Eksperter: Gigtpatienter tager unødig omvej forbi hospital før kommunale træningstilbud

Det koster penge at træne, men det er gratis at få en operation. Det kan i og for sig være fint nok, men det er et problem for en lang række borgere med slidgigt og skaber social ulighed, mener Søren Thorgaard Skou, der er forskningsleder hos Slagelse Sygehus og professor i Træning og Sundhed ved Syddansk Universitet.

I de kliniske retningslinjer står der, at borgere med slidgigt som det første skal træne for at reducere smerte og forbedre funktion. Men mulighederne for at træne gratis er ikke ens, for kun hver fjerde kommune har ifølge Søren Thorgaard Skou et gratis træningstilbud til borgere med slidgigt. Resten skal selv betale regningen.

»Det er uhensigtsmæssigt, at patienter med slidgigt har så ulige muligheder. Det er en mærkelig omvej, at patienterne skal have et røntgenbillede og forbi ortopædkirurgen på hospitalet, før de kan få gratis træning via en genoptræningsplan ude i primærsektoren, selvom vi ved, at træning har effekt på deres sygdom. To af tre slidgigtpatienter får aldrig en operation, men skal i stedet udelukkende tilbydes behandling i primærsektoren, herunder træning, patientuddannelse og vægttab,« siger Søren Thorgaard Skou.

Ulige adgang

Forskningslederen ser det også som en stor udfordring, at der ikke er ens kommunale tilbud til patienter med slidgigt. Når 25 pct. af kommunerne har gratis træning til dem med slidgigt, og de 75 pct. ikke har, medfører det ulighed. Det kræver politisk prioritering at ensrette indsatsen for borgere med slidgigt.

I patientperspektivet er det en kæmpe omvej, og det er et problem, at folk skal forbi hospitalet, i stedet for at den praktiserende læge kan henvise til et gratis tilbud

Søren Thorgaard Skou, forskningsleder,Slagelse Sygehus og professor i Træning og Sundhed, Syddansk Universitet.

»Retningslinjerne om at tilbyde patientuddannelse og træning til alle med slidgigt bliver ikke efterlevet. Det er kun en tredjedel, som får tilbudt træning og patientuddannelse, inden de kommer på sygehuset,« siger Søren Thorgaard Skou.

Han tror, at en af grundene til den lave efterlevelse, skyldes omvejen mod gratis træning. Derudover mener han, at der er behov for at afdække og understøtte et mere optimalt henvisningsmønster og samarbejde på tværs af sektorer, bl.a. med redskaber til den praktiserende læge og en mere systematisk tilgang til implementering af forskning i klinisk praksis. Det er bl.a. også nogle af målene med forskningsprogrammet Exercise First, understøttet af Region Sjælland, som Søren Thorgaard Skou står i spidsen for.

Praktiserende læge som ankerpunkt

På Hvidovre Hospital kan overlæge og professor Anders Troelsen godt genkende problemet med slidgigtpatienter. For ham at se er problemet, at ansvaret for den ikke-operative del af behandlingen for slidgigt ikke ligger fast forankret et sted.

Hver gang han ser 10 nyhenviste patienter, vil der være nogle, hvor han kan se, at patienten har slidgigt, men hvor patienten ikke har fået afklaret, hvilken effekt patienten har af ikke operativ behandling som smertebehandling, træning og vægttab.

»Jeg sidder som specialist i den ene ende af spektret, og som kirurg burde jeg kun skulle forholde mig til patienter, der er færdigbehandlet i den ikke operative del. Det er en helt unødig omvej, at patienter kommer til mig, hvorefter jeg afviser dem, fordi der ikke er en afklaring på den ikke operative behandling, for så at sende dem tilbage til primærsektoren. Det er dum brug af ressourcer, især når vi har lange ventetider til operationer,« siger Anders Troelsen.

For Anders Troelsen vil det optimale ressourceforløb være, hvis den praktiserende læge er ankerpunkt for patientens behandling inden en eventuel operation. Den praktiserende læge skal kunne stille diagnosen slidgigt ud fra kliniske kriterier evt. suppleret med henvisning til røntgen optagelse. Dette burde være nok til at udløse en gennemgang af de relevante behandlinger som f.eks. træning, patienten skal igennem, inden patienten kommer ind til en kirurg og skal vurderes i forhold til en operation.

»Den store volumen af patienter findes i primærsektoren, og det er her, de bør blive vurderet og behandlet. Det skal sættes systematisk op, så når der kommer en henvisning til mig, er det tydeligt, at patienten har gennemgået et forløb, og at der ikke opnået tilstrækkelig effekt. Det handler ikke om, at jeg ikke vil operere, jeg vil bare helst hjælpe dem, der har mest brug for hjælp,« siger Anders Troelsen.

Anders Troelsen vil ikke forholde sig til, om den træning, som patienter med slidgigt bliver tilbudt, skal være gratis eller ej. Men han synes, at det er uhensigtsmæssigt, at alle slidgigtpatienter ikke har de samme muligheder.

Mere gratis træning

I dag kan praktiserende læger henvise patienterne til træning, hvor de får et tilskud, på 40 pct. og selv skal betale 60 pct. Søren Thorgaard Skou ville ønske, at den praktiserende læge havde flere muligheder for at kunne sende slidgigtpatienterne til gratis træning, patientuddannelse og vægttab, fordi retningslinjer netop lægger op til dette for at udskyde eller forebygge en operation, og træning, patientuddannelse og vægttab kan være en stor udgift for patienterne.

»I kommuner uden gratis tilbud kan patienterne håbe, at deres praktiserende læge sender dem på hospitalet, for hvis hospitalslægen her siger, at det er for tidligt at operere, så kan patienten få gratis træning via en genoptræningsplan. I patientperspektivet er det en kæmpe omvej, og det er et problem, at folk skal forbi hospitalet, i stedet for at den praktiserende læge kan henvise til et gratis tilbud,« siger Søren Thorgaard Skou.