Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Alle fem regioner har nu politianmeldt borgere for misbrug af Ozempic

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Det er vigtigt at få undersøgt det til bunds og få afklaret, hvis der er foregået noget ulovligt,« siger Bo Libergren (V), regionsrådsformand i Syddanmark, om regionens beslutning om at politianmelde tre borgere.

Nu har også Region Syddanmark besluttet at politianmelde borgere, der har indløst usædvanligt store mængder Ozempic. Dermed tilslutter Region Syddanmark sig Region Hovedstaden, Sjælland, Midtjylland og Nordjylland, som alle har foretaget lignende politianmeldelser.


Tre borgere i Region Syddanmark har på et år indløst recepter på den populære diabetesmedicin Ozempic, der svarer til mere end tre års maksimalt forbrug. Det har vakt opsigt, da medicinen kun har en holdbarhed på tre år. Derfor har Region Syddanmark bedt politiet om at undersøge de tre sager.

Bo Libergren (V), regionsrådsformand i Region Syddanmark, begrunder anmeldelsen:

»Det er vigtigt at få undersøgt det til bunds og få afklaret, hvis der er foregået noget ulovligt. Vi har en bekymring i nogle specifikke sager med usædvanligt høje doser, og derfor beder vi nu andre myndigheder om hjælp til at undersøge det. Ozempic er medicin til diabetespatienter, der virkelig har behov for det, og vi kan selvfølgelig ikke tolerere, hvis nogen misbruger medicinen til svindel eller videresalg,« siger han i en pressemeddelelse.

Dagens Medicin skrev i sidste uge om en lignende anmeldelse i Region Hovedstaden, hvor i alt 20 borgere blev politianmeldt for at have indløst mere end tre års forbrug af diabetesmedicinen.

Vil have Styrelsen for Patientsikkerhed til at vurdere sager

Region Syddanmark har desuden bedt Styrelsen for Patientsikkerhed vurdere yderligere 44 sager, hvor der er udskrevet Ozempic til mere end halvandet års forbrug til én enkelt patient på et år.

Regionen fortæller, at der i nogle af sagerne er mere end en receptudsteder. Det drejer sig om i alt 50 receptudstedere, der blandt andet tæller praktiserende læger og sygehusafdelinger.

Region Syddanmark forklarer, at man har gennemgået sagerne ud fra samme metode som de øvrige regioner. Alle har sat grænsen for politianmeldelse ved patienter, der har hentet Ozempic til mere end tre års forbrug på et år. De 4 øvrige regioner har oplyst, at de tilsammen vil politianmelde 30 borgere i sager med højt forbrug af Ozempic.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere