Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Almen praksis

Alvorlig sygdom gav Christian Freitag det sidste skub mod Folketinget: »Jeg er blevet mere modig«

Udgivet:
Kommentarer (0)

Frustrationer over den politiske proces var forrige år medvirkende til, at Christian Freitag valgte at stoppe som formand for Praktiserende Lægers Organisation før tid. Nu stiller han op til Folketinget for de Konservative i Region Sjælland med fornyet kampgejst.

For et år siden var Christian Freitag tæt på at dø af kræft i en alder af blot 55 år. Nu stiller han op til Folketinget og træder dermed direkte ind på den politiske scene, han gennem mere end et halvt årti blev mere og mere frustreret over som formand for PLO.


Hovedbiblioteket i Slagelse udgjorde tirsdag aften i denne uge rammerne, da Det Konservative Folkepartis lokale valgkreds skulle finde sin kandidat til det kommende folketingsvalg.

Med de relationer og den indsigt, jeg har opbygget gennem mine mange år i sundhedsvæsenet, tror jeg, at jeg vil kunne byde ind med nogle gode ideer

Christian Freitag, praktiserende læge og konservativ folketingskandidat

30-40 partimedlemmer havde fundet vej til den ekstraordinære generalforsamling og stimlede sammen i en tætpakket skare af den slags, hvor diskussionslysten ikke fornægter sig særlig længe.

Selve kandidaturet havde de mange fremmødte dog ingen indvendinger imod. Også selvom hovedpersonen, der blev mødt med klapsalver, var hentet ind langt fra Slagelses bymidte.

»Jeg har godt nok en bror, som bor i Korsør, men ellers er mit kendskab til den del af Sjælland ikke stort. Jeg var derfor spændt på, hvordan den lokale vælgerforening ville tage imod mig. Det var en stor oplevelse,« siger Christian Freitag, der har været praktiserende læge i Holte siden 2003 og nu også kan kalde sig konservativ folketingskandidat til det valg, som senest skal være afholdt 4. juni næste år.

Politiske frustrationer

I bredere kredse er Christian Freitag dog primært kendt for sit tredje virke, nemlig som formand for landets praktiserende læger. En post, han bestred i næsten seks år, men nærmest ud af det blå forlod i oktober 2020.

Den beslutning var nødvendig for hans egen lægepraksis’ overlevelse, men bundede også i en dyb frustration over et politisk system, hvor substansen og de nødvendige tiltag i primærsektoren gang på gang måtte vige pladsen for det, han ved sin afgang beskrev som politisk halvhjertethed.

I store dele af 2021 måtte Christian Freitag isolere sig fra omverdenen pga. sin kræftsygdom, da en infektion kunne være fatal med så svækket et immunforsvar. Derfor anskaffede han sig en cykel i kælderen, hvor han virtuelt kørte rundt i Italien de dage, hvor pedalerne ville dreje rundt.Foto: Joachim Rode

»Alt for mange gange har jeg siddet i frustration og set flere og flere lag blive skrællet af et forhandlingsresultat, indtil man finder et lillebitte overlap, der blot afholder os fra at blive sure på hinanden. Det er ikke det tankesæt, som de fantastiske kræft- og hjertepakker eller Storebæltsbroen er født ud fra, og en af mine tanker med at gå ind i politik er at være med der, hvor ideerne fødes, og dermed påvirke politikken tidligere, end jeg kunne som formand for PLO, hvor vi ‘bare’ blev inviteret ind i forhandlingslokalet,« siger Christian Freitag.

Og så har den mangeårige lægeformand over årene fået styrket sin overbevisning om, at der er brug for flere fagpersoner på Christiansborg.

»Vi kommer til at bruge flere penge på sundhedsvæsenet de næste ti år, men færre, end vi godt kunne tænke os. For mig er det stimulerende at forsøge at finde de gode løsninger inden for sådan en ramme. Med de relationer og den indsigt, jeg har opbygget gennem mine mange år i sundhedsvæsenet, tror jeg, at jeg vil kunne byde ind med nogle gode ideer. I sidste ende er det jo virkeligheden, som ideerne skal ud at arbejde i, og den trænger i højere grad til at være repræsenteret på Christiansborg, hvor forslagene indimellem fortaber sig i ideologi,« siger Christian Freitag.

Skal tilliden fra Slagelsekredsen veksles til en plads i Folketinget, bliver vejen dog efter alt at dømme både længere og mere snørklet end på hovedbiblioteket denne tirsdag aften, hvor valget af Freitag foregik uden modkandidat.

Men var frygten for at fejle og fortryde en bekymring hos Christian Freitag tidligere, så tager den slags følelser ikke længere ophold i kroppen på samme måde.

»Jeg har i de senere år tænkt på at stille op til Folketinget, men har også haft en lang række betænkeligheder ved at have et politisk bogstav klistret til mit navn. Hvad vil mine patienter tænke? Hvordan føles det at være en offentlig politisk person? Og hvad, hvis jeg ikke bliver valgt ind? På den måde har det forløb, jeg har været igennem, helt sikkert gjort, at jeg er blevet mere modig.«

Marts 2021

Mens mange danskere kæmpede med coronakrisens trivialiteter i marts 2021, befandt Christian Freitag sig i en situation, hvor han pludselig kæmpede for sit liv.

Tre harmløse lymfekirtler på halsen, der formentlig var hævet op som følge af et indgreb hos tandlægen, viste sig at gemme på en langt mere ondartet fortælling: De hævede kirtler var de første synlige tegn på en særdeles aggressiv form for lymfekræft, mantelcellelymfom.


Christian Freitag

56 år, speciallæge i almen medicin

2003-: Praktiserende læge i Holte. Først med solopraksis og siden 2011 i kompagniskab

2015-2020: Formand for Praktiserende Lægers Organisation

1995: Cand.med. fra Københavns Universitet

Gjorde inden karrieren som læge tjeneste i såvel Livgarden som i Gardehusarregimentet og afsluttede sit virke med rang af kaptajn.

Har igennem flere år været sparringspartner for den konservative gruppe i Folketinget for såvel det lægefaglige samt hele det øvrige sundhedsområde.

Politisk forbillede? »Kan jeg låne lidt af Stephanie Loses integritet og evne til at gå ind i et rum uden at være forudindtaget efter så mange år i politik, så vil det gøre mig glad.«

Gift med Vibeke i mere end 30 år, med hvem han har tre voksne børn (og en hund).


»Symptomer havde jeg ingen af, men da jeg kom ud af PET/CT-scanneren og læste journalen, var der kræft i alle mine knogler, i milten, you name it. Det var et voldsomt chok. Særligt de første uger, hvor jeg ventede på at begynde i behandling, var psykisk rigtig svære i forhold til familien og især mine børn. Selvom de i dag er store, så er det jo stadig mine børn,« siger Christian Freitag, der har tre børn med sin hustru Vibeke, med hvem han har været gift i mere end 30 år.

Kemoterapien blev derfor en slags lettelse, der gav et konkret sted at kanalisere tankerne og energien hen.

»Min kone talte, at de hældte 37 poser kemo i mig over det halve år, jeg var i behandling. Det er mange flasker at se gå ind i blodbanen, men de mange blodprøver, scanninger og sprøjter overtog den angst, jeg følte, da jeg fik kræftdiagnosen, og som jeg har hørt om så mange gange tidligere fra mine egne patienter,« siger Christian Freitag.

Ventede med at slå op i journalen

For at undgå at havne i flere af de ubehagelige vadesteder ventede Christian Freitag altid med at læse resultaterne i sin journal på sundhed.dk til kort inden sit næste møde med lægen.

»Jeg kan særligt huske en situation, hvor min kone og jeg sidder i foyeren ude på Herlev, og jeg slår op i journalen. Jeg vidste, at den scanning ville være helt afgørende for det videre forløb efter den indledende kemobehandling. Da jeg læser, at kræftcellerne er væk, må jeg dobbelttjekke både navn og scanningstype. Det var lidt af et mirakel, selv for en naturvidenskabelig mand som mig. Da jeg i sin tid læste medicin, levnede den kræfttype ikke én mange chancer,« siger Christian Freitag.

Herefter fulgte en stamcelletransplantation, som lægerne omtalte som den barske del.

»På det tidspunkt var jeg så taknemmelig for at være kræftfri, at jeg tænkte: ‘I hælder bare løs’. Men det var ikke for sarte sjæle at ligge der på Rigshospitalet og håbe, at mine stamceller begyndte at bevæge sig ud i kroppen velvidende, at lægerne lige havde knust min knoglemarv. Jeg forestillede mig mange skrækkelige scenarier, og her kom min lægeuddannelse mig ikke til gavn. Derfor var det en fantastisk følelse, da blodprøverne viste, at stamcellerne langsomt begyndte at virke.«

Tilbage til livet

Kort efter nytår genoptog Christian Freitag sit arbejde som praktiserende læge. I dag er han tilbage på fuld tid i lægehuset i Holte. Kræftfri. Og dybt taknemmelig, selvom han aldrig har været typen, for hvem den slags følelser falder naturligt.

»Inden jeg startede på arbejde igen, tænkte jeg over, hvordan jeg ville forholde mig til andre menneskers problemer. Men for mig er jobbet som læge kun blevet mere vedkommende, fordi jeg ved, hvor meget helbredet betyder,« siger Christian Freitag.

Bliver han valgt ind i Folketinget, bliver klinikarbejdet derfor ikke lagt på hylden uanset stemmetallet.

»Det er et anker, som jeg ikke vil være foruden. Omvendt kan man måske godt sætte spørgsmålstegn ved, om det at gå ind i politik er det rigtige for Holte Lægehus. Min kone har også luftet, om det nu er en god idé. Men jeg har gjort op med mig selv, at jeg ikke kan lade være. Det er den pakke, jeg kommer med,« siger Christian Freitag.

Folketingsvalget må dog gerne lade vente på sig lidt endnu.

»Bliver der udskrevet valg inden sommerferien, så får jeg rigtig travlt. Jeg har meget at lære, og i den kommende tid skal jeg bl.a. have en bedre fornemmelse af, hvad der optager borgerne i Region Sjælland, hvor jeg opstiller, og som jo på mange måder har nogle helt særlige udfordringer. Og så er der et hav af praktiske ting. Jeg ser dog meget frem til udfordringen.«

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere