Almen praksis
Antallet af medicinstuderende i almen praksis er i markant vækst
Udgivet:
Kommentarer (0)
Antallet af medicinstuderende, der arbejder i almen praksis, er tidoblet på blot ni år. Det viser en ny analyse fra Praktiserende Lægers Organisation. Det lover godt for den fremtidige rekruttering af unge læger til specialet, lyder det fra PLO’s formand.
I 2014 arbejdede der 190 medicinstuderende i almen praksis. I dag er det antal skruet kraftigt i vejret, og hele 1.938 medicinstuderende er lige nu ansat i almen praksis.
Jeg er ikke i tvivl om, at udviklingen er et udtryk for, at de medicinstuderende synes, at det er spændende at arbejde i almen praksis
Jørgen Skadborg, formand, PLO
Det viser en ny analyse fra PLO.
Udviklingen vækker glæde hos PLO’s formand, Jørgen Skadborg, som håber, at det vil gavne rekrutteringen til specialet i en tid, hvor markant flere unge medicinstuderende skal lokkes til at tage en speciallægeuddannelse i almen medicin.
»Det overrasker mig ikke, at antallet af medicinstuderende vokser betydeligt i almen praksis. Medicinstuderende er en fremragende arbejdskraft, der bidrager med tid og kompetencer, hvilket betyder, at lægerne kan uddelegere relevante behandlinger til dem i vores travle hverdag. Og når mange har studiejob i almen praksis, øger det chancen for, at de vælger almen medicin som speciale, og at vi dermed kan nå målsætningen om, at vi skal være 5.000 praktiserende læger senest i 2035,« siger Jørgen Skadborg i en udsendt pressemeddelelse.
Jørgen Skadborg henviser her til Folketingets aftale om, at der senest i 2035 skal være 5.000 praktiserende læger. Det er ca. 43 pct. flere end i dag.
Lægeuddannelse er vigtig
Samtidig viser PLO’s analyse, at mens de medicinstuderende i almen praksis tidligere var koncentreret i Region Hovedstaden, Syddanmark og Midtjylland, har de siden 2014 også spredt sig til Region Sjælland og Nordjylland.
Region Sjælland er dog den region i landet, der har klart færrest medicinstuderende ansat i almen praksis. Et faktum, analysen kæder sammen med, at regionen er den eneste uden en medicinuddannelse. Fra 2024 vil der dog være en lægeuddannelse på Københavns Universitet, som er særligt målrettet Region Sjælland.
»Jeg er ikke i tvivl om, at udviklingen er et udtryk for, at de medicinstuderende synes, at det er spændende at arbejde i almen praksis, og at de fortæller det videre til deres medstuderende. Tilsvarende hører jeg mange praktiserende læger fortælle, at der her er en fortrinlig og effektiv arbejdskraft, som de varmt kan anbefale. På den måde er vi inde i en positiv udvikling, hvor interessen og muligheden for at arbejde i almen praksis for medicinstuderende er støt stigende,« siger Jørgen Skadborg.
Ligesom der er sket en stigning i antallet af ansatte medicinstuderende, så er 77 procent flere startet i en introstilling i almen medicin og 27 procent flere i en hoveduddannelsesstilling fra perioden 2014-2016 til 2020-2022.
Del artiklen: