Almen praksis og lægevagten står for halvdelen af alle ambulancekald i Region Nordjylland

Når der bliver ringet efter en ambulance, kan det enten være via 112 eller af en praktiserende læge/lægevagten, der sidder med en patient, som er mere akut syg, end der kan tages hånd om i klinikken.

Selvom det har været sådan i årevis, er der faktisk meget lidt viden om, hvordan fordelingen ser ud mellem de to typer henvendelser, og hvordan det så går patienterne efterfølgende.

Det har forskere i samarbejde med virksomheden Treat Systems ApS nu undersøgt i Region Nordjylland, og resultatet af undersøgelsen viser, at almen praksis faktisk står for næsten halvdelen af alle opkald efter en ambulance.

Forskningen viser også, at der er forskelle mellem de personer, der kommer til hospitalet på baggrund af et kald til 112 og på beslutning fra egen læge.

Man kan sige, at fordi vi ikke har kigget på tallene før, er alt overraskende. Det er om ikke andet interessant at se, at tæt på halvdelen af alle ambulancekørsler i Region Nordjylland sker, efter en læge fra almen praksis har ringet efter hjælp

Tim Alex Lindskou, lektor, Aalborg Universitet

Det gælder både i forhold til alder, sygdom og risiko for efterfølgende at dø på både den korte og lange bane.

»Det er faktisk noget, som vi ikke ved særligt meget om. Ofte bliver forskning lavet på kun de personer, der kommer til hospitalet efter en opringning til 112, men det betyder også, at man ikke tager en stor del af ambulancekørslerne i betragtning i den forskning. Her kommer vi med nogle tal for fordelingen i kald efter ambulancer, og hvad der karakterisere de personer, som bliver fragtet til hospitalet,« fortæller en af forskerne bag studiet, lektor Tim Alex Lindskou fra Center for Præhospital- og Akutforskning ved Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning, Aalborg Universitetshospital, og Klinisk Institut, Aalborg Universitet.

Forskningen er offentliggjort i Clinical Epidemiology.

Gennemgået over en kvart mio. ambulancepatienter

I studiet har forskerne meget simpelt undersøgt fordelingen af ambulancepatienter mellem 112 og læge/lægevagten, hvor patienten har endt ambulancekørslen med at blive bragt til et hospital i Region Nordjylland i perioden fra 2016 til 2020.

Det har de gjort via den præhospitale patientjournal kombineret med andre registre for også at se, hvordan det er gået patienterne i op til 30 dage efter indlæggelse.

I alt indgik 255.487 personer i studiet, hvoraf 46,7 pct. var efter opkald fra almen praksis.

»Man kan sige, at fordi vi ikke har kigget på tallene før, er alt overraskende. Det er om ikke andet interessant at se, at tæt på halvdelen af alle ambulancekørsler i Region Nordjylland sker, efter en læge fra almen praksis har ringet efter hjælp. Det er første gang, at vi ser de her tal, men det er også nødvendigt at understrege, at tallene måske ser anderledes ud for andre regioner,« siger Tim Alex Lindskou.

Forskel på alder og komorbiditeter

I karakteriseringen af patienterne fandt forskerne, at de personer, der kom til hospitalet med en ambulance efter opkald til 112, generelt var yngre og havde færre komorbiditeter.

Patienter, hvor almen praksis havde stået for ambulancekaldet, var ældre med en medianalder på 73 år mod 61 for dem, hvor der blev ringet 112.

Fordelingen af moderate og alvorlige komorbiditeter var på hhv. 11,9 pct. og 4,9 pct.

»Men vi ser samtidig nogenlunde den samme fordeling, altså at der er nogle alderspukler for dem, hvor der bliver ringet efter en ambulance via enten 112 eller fra en praktiserende læge. Det er specielt til de helt unge i alderen nul til ganske få år, til folk i tyverne og til de ældre,« siger medforfatter til studiet, Morten Breinholt Søvsø, der er speciallæge i almen medicin og lektor ved Center for Præhospital- og Akutforskning.

Patienter fra 112 dør oftere hurtigt

Endelig undersøgte forskerne også, hvordan det så gik hhv. patienter fra almen praksis og dem, som blev hentet med en ambulance efter et kald til 112.

Disse data viser – måske ikke overraskende – at de patienter, som kom til hospitalet efter et kald til 112, havde højere dødelighed inden for de første dage af indlæggelsen.

Det er formentlig resultatet af, at når der ringes 112, kan det ofte skyldes for eksempel blodprop, stroke eller en ulykke, mens patienter, der har været en tur forbi lægen først, måske ikke i samme grad er lige ved at dø.

Dog fandt forskerne, at den fordeling skiftede efter syv dage, hvor det rent faktisk var de patienter, hvor lægen havde ringet efter ambulancen, der havde højest risiko for at dø.

Hvis man vil lette presset på for eksempel hospitalerne, betyder det ofte mere arbejde for almen praksis og ambulancetjenesten og vice versa. Det er måske især her vigtigt, at man begynder at tænke på et samlet patientforløb frem for de enkeltstående dele

Tim Alex Lindskou, lektor. Aalborg Universitet

Risikoen for at dø inden for 30 dage var 9,0 pct. for de patienter, hvor almen praksis havde ringet efter ambulancen, og 5,2 pct. for de patienter, hvor der var blevet ringet 112.

Endelig belyser forskningen også, at blandt de patienter, hvor lægen havde ringet efter en ambulance, var kredsløbssygdom eller respiratorisk sygdom oftest årsagen. Det gjaldt hhv. 12,0 pct. og 11,6 pct.

De tilsvarende tal for patienter, hvor der var ringet 112, var 10,7 pct. og 5,8 pct.

Respiratoriske sygdomme var også oftest dødsårsagen hos de patienter, hvor der var ringet 112, og ‘andre årsager’ efterfulgt af respiratoriske sygdomme hos de patienter, hvor almen praksis havde ringet efter ambulancen.

Med betydning for forskning og administration

Tim Alex Lindskou mener, at forskningsresultatet primært er interessant inden for forskning og administration.

I forskningsøjemed er der nu tal for ambulancekørsler i Region Nordjylland, og hvordan kørsler og patienter er fordelt.

»Vi kan nu se, at halvdelen af alle ambulancekørsler er udgjort af en gruppe, som vi ikke har haft fokus på før,« siger Tim Alex Lindskou.

Inden for administration spiller resultatet ind i hele den demografiske udvikling, hvor der kommer flere og flere ældre.

Det vil alt andet lige betyde, at der kommer mere pres på sundhedsvæsnet, herunder ambulancekørsel.

»Og så har vi også inden for sundhedsvæsenet en treenighed, som betyder, at hvis man vil lette presset på for eksempel hospitalerne, betyder det ofte mere arbejde for almen praksis og ambulancetjenesten og vice versa. Det er måske især her vigtigt, at man begynder at tænke på et samlet patientforløb frem for de enkeltstående dele,« siger Tim Alex Lindskou.