Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Almen praksis

Aktiv opfølgning på hovedpine gav gode resultater

Udgivet:
Kommentarer (0)


Forskere fra Dansk Hovedpinecenter på Rigshospitalet har netop fået accepteret publikation af et studie i det amerikanske tidsskrift Headache, der understreger betydningen af aktiv opfølgning på behandling for patienter med hovedpine. Centrets sygeplejersker ringede gennem et år fra maj 2020 systematisk 96 patienter op henholdsvis to og fire måneder efter første konsultation og spurgte ind til, hvordan det gik med behandlingen.

Læs også: Sådan kan du hjælpe patienter med hovedpine i almen praksis

En køns- og aldersmatchet kontrolgruppe på 91 fik vanlig behandling, hvor de ikke aktivt blev fulgt op på mellem første og andet lægebesøg. Kontrolgruppen kunne dog ringe til den normale sygeplejerskebemandede telefonlinje fire dage om ugen. Her kunne de få en samtale om effekten af den medicin, de havde fået af lægen, og om eventuelle bivirkninger.

Kontaktet af sygeplejerske

»Selv om patienterne får vejledning om deres medicin af lægen og kan læse indlægssedlen, kan der opstå spørgsmål og tvivl, når patienten kommer hjem. Og vi har tidligere oplevet, at patienter hurtigt stoppede med deres medicin, hvis effekten ikke viste sig med det samme, eller på grund af bivirkninger. Selvom der er et godt tilbud om vejledning, så er det ikke alle patienter, der vælger denne løsning. Det nye koncept var, at patienterne aktivt blev kontaktet af en sygeplejerske. Her kunne patienterne tale med en erfaren sygeplejerske, som kunne vende med lægen, om patienten skulle stoppe med sin medicin eller eventuelt have noget andet. Sygeplejersken kunne også rådgive om bivirkninger, hvilket er uhyre vigtigt at drøfte med patienterne,« siger Henrik Winther Schytz, overlæge, dr.med., ph.d. og klinisk forskningslektor i neurologi ved Dansk Hovedpinecenter.

»Studiet viser, at signifikant flere patienter fik ændret deres medicin som følge af de planlagte opfølgende samtaler. Den proaktive indsats på sygeplejerskeniveau gav en mere optimal justering af medicinen, og patienttilfredsheden var væsentlig større. Desuden var samtalerne relativt nemme at gennemføre og varede ofte omkring ti minutter. På baggrund af dette studie arbejder vi med fremadrettet at kontakte patienter otte uger efter første patientkontakt med henblik på at opnå bedre compliance, mere hensigtsmæssig behandling og højere patienttilfredshed,« siger Henrik Winther Schytz.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere