes, der vedvarende har forhøjet LDL-kolesterol eller ikke får den rette medicin. Så kan enten en sygeplejerske eller en sekretær ringe patienterne op og invitere dem ind til en snak med lægen. På den måde kan man tage fat i en helt specifik gruppe af egen diabetespopulation og optimere deres behandling med udgangspunkt i egne data. Praktiserende læger kan lette interne arbejdsgange ved systematisk brug af populationsoverblikket, der nemt kan visualisere behov for øget opmærksomhed og levere lettilgængelige lister, så der kan gøres noget ved det uden for de individuelle kontrolbesøg,« forklarer Trine Kjelgaard Møller.

Skal skabe nye rutiner i almen praksis

Trine Kjeldgaard Møller, projektleder, Steno Diabetes Center CopenhagenFoto: SDCC, Lizette Kabré

I projektet vil Trine Kjeldgaard Møller med sine kollegaer invitere almen praksis til at etablere rutiner omkring brugen af data.

De almen praktiserende læger har mange opgaver og gør et rigtig godt stykke arbejde, men har ofte travlt, og det skal derfor planlægges, hvornår og hvem der skal kigge i data.

Det kan være, at en sygeplejerske skal tage sig af opgaven, eller at det tilfalder den diabetes-orienterede læge i et lægehus.

»Muligheden eksisterer allerede i dag, men det handler om, at vi fokuserer på at få de deltagende klinikker til at se lyset i at arbejde med data på populationsniveau uden for den individuelle konsultation. Vores deltagelse i projektet handler om sparring med tovholderne fra almen praksis ved indgangen til projektet, efter seks mdr. og efter 12 mdr., hvor vi har fokus på at etablere de bedst mulige arbejdsgange,« siger Trine Kjeldgaard Møller.

Vil udbrede tilbud til hele regionen

Håbet med projektet er, at lægerne vil opdage, at de får mere gavn af egne data og i højere grad fanger de sårbare personer med type 2-diabetes, idet de bliver fremhævet i dataoverblikket på denne måde og ikke kun set, når de er til kontrolbesøg.

Trine Kjeldgaard Møller og en organiseringskonsulent fra KAP-H står for at indsamle data fra de deltagende praktiserende læger og skal blandt andet se, om tiltagene forbedrer på målbare parametre, for eksempel andelen af patienter inden for målområderne i systolisk blodtryk, blodsukker, kolesterol osv.

De allerførste erfaringer peger i retning af en positiv effekt.

»Vi hører fra klinikkerne, at de synes, at det giver rigtig god mening, og at de synes, at det er spændende at deltage i projektet og dykke ned i deres faglighed på en ny måde. Det giver forhåbninger om, at vi kan skalere det til et fast tilbud til praktiserende læger i hele Region Hovedstaden,« siger hun.

Ydermere er der i projektet også tilknyttet faglige sparringspartnere.

For at forbedre patientbehandlingen skal indhold og anvendelsen af forløbsplanen løbende forbedres, hvilket dette projekt drejer sig om. Det handler om at optimere de muligheder, som vi har lige nu, og det er et vigtigt tiltag

Ole Snorgaard, overlæge, Hvidovre Hospital

Overlæge Peter Lommer Kristensen fra Endokrinologisk & Nefrologisk Afdeling på Nordsjællands Hospital står blandt andet i spidsen for en mulighed for online dialogmøder én gang om måneden, hvor de deltagende praktiserende læger fra Nordsjællands Hospitals optageområde kan få sparring med ‘deres lokale’ diabetesekspert om netop svære behandlingsdilemmaer og sårbare patienter. Det er – som en sidegevinst – med til at styrke det samarbejde, der allerede er mellem hospital og almen praksis.

Overlæge Ole Snorgaard fra Hvidovre Hospital er tilknyttet Uddannelsesenheden på Steno Diabetes Center Copenhagen som brobygger mellem regionen og almen praksis. Ole Snorgaard er med en diabetessygeplejerske også vært for et ugentligt tilbud om webinar for læger og praksispersonale (’diabetes-timen’) om den bedste behandling af patienter med type 2-diabetes. På webinaret stilles der fokus på personcentreret behandling og farmakologisk behandling med særligt fokus på den overvægtige patient eller den nyresyge patient.

Ole Snorgaard har i mere end 20 år arbejdet med samarbejdet mellem hospitaler og almen praksis, ligesom han har siddet i arbejdsgruppen for de nationale guidelines inden for behandling af type 2-diabetes.

Behov for forbedring af forløbsplanerne

Hvis almen praksis fortsat skal bruge forløbsplanen til opsamling af data og kvalitetssikring, mener Ole Snorgaard, at flere praktiserende læger skal bruge den, og den løbende skal justeres, så den til enhver tid understøtter den rette behandling i henhold til de gældende retningslinjer.

Ifølge Ole Snorgaard må man regne med, at patienter med type 2-diabetes i stigende grad vil veksle mellem kontrol i almen praksis og på hospitalerne. Derfor bør der også stiles målrettet efter løsninger, som sikrer deling af data mellem sektorerne for at skabe det nødvendige overblik i begge sektorer.

»Det er nødvendigt for at opretholde den bedst mulige behandling og sikre en løbende kvalitetsudvikling gennem et fælles populationsansvar regionalt og nationalt. Vi kan i dag dele resultatet af diverse blodprøver, mens det kniber med vægt, blodtryk og resultatet af fodundersøgelser og øjenundersøgelser udført i primærsektoren. For at forbedre patientbehandlingen skal indhold og anvendelsen af forløbsplanen løbende forbedres, hvilket dette projekt drejer sig om. Det handler om at optimere de muligheder, som vi har lige nu, og det er et vigtigt tiltag,« siger Ole Snorgaard.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere