Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Akutmedicin

Formand for akutlæger: »Det virker, som om at de slås med en kæmpestor tillidskrise«

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Tillid er helt afgørende for at få sygehuset til at fungere,« siger Henrik Ømark om situationen på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup.

Det er alvorligt, at der tilsyneladende stadig er mistillid på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup, mener Henrik Ømark, formand for Dansk Selskab for Akutmedicin. Han understreger vigtigheden af at være opmærksom på, hvor svær en opgave det er at fusionere sygehuse.


Flere sygeplejersker beskriver arbejdsmiljøet på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup som ubehageligt og med en ledelse, der ikke tager opråb om patientsikkerheden og et presset arbejdsmiljø alvorligt.

Der er brug for en tro på, at en ny tillidskrise ikke kommer til at ske igen

Henrik Ømark, formand, Dansk Selskab for Akutmedicin

Det er bekymrende, lyder det fra Henrik Ømark, der er formand for Dansk Selskab for Akutmedicin. Han siger, at der tilsyneladende er en ‘tillidskrise’ på regionshospitalet.

»Det virker, som om at de slås med en kæmpestor tillidskrise mellem ledelsesdirektionen og det menige personale.«

»Og det, synes jeg, er ret alvorligt, at det tilsyneladende bliver ved, og at der stadigvæk er mistillid. Tillid er helt afgørende for at få sygehuset til at fungere,« siger Henrik Ømark.

Han understreger, at han kun kan udtale sig som udenforstående, da han ikke har kendskab til, hvad der konkret er sket på regionshospitalet.

Genoprette tilliden

Til Dagens Medicin har blandt andre akutsygeplejerske Jeannette Leth, der nu har sagt sin stilling på Gødstrup op, fortalt om at blive trynet af ledelsen og blive udstillet på personalemøder, når hun forsøgte at tage problemerne på afdelingen op.

I sidste ende kan det risikere det at gå ud over patienterne, pointerer Henrik Ømark.

»Det er altid skidt, når der er problemer med arbejdsmiljøet og trivsel. En ting er personalet, men i sidste ende kan man næsten ikke undgå, at det også går ud over patienterne.«

»Personalet skal helst kunne koncentrere sig om det, de er sat i verden for: At tage sig af de akutte patienter på sikker vis,« siger Henrik Ømark.

Chefsygeplejersken på akutafdelingen, Mette Frøjk, har udtalt sig om beretningerne om det dårlige arbejdsmiljø på Gødstrup.

Hun er ‘frygteligt ked af det’ og siger, at det er meget ‘beklageligt’, at flere medarbejdere har haft den oplevelse. Hun pointerer samtidig, at man nu ‘bare gerne vil se fremad’.

Men det er svært at se fremad, hvis ikke tilliden er genoprettet, mener Henrik Ømark.

»Jeg tror, at det er vigtigt at prøve at få talt tingene ud også. Du bliver nødt til at bearbejde det, som er foregået, for at kunne genetablere et tillidsforhold.«

»Det er selvfølgelig også vigtigt at se fremad og prøve at komme videre. Men jeg tror, at det er vigtigt for både personalet og ledelsen, at begge parter går i samlet dialog og spørger hinanden om, hvad der skete, og hvad man kan lære af det fremadrettet. Der er brug for en tro på, at en ny tillidskrise ikke kommer til at ske igen,« siger formanden.

Vanskelig manøvre

De første problemer på Regionshospitalet Gødstrup, der er en fusion af sygehusene i Herning og Holstebro, begyndte allerede ved åbningen af det nye supersygehus i februar 2022.

Akutafdelingen manglede ressourcer fra begyndelsen, og arbejdsmiljøet var presset. I marts sidste år blev akutafdelingen nødsaget til at holde lukket i en time på grund af for mange patienter. Og problemerne er fortsat ind i 2023.

Henrik Ømark mener, at det bliver undervurderet, hvor stor en opgave det er at fusionere flere sygehuse. Han har selv været chef på en akutafdeling, hvor han oplevede en fusion tæt på.

Fusionen gik ifølge formanden ‘helt galt og tog slet ikke hensyn til en akutafdeling, som pludselig skulle stå med 50 procent flere patienter uden ekstra ressourcer’.

»Det er tilsyneladende en utrolig vanskelig manøvre at forberede en smertefri flytning og fusionering til de nye sygehusbyggerier. Hvordan kan det være, at vi har så svært ved at planlægge det? Det er, som om at opgavens omfang kommer bag på os hver gang,« siger Henrik Ømark.

»Vi kører så stram en økonomi og har gjort det i mange år. Og det virker til, at der ikke er noget luft eller ekstra puljer til de her fusioner. Man har afsat penge til mursten, men det virker som om, at man har glemt at afsætte penge til forandringsprocessen i de enkelte afdelinger,« siger han.

Tandhjulene skal køre

Regionshospitalet Gødstrup er ikke det eneste supersygehus. I alt er det planlagt at opføre seks supersygehuse. I 2017 åbnede det første supersygehus i Aarhus.

Tidligere på året åbnede den første fløj i det nye supersygehus i Køge, mens der stadig bygges i Aalborg, Odense og Hillerød.

Hvis ikke en lignende situation som den på Gødstrup skal opstå, når de nye byggerier er færdige, er det ifølge Henrik Ømark vigtigt at være opmærksom og forberedt på de udfordringer, der følger med så store sammenlægninger.

Han understreger vigtigheden af at afsætte tilstrækkeligt mandskab og ressourcer til flytningen og til ikke at undervurdere, hvor svær overgangen kan være.

»Hvis ikke tandhjulene kører som smurt fra start i en ny akutafdeling, er det simpelthen for farligt, når vi har med akutte patienter at gøre,« siger han.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere