Regeringen vil rykke læger til yderområderne: Tre af fremtidens praktiserende læger svarer på, om de er med på den idé

De politiske forhandlinger om, hvordan en endelig sundhedsreform skal se ud, er netop begyndt. I udspillet har de praktiserende læger fået sig lidt af en hovedrolle.

Fremtidens praktiserende læger drømmer om egen klinik tæt på deres bolig og med plads til både familie, faglighed og fritid. Men fra næste år kan man kun drømme om at eje en klinik, hvis man vil være praktiserende læge i et lægedækningstruet område. I hvert fald, hvis regeringens sundhedsudspil bliver en realitet.

Dagens Medicin har spurgt tre af fremtidens almenmedicinere, hvad de synes om udspillet, og hvad det gør ved deres drøm om at blive praktiserende læge.

Jens Tilma, 36 år, fase 2 i hoveduddannelsen i almen medicin, Toldbodlægerne Thisted, fælles tillidsrepræsentant og medlem af almen praksisudvalg, Yngre Læger. Bosat i det nordlige Thy.

Hvorfor blev du almenmediciner?

Jeg blev almenmediciner, fordi man er mere menneske end funktion i det speciale. Som praktiserende læge tager man sig først og fremmest af mennesket, ikke sygdommen. Det vigtigste for mig er samarbejdet med mine patienter om, hvad det gode liv er for dem. Jeg vil i virkeligheden helst ikke bekymre mig om det politiske, men det har så stor indflydelse på rammerne for min hverdag, at jeg gerne vil kæmpe for, at os der står med patienterne, også har indflydelse på rammerne.

Hvad drømmer du om?

Jeg drømmer om at få min egen praksis, så der er jeg ligesom flertallet af almenmedicinere. Og jeg drømmer om at få den i Thy, fordi jeg synes, det er et godt sted at bo. Vi har et supergodt socialt netværk her. Der er f.eks. en portør, der arrangerer busture rundt i lokalmiljøet, og så har vi et godt fagligt miljø på sygehuset og på tværs af praksisser. Og så er det også herude, der er brug for os. Min partner er også læge, og sammen med vores snart fire børn drømmer vi også om det gode liv for vores familie.

Det er, for mig, et meningsfuldt arbejdsliv, hvor jeg kan dyrke min familie og være der for mine patienter. Det kunne f.eks. være en slags delepraksis, hvor flere læger går sammen om færre ydernumre. Så kan jeg både passe mine patienter og have tid til at bidrage med en lægefaglig kompetence på det politiske plan, som jeg synes, der er behov for.

Hvad synes du om regeringens udspil?

Overordnet synes jeg, der er gode elementer i et ærgerligt udspil. Specielt det, at en national sundhedsplan erstatter forhandlingen mellem PLO og regionerne, synes jeg er ærgerligt. Det er netop selvbestemmelsen til at tilrettelægge klinikken, så den er til mest gavn for patienterne, der gør, at de fleste af os gerne vil eje vores egen praksis. Hvis det bliver besluttet fra politisk hold, hvad vi skal lave, og hvordan vi skal gøre det – uden indspark fra fagpersoner – så tror jeg, mange vil miste lysten. Det kan i hvert fald godt få mig til at overveje, om jeg på sigt skal lave noget andet.

Det handler om, at jeg gerne vil kunne tilbyde mine patienter en praksis, der passer til dem, for der er store forskelle på, hvad der er brug for rundt omkring i landet. De gode tendenser er f.eks., at vi får differentieret patienttal, så der er bedre tid til dem, der har det største behov. Det er også glædeligt, at kapaciteten bliver udvidet. Vi vil allesammen gerne være en god læge overfor vores patienter, og det bliver helt klart nemmere, hvis kapaciteten bliver større.

Daniel Staal Nyboe, 37 år, i sin hospitalsblok på Hvidovre Hospital i gynækologi og obstetrik, medlem af FYAM for Region Hovedstaden. Bosat på Frederiksberg i Storkøbenhavn.

Hvorfor blev du almenmediciner?

Jeg blev almenmediciner, fordi jeg godt kan lide at følge patienterne gennem et helt liv. Jeg kan godt lide at være en del af det lokalmiljø, hvor jeg arbejder, og det giver almen medicin virkelig mulighed for.

Hvad synes du om regeringens udspil?

Jeg synes ikke, det gør nok for at få os ud til de patienter, der mangler os. Jeg er enig i, at der skal gøres noget drastisk, men jeg tror ikke på tvang. Jeg tror, det vil få mange kommende almenmedicinere til at fravælge det offentlige system, hvis man ikke længere kan se et stabilt arbejdsliv for sig, hvor man får lov til at arbejde, hvor man selv ønsker det.

Jeg synes, min uddannelse er både for dyr, for lang og for hård til, at den nu risikerer at gå til spilde for det offentlige, fordi man ikke vil give den frihed, som alle andre erhverv har.

Det skræmmer mig, at jeg nu ser det lægeliv, som jeg ellers havde forestillet mig smuldre foran mig. Det taler imod mine egne værdier, og det er virkelig svært for mig at acceptere at retten til selvbestemmelse ser ud til at blive taget fra os.

Jeg kan godt forstå, hvis man vil kalde det forkælet, men det er positivt forkælet, og jeg synes, det er en unuanceret holdning. Jeg er ikke en møgunge, der peger på noget og skriger til han får det. Jeg ser det ikke som min ret at kræve et arbejdsliv på mine præmisser. Men jeg synes, at man har optjent en ret til valgfrihed, når man har bidraget til samfundet og aftjent sin værnepligt. Så synes jeg, det er fortjent, at man også får lov til at udleve sin drøm.

Hvordan ser den drøm ud?

Jeg drømmer om at være en del af en kompagnipraksis sammen med to af mine gamle studiekammerater, som også er endt i hovedforløb som almenmedicinere. Jeg vil være familielæge, jeg vil være en del af mit lokalmiljø, og jeg vil have et arbejdsliv med plads til min familie. Om det i fremtiden er i offentligt eller privat regi, det er efterhånden blevet mere ligegyldigt. Jeg har intet imod at flytte til et yderområde, men jeg har også en mand og en datter, som jeg ikke vil flytte alene for mit job. Jeg ville da også være ærgerlig over at komme langt væk fra min familie, mine venner og mit netværk.

Jeg er meget bevidst om, at jeg gerne vil nedsætte mig i en praksis uden for København. Jeg vil gerne være familielæge i en mindre landsby. Det er desuden langt mere givende og fagligt udfordrende for mig at arbejde med en stor andel af multisyge patienter. Her synes jeg f.eks. praksisbussen, der kører fra København til Nysted er et supergodt eksempel på, hvordan man kan inkorporere arbejdstid i transporttid. Det ville gå på kompromis med den lokale forankring i nærmiljøet, men vi skal allesammen indgå kompromisser i den nye reform, og dette ville jeg langt nemmere kunne gå med til.

Katrine Høgenhaven, 43 år, fase 2 i hoveduddannelsen i almen medicin, Lægerne Brøndbyøster Torv, medlem af kvalitetsudvalget, FYAM. Bosat på Østerbro i København.

Hvorfor blev du almenmediciner?

Det som almen medicin kan, er, at man kommer tættere på sine patienter, og får lov til at følge dem gennem en stor del af deres liv.

Hvad synes du om regeringens udspil?

Jeg synes, det er rigtig positivt, at der er sådan et stort fokus på almen medicin som et anker i sundhedsvæsenet. Jeg er dog bekymret over, at PLO ikke får indflydelse i sundhedsrådene, da det vil sætte lægefagligheden uden for indflydelse. Jeg er også bekymret over, at udspillet lægger op til, at private virksomheder kan sætte sig på de ydernumre, som vi er rigtig mange almenmedicinere, der gerne vil eje. Jeg tror også, det bliver dårligere for patienterne, for de får typisk ikke den samme kontinuitet i andre typer af praksisser, og det er vigtigt, hvis man f.eks. er kroniker.

Jeg kommer nok ikke til at flytte familien til yderområderne nu. Vi er for etablerede til at rive vores liv op med rode. Jeg ville egentlig gerne, hvis situationen havde været en anden, så jeg synes, man skal forsøge at tiltrække lægerne allerede på studierne. Jeg ville også vægte gode skoler og institutioner til mine børn, et job til min mand og et lokalsamfund. Hvis jeg skulle være flyttet, skulle der også være et lokalsamfund, jeg kunne se mig selv i, der hvor jeg skulle arbejde.

Jeg vil dog sige, at man ikke behøver at flytte ud af hovedstaden for at finde et lægedækningstruet område at arbejde i. Jeg er selv tilknyttet en klinik i Brøndby, som også er et lægedækningstruet område med rigtig mange kronikere og øget social belastning.

Det kunne være spændende at arbejde i en klinik, f.eks. i Kalundborg, hvor jeg kunne have telefontid i en praksisbus. Man kunne også benytte sig mere af telemedicin, som man gør i andre lande med store afstande. Jeg glæder mig egentlig bare virkelig meget til at blive almenmediciner, og så er jeg rimelig åben for de muligheder, der bliver faciliteret.

Hvad drømmer du om?

Jeg drømmer om at få min egen klinik i byen eller på landet. Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med komplekse patienter. Det, synes jeg, er virkelig spændende, og det giver et godt arbejdsliv, fordi jeg føler, jeg gør en forskel for nogle mennesker. Det er i grunden, derfor jeg er blevet læge. For at gøre en forskel for andre mennesker. Det bedste er at hjælpe dem, der har det største behov.