Almen praksis
Antallet er ottedoblet på ti år: Medicinstuderende strømmer ud i almen praksis
Udgivet:
Kommentarer (0)
Kilde: Danmarks Statistik. Note: Data er pr. 2. kvartal. Enkelte medicinstuderende er diskretioneret. Medicinstuderende med job i flere kommuner indgår for hvert job i en unik kommune.
På blot ét årti er antallet af medicinstuderende ottedoblet i almen praksis. Det kan mærkes hos Familielægerne Viborg, der har langt flere ansøgere til studiejobbene end tidligere år. Ejerlæge Thomas Mosgaard håber, at det øgede kendskab til almen praksis vil få flere yngre læger til at vælge hoveduddannelsen i almen medicin på sigt.
Hos Familielægerne Viborg har medicinstuderende været en naturlig del af hverdagen lige siden, at Thomas Mosgaard og Line Frøkjær åbnede deres lægepraksis i byen for 10 år siden.
Dengang var de stort set de eneste læger i Viborg, som havde medicinstuderende tilknyttet.
Men sådan er det ikke i dag.
»Jeg vil tro, at de fleste af vores kolleger i Viborg i dag har medicinstuderende ansat. Udviklingen er gået stærkt, og det er i høj grad også noget, vi selv kan mærke. For 10 år siden fik vi typisk en håndfuld ansøgere, når vi slog et studiejob op. I dag er vi oppe på 30-40 ansøgninger per opslag,« siger Thomas Mosgaard.
Ottedobling på ti år
Den øgede interesse for arbejdet i almen praksis under medicinstudiet, er også et fænomen, som Praktiserende Lægers Organisation (PLO) har fået øjnene op for.
Lægernes interesseorganisation har netop udgivet en ny analyse, der viser, at antallet af medicinstuderende i almen praksis er ottedoblet i løbet af de seneste ti år med en langt større geografisk spredning til følge.
I 2015 var der således 251 medicinstuderende ansat i almen praksis, mens det tal sidste år var vokset til 2.224 medicinstuderende.
Alene fra 2023 til 2024 steg antallet af medicinstuderende, som supplerede deres SU med et studiejob i almen praksis med 27 pct. – og som medejer af et travlt lægehus er der flere fordele ved at have de unge mennesker ansat, fortæller Thomas Mosgaard.
»Vi ansætter typisk de medicinstuderende, når de er på 4. eller 5. semester. Her har de allerede opbygget en stærk faglig viden, som de kan omsætte i praksis hos os. Typisk starter de studerende med basale opgaver som blod- og urinprøver, lungefunktionsundersøgelser eller EKG, og så bygger vi på derfra, hvis de har mod på det,« siger Thomas Mosgaard.
Opstart tager tid
For at holde på de studerende når de nærmer sig afslutningen af medicinstudiet, er det heller ikke unormalt, at de får lov til at kaste sig ud i selvstændige konsultationer under supervision, hvilket er et stort ønske hos mange.
Men går man med overvejelser om at ansætte medicinstuderende i sin lægepraksis, så er det vigtigt at sætte ordentlig tid af til opgaven, understreger Thomas Mosgaard.
»Det er vigtigt at huske på, at der er tale om studerende. Derfor skal der bruges en hel del tid på supervision. De skal også lære visitationsreglerne og it-systemerne at kende, og det kan godt tage tid. Specielt når de medicinstuderende typisk kun arbejder hos os en dag om ugen,« siger Thomas Mosgaard.
Frigør tid for sygeplejerskerne
For Thomas Mosgaard er investeringen dog det hele værd.
Vi er glade og stolte i vores lægepraksis, når vores medicinstuderende vælger hoveduddannelsen i almen medicin. Og skal vi sikre, at der er praktiserende læger nok i hele landet i fremtiden, så tror jeg, at det er et af de stærkeste udstillingsvinduer
Thomas Mosgaard, ejerlæge, Familielægerne i Viborg
Ud over at han nyder at spise sin madpakke i selskab med de unge læger, som ofte vender retur til studiejobbet med interessante beretninger fra det øvrige sundhedsvæsen, så giver det også en større fleksibilitet, når vagtplanen i lægeklinikken skal lægges.
»Det gør det lettere for vores ansatte at få deres ferieønsker opfyldt, når vi har medicinstuderende ansat, som ofte ønsker at give den en ekstra skalle i ferierne,« siger Thomas Mosgaard.
»Når de studerende overtager nogle af sygeplejerskernes opgaver med prøvesvar, betyder det også, at sygeplejerskerne kan bruge mere tid på andre opgaver. Herunder især de årskontroller af vores patienter med eksempelvis KOL og diabetes. Det var tidligere en traditionel lægeopgave i almen praksis, men det er ikke længere tilfældet,« siger Thomas Mosgaard.
Tvang er ikke løsningen
Selv er Thomas Mosgaard ikke fagpolitisk aktiv, men det afholder ham ikke fra at føle et ansvar for at få så mange dygtige læger som muligt til at vælge almen medicin som speciale.
»Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi gerne vil vise vores værd og fag frem for den yngre generation. Vi er glade og stolte i vores lægepraksis, når vores medicinstuderende vælger hoveduddannelsen i almen medicin. Og skal vi sikre, at der er praktiserende læger nok i hele landet i fremtiden, så tror jeg, at det er et af de stærkeste udstillingsvinduer, vi har,« siger Thomas Mosgaard.
»Og det, tror jeg, er et langt stærkere våben end de forslag om tvang, som også fylder en del i debatten i øjeblikket,« siger Thomas Mosgaard.
Hovedpunkter i analysen
Medicinstuderende var et sjældent syn i almen praksis i 2015. Dengang havde 251 medicinstuderende studiejob hos en praktiserende læge, svarende til én studerende for hver 8. lægepraksis.
I 2024 var der 2.224 medicinstuderende ansat i almen praksis, svarende til en ottedobling på ti år. I dag er der medicinstuderende hos praktiserende læger i mere end halvdelen af landets kommuner.
Alene fra 2023 til 2024 steg antallet af medicinstuderende i almen praksis med 27 pct.
Aftalepartierne bag sundhedsreformen ønsker at øge antallet af praktiserende læger i Danmark fra ca. 3.400 praktiserende læger i dag til 5.000 praktiserende læger i 2035, og her kan studiejobs vise sig at spille en afgørende rolle.
I 2023 viste en undersøgelse blandt 663 medicinstuderende og nyuddannede læger, at kendskabet til almen praksis gennem et studiejob øger motivationen for at vælge almen medicin som speciale.
Kilde: PLO
Del artiklen: