Almen praksis
14 læger sendte bekymringshenvendelse om Alles Lægehus: Her er dommen
Udgivet:
Kommentarer (0)
Styrelsen for patientsikkerhed har undersøgt, om forholdene i tre lægeklinikker drevet af Alles Lægehus har været til fare for patientsikkerheden.
På baggrund af en bekymringshenvendelse fra 14 hospitalslæger har Styrelsen for Patientsikkerheden undersøgt, om forholdene i tre lægeklinikker drevet af Alles Lægehus har været til fare for patientsikkerheden. Nu er den endelige konklusion klar.
Virksomheden Alles Lægehus har de seneste år været marineret godt og grundigt ind i flere belastende sager på sundhedsområdet.
Men nu er der et enkelt lyspunkt at klamre sig til for den hårdt plagede koncern.
Styrelsen for Patientsikkerhed afsluttede i sidste måned sit tilsyn med tre af koncernens lægeklinikker i Region Nordjylland, og det skete med den bedst mulige score:
Ingen problemer af betydning for patientsikkerheden.
Bekymringshenvendelse fra 14 læger
I foråret 2024 var bekymringen for patientsikkerheden ellers stor hos 14 hospitalslæger fra Aalborg Universitetshospital, Thisted, der gik sammen om at forfatte en bekymringshenvendelse til Region Nordjylland over forholdene i flere af koncernens lægeklinikker.
Og her blev der ikke lagt fingre imellem.
I deres bekymringshenvendelse beskrev lægerne, hvordan de havde set flere eksempler på alvorlige fejl eller grov forsømmelse i patientbehandlingen. Både i form af manglende udredning for kræft på trods af relevante symptomer – og i behandlingen af patienter med kroniske sygdomme, der i fraværet af regelmæssige kontroller havde fået forværret deres sygdom.
Region Nordjylland sendte bekymringshenvendelsen videre til Styrelsen for Patientsikkerhed, der besluttede at sætte forholdene i tre af Alles Lægehus lægeklinikker under lup.
»Vi har gennemlæst en række journaler, og ud fra dem kan vi ikke være helt sikre på, at patientsikkerheden er i top. Derfor har man fortsat en bekymring i styrelsen,« sagde overlæge og enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed Charlotte Hjort dengang til DR.
Tilsynsbesøg i Fjerritslev
Men efter at have modtaget og behandlet skriftlige redegørelser fra Alles Lægehus i Thisted og Øster Jølby, blev undersøgelsen af de to klinikker afsluttet 19. november 2024.
Herefter rettede Styrelsen for Patientsikkerhed sit fokus mod Alles Lægehus i Fjerritslev, der blev underkastet et større fysisk tilsyn, hvor der ud fra de 12 målepunkter ingen problemer blev fundet af betydning for patientsikkerheden.
»Alles Lægehus fremstod sundhedsfagligt velorganiseret, og vi identificerede ikke problemer af betydning for patientsikkerheden,« fremgår det af rapportens endelige konklusion.
Og det resultat vækker ikke overraskende glæde hos Søren Kjeldsen, der er lægefaglig direktør i Alles Lægehus.
»Vi har taget denne sag meget alvorligt og har samarbejdet tæt med sundhedsmyndighederne for at sikre en grundig gennemgang af alle forhold, der kunne påvirke patientsikkerheden. Vi er glade for at kunne bekræfte, at undersøgelsen nu er afsluttet, og at patientsikkerheden er blevet bekræftet,« siger han i en pressemeddelelse.
Del artiklen: