Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Akutmedicin

Lægefaglig direktør fra Gødstrup: Jeg lytter mig til, at det er hårdt

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Vi har ingen grund til at tvivle på, at lægerne i akutmodtagelsen er pressede,« siger Jens Friis Bak, lægefaglig direktør på Regionshospitalet Gødstrup, om de aktuelle arbejdsforhold på hospitalets akutmodtagelse.

Jens Friis Bak, lægefaglig direktør for Regionshospitalet Gødstrup, savner dokumentation for lægers påstande om, at ambulancer holder i kø ved akutmodtagelsen, og at patientsikkerheden skulle være alvorligt truet. Men han anerkender, at arbejdspresset i akutafdelingen er stort.


»Jeg lytter mig til, at det er hårdt. Og det er helt reelt. I hospitalsledelsen har vi også en bekymring over arbejdspresset«.

Patienter kan desværre dø, selv om man behandler dem korrekt

Jens Friis Bak, lægefaglig direktør, Regionshospitalet Gødstrup

Det siger Jens Friis Bak, lægefaglig direktør på Regionshospitalet Gødstrup, i en kommentar til den kritik af forholdene på hospitalets akutmodtagelse, der har været fremsat i en række medier de seneste dage. Her en samlet gruppe af speciallæger og overlæger i akutafdelingen udtrykt bekymring over den aktuelle situation, hvor behovet for akut behandling efter deres mening overstiger afdelingens ressourcer.

»Patientsikkerheden er aldeles og alvorligt truet. Vi kan ikke længere stå på mål for situationen, som er farlig. Derfor råber vi vagt i gevær. Det er vores pligt som læger,« sagde lægernes talsmand, overlæge Anders Møllekær, til Morgenavisen Jyllands-Posten mandag.

Her forklarede Anders Møllekær videre, at ambulancer holder i kø ved akutmodtagelsen, og at en patient, der ikke er blevet tilset i tide, er afgået ved døden.

»Det billede kan vi ikke genkende, og jeg har bedt lægerne om at dokumentere disse påstande,« siger Jens Friis Bak til Dagens Medicin.

Lægefaglig direktør: Én har måtte vente

Den lægefaglige direktør oplyser, at hospitalet i Gødstrup modtager cirka 50 ambulancer om dagen, og han har kendskab til én patient, der har måttet vente.

Jens Friis Bak henviser til, at Gødstrup, der ligger mellem Herning og Holstebro, ikke har længere afleveringstider end andre hospitaler. Akutafdelingen i Gødstrup modtager 110-150 patienter i døgnet, og mange af dem kommer ind med livstruende sygdom eller har været ude for en voldsom ulykke.

»Patienter kan desværre dø, selv om man behandler dem korrekt,« siger Jens Friis Bak.

Jens Friis Bak oplyser, at der ikke kommer flere patienter ind nu i forhold til tidligere.

I Jyllands-Posten henvises der til en opgørelse fra det nybyggede hospital første gang slog dørene op i april sidste år og frem til november, hvor akutafdelingen skulle have været i ‘rød tilstand’ en tredjedel af døgnets timer.

Den lægefaglige direktør er klar på at handle ud fra de bekymringer, som lægerne på akutafdelingen giver udtryk for.

»Vi har ingen grund til at tvivle på, at lægerne i akutmodtagelsen er pressede. Det er noget, vi tager alvorligt, og det er også derfor, vi har en række møder med dem,« siger Jens Friis Bak.

Læger skal komme forslag

Siden lægerne sendte deres bekymringsbrev til ledelsen i sidste uge, har der været adskillige møder og dialog om, hvordan man kan lette arbejdspresset.

»Vi har bedt lægerne om at komme med forslag til, hvordan arbejdsmiljøet kan blive bedre, og vi har også selv nogle forslag.«

Jens Friis Bak peger på, at en anden arbejdstilrettelæggelse kan være et godt redskab.

»Vi har en række spor, vi vil gå ind i. Man kunne for eksempel tilrettelægge arbejdet, så der var flere til stede i perioder med spidsbelastning. Og måske er der flere patienter, der vil kunne visiteres direkte ind til en specialafdeling, hvor de kan få et sub-akut forløb i stedet,« siger han.

Der er planlagt en række møder i afdelingen i denne uge, hvor der skal drøftes løsninger på de helt akutte arbejdsmiljøproblemer, som lægerne mærker.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere