Almen praksis
AES er klar med ny digital løsning til praktiserende læger
Udgivet:
Kommentarer (0)
AES er klar med et nyt sagsbehandlingssystem, som åbner muligheden for at udvikle og integrere nye digitale værktøjer. Det skal komme landets læger til gode, blandt andet ved at forkorte ventetiden i AES.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, AES, har implementeret en ny digital løsning, som fremover gør det muligt for landets praktiserende læger at kommunikere digitalt og struktureret med AES. Dermed kan et gammeldags sagsforløb vedrørende arbejdsskader endelig udfases. Det skriver ATP i en pressemeddelelse.
Den nye digitale løsning indeholder to systemer, EG Netforvaltning Sundhed og Kofax Invoice Portal, som gør det muligt for praktiserende læger at modtage anmodning om oplysninger direkte i deres lægepraksis-system, ligesom det også bliver muligt at sende regninger elektronisk til AES, som indtil nu har foregået gennem e-mail eller fysisk post. Det er noget som underdirektør i AES, Søren Ahrensberg ser flere fordele i:
»Det er ikke en revolution, men det er en stor milepæl for os at kunne gå i luften med en ny og forbedret løsning til kommunikationen med landets læger. Også fordi det direkte kommer de berørte borgere til gode, da vi hurtigere kan komme videre med behandlingen af deres arbejdsskadesag.«
Den digitale løsning har, ifølge Søren Ahrensberg, været muligt grundet AES nye behandlingssystem, ANS, implementeret i 2022, som erstatter et 30 år gammelt behandlingssystem, hvor implementeringen af den nye løsning ikke ville have været mulig.
»Nu er vi gået i luften med en løsning, hvor vi forventer at få færre opkald fra både læger og borgere, ligesom vi med færre håndskrevne dokumenter, der skal håndteres særligt, kan se frem til hurtigere håndtering til gavn for det samlede sagsforløb,« uddyber Søren Ahrensberg.
Del artiklen: