Almen praksis
Almen praksis får nye muligheder for at henvise patienter til speciallæger
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Det er ikke en aftale, som er uden problemer. I FAPS vil vi gerne åbne dørene for alle de patienter, som almen praksis har behov for, at vi kigger på. Men vi må også sande, at der mangler speciallæger mange steder i landet,« siger Ann-Louise Reventlow-Mourier, formand for Foreningen af Speciallæger.
Fra 1. oktober kan praktiserende læger få vurderet visse patienttyper hos en speciallæge inden for 30 dage. De nye enkeltstående konsultationer skal hjælpe almen praksis hurtigere videre med patienten. Det vækker glæde i de faglige miljøer, hvor aftalen dog også kritiseres for at være for snæver.
Praktiserende læger, som mangler vejledning af en specialist for at kunne lægge en behandlingsplan for deres patient, får nu en ekstra mulighed at trække på.
Vi vil gerne have et tættere samarbejde med almen praksis end i dag og sammen med almen praksis varetage en større del af patienternes behandling i det nære sundhedsvæsen
Ann-Louise Reventlow-Mourier, formand, Foreningen af Speciallæger
1. oktober træder en ny aftale i kraft, der betyder, at almen praksis kan henvise visse patienttyper til én enkeltstående konsultation hos en speciallæge og samtidig forvente, at vedkommende bliver tilset inden for 30 dage.
»Aftalen er noget, vi har arbejdet på i længere tid. Grundlæggende vil vi gerne have et tættere samarbejde med almen praksis end i dag og sammen med almen praksis varetage en større del af patienternes behandling i det nære sundhedsvæsen. Aftalen er et skridt i den retning,« siger Ann-Louise Reventlow-Mourier, formand for Foreningen af Speciallæger (FAPS).
Også Jørgen Skadborg, formand for PLO, glæder sig over den nye aftale.
»I almen praksis har vi haft gode erfaringer med de såkaldte §66-aftaler inden for psykiatrien. De har givet os mulighed for at henvise vores patienter hurtigere til én udredningssamtale hos en psykiater, hvor der ellers normalt er uoverskuelig lang ventetid. Jeg har selv brugt muligheden et par gange, og det er noget, vi har efterspurgt mere af inden for andre specialer,« siger Jørgen Skadborg.
Ikke ambitiøs nok
Den nye aftale, der er indgået af Danske Regioner og FAPS i forbindelse med den seneste overenskomst, er meget klar i spyttet, når det kommer til, hvilke patienttyper og indikationer, der er dækket af de nye muligheder for enkeltstående konsultationer.
Den samlede oversigt findes her og omfatter eksempelvis børn under 18 år med mistænkt skelen eller nedsat syn og patienter med universel urticaria.
Ifølge Jørgen Skadborg er de definerede målgrupper dog alt for specifikke, og det vil hindre aftalens anvendelse i praksis.
»Desværre er aftalen mellem FAPS og Danske Regioner landet et sted, hvor den formentlig ikke kommer til at have stor anvendelse i praksis. Det skyldes, at de udvalgte patientgrupper er meget specifikke og afgrænsede. Derfor vil de enkelte lægehuse formentlig have meget få patienter, der er omfattet af aftalen,« siger Jørgen Skadborg.
Jørgen Skadborg håber derfor, at aftalen vil blive udbygget på sigt.
»Aftalen er i sin vorden, og så skal den løbende evalueres. I PLO håber vi, at det vil betyde, at aftalen udbygges på sigt,« siger Jørgen Skadborg.
Speciallægemangel sætter begrænsninger
Ifølge Ann-Louise Reventlow-Mourier skal de begrænsede målgrupper ses i sammenhæng med den udbredte mangel på speciallæger i store dele af landet.
»Det er ikke en aftale, som er uden problemer. I FAPS vil vi gerne åbne dørene for alle de patienter, som almen praksis har behov for, at vi kigger på. Men vi må også sande, at der er for få speciallægeydernumre mange steder i landet. Derfor er de aftaler, vi kan honorere her i Region Hovedstaden, hvor jeg er nedsat, ikke nødvendigvis aftaler, som vi kan honorere i Region Nordjylland,« siger Ann-Louise Reventlow-Mourier.
Heldigvis går udviklingen i den rigtige retning, understreger hun.
»Jeg forstår godt hvis der sidder nogle praktiserende læger derude, som godt kunne tænke sig mere af aftalen. Men nu prøver vi den af på de her områder, mens vi arbejder på at få regionerne til at etablere flere ydernumre, så der bliver en tættere dækning af speciallæger – og det er heldigvis den vej, som udviklingen går,« siger Ann-Louise Reventlow-Mourier.
Sådan bruges den nye aftale
Egen læge mener, med den rette vejledning, at kunne varetage den fortsatte behandling efter kun én konsultation hos speciallægen.
Henvisningen sendes direkte til speciallægen via DNHF.
Patienten ses hos speciallægen inden for 30 dage.
Speciallægen anvender sin specialviden og/eller sit specialudstyr til én konsultation med patienten.
Speciallægen giver via korrespondancemeddelelse en tilbagemelding på den konkrete problematik, som almen praksis har ønsket vurderet samt en anbefaling om det videre forløb, der gør det muligt for almen praksis at lægge en behandlingsplan for patienten.
Kilde: PLO
Del artiklen: