Almen praksis
36-årig almen mediciner: »Alene i min tolvmandsgruppe, er vi fire nyuddannede speciallæger, som tager lægevagter om natten«
Udgivet:
Kommentarer (0)
I årevis var det upopulært at arbejde i lægevagten om natten i Region Midtjylland. Sådan forholder det sig ikke længere. For 36-årige Pernille Hansen sikrer vagterne et arbejdsliv med stor fleksibilitet og frihed, inden årene med egen lægepraksis.
Efter at have brugt utallige timer på universitetet og i sundhedsvæsenets forskellige afkroge, blev 36-årige Pernille Hansen tidligere i år færdig som speciallæge i almen medicin.
Hendes drøm er på sigt at have egne patienter i en praksis med andre praktiserende læger, men først skal den sjældne følelse af frihed nydes lidt endnu.
Jeg tager ca. 5-7 nattevagter om måneden under den nye ordning, og selvom lægevagten kun har eksisteret i relativt kort tid, så synes jeg, den fungerer rigtig godt
Pernille Hansen, speciallæge i almen medicin
»Finder jeg det helt rigtige match, så køber jeg mig ind i en lægepraksis om et år. Men realistisk set går der nok lidt længere tid. Jeg er meget tilfreds med mit arbejdsliv lige nu, og den frihed det giver mig at være speciallæge uden eget ydernummer. Det gør, at jeg kan tilbringe en masse tid sammen med min familie,« siger Pernille Hansen.
5-7 vagter om måneden
Som nyuddannet speciallæge har Pernille Hansen strikket sit arbejdsliv sammen af ca. fem lægevagter om måneden i tidsrummet kl. 16-23. Derudover arbejder hun som vikar i lægepraksis et par gange om måneden, men den største del af indkomsten er de seneste måneder kommet fra Region Midtjylland.
Her er Pernille Hansen blevet en del af det nye korps af læger, som bemander lægevagten om natten. En opgave, som PLO tidligere havde ansvaret for, men som Region Midtjylland overtog 1. marts i år efter et langstrakt forhandlingsforløb om lægevagten.
»Jeg tager ca. 5-7 nattevagter om måneden under den nye ordning, og selvom lægevagten kun har eksisteret i relativt kort tid, så synes jeg, den fungerer rigtig godt,« siger Pernille Hansen.
»Under den gamle ordning sad vi to læger og visiterede alene ved lægevagten i Aarhus. Nu sidder vi sammen med præhospitalet, og det giver en god synergi. Vi får indblik i, hvordan de andre fagligheder arbejder, og så reagerer regionen hurtigt med ekstra bemanding i travle perioder, hvilket har gjort nattevagterne mindre stressende,« siger Pernille Hansen.
Populær blandt yngre læger
Og Pernille Hansen er langtfra den eneste læge, der finder de nye arbejdsvilkår attraktive.
I den tolvmandsgruppe, som jeg er en del af, vil jeg tro, at vi er en fire nyuddannede speciallæger, som tager lægevagter om natten. Vi har nok smittet hinanden lidt undervejs
Pernille Hansen, speciallæge i almen medicin
For at sikre, at der er vagter nok til de læger, som arbejder i lægevagten om natten, har Region Midtjylland for nylig indført en venteliste, hvilket står i skærende kontrast til de seneste år, hvor nattevagterne voksede sig mere og mere upopulære blandt praktiserende læger.
Med til historien hører dog også, at der skal færre læger til at bemande lægevagten om natten under den nye ordning. Det skyldes, at det er paramedicinere og sygeplejersker, der kører ud til borgerne om natten, mens lægerne i stedet bemander konsultationerne i Gødstrup og Aarhus og visiterer de patienter, som ringer til lægevagten, fra Præhospitalets lokaler.
Til gengæld er de læger, som arbejder i lægevagten, garanteret en timeløn i omegnen af 1.200-1.500 kr. med mulighed for økonomisk belønning ved mange vagter. Tidligere afhang lønnen af aktiviteten i lægevagten – og ofte var indtjeningen dårligere end i dagstid.
»I den tolvmandsgruppe, som jeg er en del af, vil jeg tro, at vi er en fire-fem nyuddannede speciallæger, som tager lægevagter om natten. Vi har nok smittet hinanden lidt undervejs,« siger Pernille Hansen.
Pernille Hansen ser ikke noget problem i, at nogle af opgaverne i lægevagten i dag er overladt til andre faggrupper.
»Men når sygeplejersker og paramedicinere er i front, er det vigtigt at huske på, at kompetencerne er nogle andre. Det betyder, at det er enormt vigtigt, at vi læger er helt skarpe i vores kommunikation, når vi giver instrukser til andre faggrupper, selvom det skal gå stærkt. Den indforståethed, der er blandt læger, hersker ikke på samme måde, og det kan føre til misforståelser,« siger Pernille Hansen.
Der er dog én ting, som Pernille Hansen savner ved arbejdet i lægevagten. Hun ser aldrig den samme patient to gange, og den dimension i lægearbejdet savner hun.
»Men det er præmissen, når man arbejder i lægevagten, og det har jeg det fint med for nu. Det er jo mange år, vi har foran os på arbejdsmarkedet. Samtidig er det heller ingen hemmelighed, at vi læger, der bliver færdige nu her, vi ved jo godt, at hver anden af vores kolleger er udbrændte. Det skræmmer os en smule, og så kan det godt være, at der er nogle læger, som synes, vi er forkælede, men nu har vi muligheden for at få lidt luft i hverdagen,« siger Pernille Hansen.
Del artiklen: