Akutmedicin
Lungemediciner leder et af landets største hospitalsafsnit: Nu får han også ansvar for lægevagten
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Jeg tror ikke tidligere, at det er sket, at man har lagt lægevagten ind under en sygehusafdeling. Men det er den opgave, som vi har fået og så hjælper vi til, så godt vi kan,« siger Poul Henning Madsen.
Det kom som en overraskelse for cheflæge Poul Henning Madsen, da hans akutmodtagelse i sidste måned blev bedt om at drive Region Syddanmarks lægevagt i de sene aften- og nattetimer. Indtil videre er rekrutteringen gået stærkt, men med opstart 1. februar er det også bydende nødvendigt.
Som cheflæge for den Fælles Akutmodtagelse på OUH er Poul Henning Madsen vant til at lede flere hundrede ansatte på et hospitalsafsnit, hvor opgaverne opstår uventet og med kort varsel.
Senest har arbejdstempoet hos den 46-årige lungemediciner dog fået endnu et nøk opad; nye arbejdsopgaver er blevet lagt ind under afdelingens – i forvejen – anseelige ansvarsområde. Og de er kommet fra en uventet kant.
»Jeg var da lidt overrasket, da vi blev peget på. Det er klart. Jeg tror ikke tidligere, at det er sket, at man har lagt lægevagten ind under en sygehusafdeling. Men det er den opgave, som vi har fået, og så hjælper vi til, så godt vi kan,« siger Poul Henning Madsen.
Ansvar for 1,2 mio. borgere
Efter at have sendt lægevagten i udbud ad to omgange besluttede Region Syddanmark i starten af september måned at hjemtage lægevagten i de sene aften- og nattetimer fra 1. februar.
Der begynder heldigvis allerede at tegne sig et billede af, at vi når i mål med den opgave trods den stramme deadline
Poul Henning Madsen, cheflæge, OUH
Selvom Esbjerg Sygehus havde budt sig til med et forslag om en decentral struktur, valgte Region Syddanmark at placere hele indsatsen hos FAM i Odense.
En beslutning som koncerndirektør Kurt Espersen her i spalterne blandt andet har begrundet med rekrutteringsgrundlaget omkring Danmarks tredjestørste by.
»Da udmeldingen fra regionen kom, gik bekymringen internt i vores afdeling på, om vi nu skulle overtage en ny patientgruppe, som vi fagligt ikke er rustet til at tage os af. Det var forståeligt, men samtidig var det heldigvis noget, som vi hurtigt kunne afvise er planen. Den kliniske del bliver ikke løftet af læger og sygeplejersker, der er ansat i akutafdelingen i forvejen. Opgaverne i lægevagten bliver løst ved at rekruttere folk udefra,« siger Poul Henning Madsen.
Fremmede opgaver
Netop rekrutteringen til lægevagten har dog samtidig været den største bekymring hos cheflægen selv i den hektiske forberedelsesfase, som i øjeblikket pågår.
Skal akutmodtagelsen i Odense lykkes med at løfte de nye og fremmede opgaver i lægevagten allerede til februar næste år, er det ifølge Poul Henning Madsen afgørende at sikre de rette kompetencer til opgaven.
»Jeg mener grundlæggende, at opgaverne i lægevagten er bedst placeret hos speciallæger i almen medicin. Det gælder både i visitationen og ved sygebesøg,« siger Poul Henning Madsen.
»Det, som har stået allerøverst på vores to-do-liste, har derfor været, at vi får de rigtige læger placeret på de rigtige poster. Og her tænker jeg på speciallæger i almen medicin, uddannelseslæger i almen medicin og andre læger, som kan demonstrere en tung erfaring fra lægevagtsarbejdet. Der begynder heldigvis allerede at tegne sig et billede af, at vi når i mål med den opgave trods den stramme deadline,« siger Poul Henning Madsen.
Over 60 læger mødte op
I begyndelsen af oktober inviterede Region Syddanmark interesserede læger til informationsmøde om arbejdet i den kommende natlægevagt.
Her mødte flere end 60 læger op. Blandt de fremmødte var 68-årige Ulrich Knage, der efter 30 år som praktiserende læge i Nyborg i dag ernærer sig som kørende vagtlæge om natten i Region Syddanmark flere dage om ugen.
»Jeg synes, at regionen er kommet godt fra start. I modsætning til 1813 har Region Syddanmark anerkendt, at det eksisterende system er velfungerende. Der er blevet lyttet til os erfarne læger, som har kørt mange nattevagter for regionen, og Region Syddanmark virker villige til at bruge de penge, der skal til for at sikre den nye lægevagt den fornødne succes,« siger Ulrich Knage.
1.550 kr. i timen
For speciallæger i almen medicin vil det – afhængigt af, hvor mange vagter den enkelte læge tager om måneden – være muligt at tjene ca. 1.500 kr. i timen ifølge den nye tillægsaftale, som er blevet forhandlet på plads med Yngre Læger og FAS.
Vi skal passe på, at vi ikke får indført en ny kunstig sektorovergang mellem aften og nat samt nat og dagstid, når lægevagten skifter hænder fra PLO til os
Poul Henning Madsen, cheflæge, OUH
Selv havde Ulrich Knage foretrukket en lønmodel, der i højere grad honorerede den enkelte læges indsats.
»Under den nye lægevagtsordning lønnes vi ikke længere på akkord. I stedet overgår vi til at være timelønnede. Jeg havde nok håbet på en form for basishonorar med et tillæg, alt efter hvor effektiv den enkelte læge er. Så ville der fortsat være et incitament til en effektiv afvikling af arbejdet,« siger Ulrich Knage.
Det er dog ikke noget, som har påvirket hans lyst til fortsat at arbejde som vagtlæge i Region Syddanmark.
»Som en af de erfarne kræfter forventer jeg at gå en smule ned i løn. Omvendt er ordningen god for de yngre læger, og så tyder det på, at Region Syddanmark vil ansætte en læge mere i visitationen end i den tidligere ordning. Det kan kaste et bedre arbejdsmiljø af sig – og det er ikke ligefrem noget, der har været fokus på tidligere,« siger Ulrich Knage.
Faldgruber lurer forude
Ifølge Poul Henning Madsen er omridset af den første vagtplan, der går til og med april, ved at tegne sig.
Men det betyder langt fra, at hverdagens normaliteter igen er inden for rækkevidde.
Foran Poul Henning Madsen og de tre ledende medarbejdere, som på sigt skal drive lægevagten om natten som et selvstændigt spor under FAM, ligger fortsat en lang liste af opgaver – og potentielle faldgruber – som skal ryddes af vejen for at sikre lægevagten succes.
»På sigt kan jeg sagtens se potentialet i, at vi overtager lægevagten om natten. Det giver jo nogle muligheder for at give endnu bedre patientforløb ved at fjerne nogle af de kunstige sektorovergange, der er. Omvendt er der også en fare for, at vi skaber nye kunstige sektorovergange, hvis vi ikke tænker os om,« siger Poul Henning Madsen.
Han nævner det faktum, at der nu er to aktører, som i fællesskab skal drive lægevagten i Region Syddanmark: Praktiserende Lægers Organisation mellem kl. 16-23 og Region Syddanmark i det øvrige tidsrum, og det er ikke noget, man tidligere har erfaring med.
»Vi skal passe på, at vi ikke får indført en ny kunstig sektorovergang mellem aften og nat samt nat og dagstid, når lægevagten skifter hænder fra PLO til os. Det er en af de mange ting, vi fortsat arbejder med at løse. Det skal ikke være sådan, at opgaverne blot skubbes videre til den anden part,« siger Poul Henning Madsen.
Del artiklen: