Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Bæredygtighed i almen praksis: »Vi kan hver især løfte lidt«

Udgivet:
Kommentarer (0)

Marianne og Mikkel Thusgaard har i første omgang valgt at kigge på, hvordan det er muligt og logisk at reducere lægehusets energiforbrug og øge energieffektiviteten. Det er ikke kompliceret, mener de.

Lægeparret Mikkel og Marianne Thusgaard har taget nogle store skridt i en grøn omstilling af deres praksis, men de er også pragmatiske.


»For pokker, jeg har egentlig altid drømt om at komme i Dagens Medicin en dag på grund af min faglighed – og ikke fordi vi har investeret i en papcontainer.«

Vendelboens humor fornægter sig ikke hos Mikkel Thusgaard, som driver Lægehuset i Hals sammen med sin hustru, Marianne Thusgaard.

Men der heldigvis meget mere end papgenbrug at fortælle om, når det gælder den grønne omstilling i parrets klinik, der ligger ved Limfjordens østlige udmunding.

Vi vil gerne vise, at vores virksomhed baserer sig på nogle bestemte værdier – og at vi hver især kan gøre noget

Marianne Thusgaard, læge, Lægehuset i Hals

For Marianne og Mikkel Thusgaard er det helt naturligt at tænke på klimaet og tage nogle beslutninger, der kan være med til at begrænse udledningen af CO2.

»Vi er drevet af en personlig interesse for at bidrage til en bæredygtig tilgang til verden generelt set, og vi er drevet af et ønske om, at vi præger vores virksomhed i den retning,« siger Marianne Thusgaard.

Strømforbrug reduceret

Ægteparret byggede selv lægehuset for fem år siden. Og det viste sig hurtigt, at der var for varmt i venteværelset om sommeren.

»Vi var nødt til at gøre et eller andet i forhold til ventilation. Airconditionanlæg er i udgangspunktet ikke så klimavenligt, men da vi samtidig har en sydvendt tagfacade, var det oplagt at investere i et solcelleanlæg. Det er almindelig sund fornuft,« pointerer Mikkel Thusgaard.

Et lægehus på 360 kvadratmeter er lidt af en energisluger, idet der er en del computere, lamper og apparater. Derfor er energieffektivitet et andet grønt tiltag, der batter.

Med forskellige løsninger er strømforbruget reduceret til mindre end det, de havde i den gamle klinik på 120 kvadratmeter.


Om lægehuset i Hals

Klinikken er ejet af parret Marianne og Mikkel Thusgaard. Mikkel har været praktiserende læge i Hals siden 2013, og Marianne siden 2014.

Klinikken har cirka 3.400 patienter tilknyttet (to ydernumre).

Ansatte i lægehuset: Sygeplejerskerne Birgitte Melgaard, Lisbeth Badsberg- Nielsen og Betina Kousholt, social- og sundhedsassistent Heidi Thoms Jensen og lægesekretær Betina Svarrer.

Lægevikarer: Kirsti Braaten og Thomas Bjørnshave, speciallæger i almen medicin.

Uddannelseslæger er også tilknyttet, aktuelt er det Oliver Buskbjerg Sharpe, som er i gang med hoveduddannelsen i almen medicin.


Elpærer er skiftet til LED-belysning, og der er sensorer i forskellige rum. Når huset forlades, og alarmen sættes til, slukker alt lys automatisk. Endvidere spares der på vandforbruget – også med sensorer.

»Vi har taget udgangspunkt i, hvad der umiddelbart er logisk i forhold til at reducere lægehusets energiforbrug og øge energieffektiviteten. Det er ikke kompliceret,« siger Marianne Thusgaard.


Læs også:

Klimakamp er også en sag for praktiserende læger

Bæredygtig foregangspraksis: »Det skal jo også fungere i hverdagen«


»Det kræver dog enighed i ledelsen om at rette fokus på bæredygtighed som en del af virksomhedens strategi og være indstillet på, at det kræver økonomisk prioritering.«

Så tilføjer hun med et smil til sin mand.

»For os var der ikke langt fra idé til implementering. Måske fordi vi er gift.«

Solcelleanlæg i 2019

Det var i 2019, at Lægehuset i Hals valgte at investere i et solcelleanlæg på seks kW. Anlægget kostede 105.000 kr., og det ser ud til, at udgiften vil være tjent ind på otte år – måske mindre.

Allerede nu har anlægget indtjent 41.500 kr. og har sparet 11 ton CO2.

Strømmen fra solcellerne dækker cirka 80 pct. af strømforbruget i lægehuset.

Parret har også købt en elbil, der af og til bruges til sygebesøg. Den tæller dog ikke med i virksomhedens regnskab. Men i det private klimaregnskab gør det en stor forskel at køre på strøm.

Parret bor nemlig i Skørping syd for fjorden sammen med deres tre børn. Det ligger 60 km fra Hals. Så alene afstanden til arbejdspladsen giver nogle kilometer på landevejen.

Lægeparret i Hals er bevidste om, at deres handlinger vil kunne bidrage til, at andre måske lader sig inspirere til en mere CO2-reducerende levevis. Der er en signalværdi i at have en elbil til at lade op bag lægehuset.

»Vi vil gerne vise, at vores ­virksomhed baserer sig på nogle bestemte værdier – og at vi hver især kan gøre noget,« siger Mikkel Thusgaard.

På mobilen kan praktiserende læge Mikkel Thusgaard følge med i produktionen af grøn strøm fra solcelleanlægget.Foto: Diana Holm

Nul løftede pegefingre

Han understreger, at der absolut ikke er løftede pegefingre i forhold til folk, som ikke har helt så grønne ambitioner.

»En patient, der ankommer i sin dieselslugende Audi, skal altid føle sig velkommen,« understreger Mikkel Thusgaard.

Der har da også været nogle tørre kommentarer fra nogle af patienterne som ‘Ka’ det svare sig?’ og ‘Kan I nå tilbage på en opladning, hvis I skal nord for Ulsted?’

I venteværelset hænger en også storskærm, hvor billedet skifter mellem 85 forskellige slides. Én af dem giver ideer til, hvordan man kan nedsætte sit CO2-forbrug.

På klinikken i Hals er der bestemt også grænser for de grønne tiltag, og ejerparret har valgt en pragmatisk tilgang. Grøn omstilling skal ikke være for besværlig, og den skal fungere i praksis.

Pragmatik og plastikkrus

Eksempelvis har de bibeholdt plastik­krus til patienterne, fordi ­papkrusene simpelthen ikke var gode nok.

Affaldssortering er fortsat en udfordring, idet der indtil videre er for mange medicinske forbrugs­materialer, det ikke lader sig gøre at genbruge.

Til gengæld har klinikken særskilt indkøbt en papcontainer til genbrug, og rengøringsdamen køber helst miljøcertificerede rengøringsmidler – eller bruger blot vand til de gummigulve, der er over hele huset.

»Men vi accepterer også, når hun siger, at der er nogle steder, de grønne rengøringsmidler ikke dur. Det, der skal desinficeres, skal selvfølgelig det,« understreger Mikkel Thusgaard.

Marianne og Mikkel Thusgaard pointerer begge, at patienternes helbred og sundhed har deres absolutte fokus i hverdagen – og i konsultationen med fru Hansen spiller deres holdninger til klimaet en marginal rolle.

Patienternes behov er det primære

Blandt læger er det efterhånden almindelig kendt, at klimaaftrykket fra en enkelt inhalationsspray til astmapatienter svarer til en køretur i bil på 280 km, hvorimod en tilsvarende pulverinhalator svarer til en køretur på 6 km. Men valget af ordination afhænger altid af, hvad der gavner den enkelte patient.


Fokus på bæredygtighed i Lægehuset i Hals

Solceller på taget af klinikken dækker 80 pct. af læge­husets strømforbrug og sender gratis overskudsstrøm ud til forbrugere i den lille by.

Parret har købt en elbil, som primært bruges privat og til tider bruges til sygebesøg. Bilen lader ved lægehuseti dagtimerne.

LED-lys er installeret overalt. Når lægehuset forlades, og alarmen sluttes til, sørger en central strømafbryder for at slukke alt lys.

En papcontainer til genbrug er indkøbt og et generelt øget fokus på affaldssortering.

En infoskærm i venteværelset viser bl.a. slides om klima og miljø – til generel information og debat.

Lægehuset har købt et naturbevis i Den Danske Naturfond. Støtten går konkret til at beskytte et naturareal af samme størrelse som lægehuset.

Rengøringsmidler er miljøcertificerede og bruges i det omfang, det giver mening.


»Patientbehandlingen må ikke blive kompromitteret,« understreger lægeparret.

Generelt mener lægeparret i Hals ikke, at de har forudsætninger for at vurdere, hvilken klimabelastning forskellige former for medicin har. Det vil kræve en positivliste fra Dansk Selskab for Almen Medicin.

Der er altså stadig nogle barrierer i forhold til en grøn almen praksis i fuld skala.

Egentlig mener Mikkel og Marianne Thusgaard, at de i deres grønne omstilling har plukket de lavest hængende frugter.

Et andet af deres valg har været at købe et naturbevis i Den Danske Naturfond. Her betaler de årligt til at beskytte et naturområde af samme størrelse som lægehuset – 360 kvadratmeter. Naturfonden bevarer og beskytter natur i hele Danmark – også i nærheden af Hals.

Næste grønne skridt

Næste grønne skridt for lægehuset i Hals er at øge virksomhedens efterspørgsel på bæredygtige tilbud inden for de utensilier, der bruges i praksis. Det gælder kliniktøj og udstyr fra sygehusets centraldepot.

Og så er lægeparret begejstrede for interessegruppen Grøn Praksis, som Salli Rose Tophøj og Karolina Lewandowska har taget initiativ til.

»Det er positivt, at vi praktiserende læger har et forum, hvor vi kan inspirere hinanden,« mener Mikkel Thusgaard.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere