Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Akutmedicin

Chefsygeplejerske: »Jeg er frygtelig ked af, at det er den opfattelse, man har fået«

Udgivet:
Kommentarer (0)

Det er ikke kun lægerne på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup, der mener, at der hersker en ledelseskultur domineret af ‘management by fear’. Også en række sygeplejersker på afdelingen stemmer nu i. Dagens Medicin har bedt lederne give deres version af sagen.


En række sygeplejersker på akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup har over for Dagens Medicin beskrevet, at de har følt sig trynet og frosset ud af deres egen ledelse, når de givet udtryk for bekymringer for patientsikkerheden på akutafdelingen både internt eller i medierne.


Del din historie med os:

I den kommende tid sætter Dagens Medicin fokus på ytringsfrihed i det danske hospitalsvæsen. Vi kan ikke følge med i alt, der sker bag lukkede døre, og derfor har vi brug for dig, uanset hvilken stilling du har.

Har du en historie, du vil dele med os, så kontakt os på følgende mail: ytringsfrihed@dagensmedicin.dk


Flere har blandt andet oplevet at blive trukket fysisk til side på gangene for at skulle stå ‘skoleret’ på baggrund af ting, de har ytret på private, sociale medier, og at ‘blive smidt under bussen’ til personalemøder på baggrund af ting, de har sagt i medierne.

De beskriver desuden, at ledelsen ikke lytter til deres bekymringer om en patientsikkerhed, som de mener længe har været under voldsomt pres, og et presset arbejdsmiljø, og at medlemmer af ledelsen forsøger at forhindre medarbejderne i at udtale sig i medierne.

Ifølge Dagens Medicins oplysninger har flere ansatte på akutafdelingen, der har udtalt sig i medierne, valgt at opsige deres stilling eller at gå på orlov på grund af arbejdsmiljøet og ledelsen.

Kritikken er hård, men udsagnene bakkes op af andre kolleger eller af mails og interne mødereferater, som Dagens Medicin har set.

Derfor har Dagens Medicin kontaktet ledelsen for at høre deres version. I første omgang blev den sygeplejefaglige direktør på Regionshospitalet Gødstrup, Rikke Degn, kontaktet.

På langt de fleste spørgsmål henviste hun imidlertid til chefsygeplejersken på akutafdelingen, Mette Frøjk. Chefsygeplejersken har valgt at stille op til interview.

En kaotisk start

Akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup åbnede i februar sidste år.

Ifølge medarbejdere, mødereferater – både interne og fra regionsrådet i Region Midtjylland – samt utallige artikler i primært regionale medier var de første måneder præget af et gedigent arbejdspres og et svært arbejdsmiljø.

En fortælling, som Mette Frøjk sagtens kan genkende:

Jeg tænker, at det selvfølgelig er mega beklageligt, at nogen har følt sådan

Mette Frøjk, chefsygeplejerske, akutafdelingen, Gødstrup

»Jamen, ligesom man oplevede i Skejby – de brugte lang tid på at lande – var det kaotisk. Der var mange ting at arbejde med. Både procedurer og samarbejde. Der er alt muligt, når man flytter ind i et nyt hus. Så ja, det var udfordrende. Det var det for os alle sammen,« siger Mette Frøjk.

Hvordan havde medarbejderne efter din opfattelse det i løbet af de første måneder?

»De syntes, at det var kaos, det syntes vi alle sammen. Vi kiggede hinanden i øjnene hver eneste dag for at finde ud af, hvad vi skulle gøre, hvordan vi kunne lave brandslukning, og hvilke knapper vi skulle dreje på. Det var rigtig svært for os alle sammen. Vi stod også i den situation, at vi havde mange vakante stillinger, hvilket vi allerede havde i forvejen. Siden da har vi fået ansat flere og flere. Så vi stod i en situation, hvor vi flyttede ind i et nyt hus, men manglede sygeplejersker, så det udfordrede også situationen.«

Føler de får mundkurv på

Chefsygeplejersken har inden interviewet fået forelagt medarbejdernes kritik.

Hvad tænkte du, da du læste den?

»Jeg tænker mange ting. Jeg tænker, at det selvfølgelig er mega beklageligt, at nogen har følt sådan. Og så tænker jeg, at det er en gammel sag, og at jeg godt kunne tænke mig at fortælle, hvor vi er i dag, for det er et helt andet sted.«

Ligesom i artiklen om lægerne på akutafdelingen, som du har læst, hvor bl.a. overlæge Anders Møllekær beskriver at få mundkurv på af ledelsen, har en række sygeplejersker, jeg har talt med, beskrevet det samme. Hvad siger du til det?

»Jeg er frygtelig ked af, at det er den opfattelse, man har fået, for det kan jeg ikke genkende, og det har aldrig været tiltænkt sådan. Man må altid sige og tænke alt det, man har lyst til. Det er bare sådan, at jeg som leder selvfølgelig ikke tager dialogen med mine medarbejdere gennem medierne. Jeg vil hellere have den personlige dialog. Så det har intet at gøre med, at man ikke må udtale sig, selvfølgelig må man det. Man kommer bare længst ved at tale direkte med hinanden frem for gennem tredjepart. Så der er ikke nogen, der får mundkurv på. Det kunne jeg ikke drømme om, og det har aldrig nogensinde været nævnt. Det er blevet meldt ud mange gange, at det står enhver frit for at sige, hvad man vil og til hvem. Men dialogen med mig tager jeg ikke gennem medierne, den tager jeg selvfølgelig internt. Også af respekt for den enkelte.«

Hvorfor tror du så, at nogle har følt, at de fik mundkurv på?

»Det ved jeg ikke.«

Hvorfor tror du, at nogle er gået til medierne?

»Ja, det kan også undre mig.«

Ville beskytte medarbejder

Dagens Medicin har præsenteret Mette Frøjk for en mail, som hun i marts sidste år sendte til en ansat, efter at vedkommende havde oplyst, at hun var blevet kontaktet af en journalist, som ville skrive en historie om arbejdsmiljøet på afdelingen.

I mailen fra chefsygeplejersken til den ansatte stod der blandt andet:

»Synes det er for tidligt (at fortælle om arbejdsmiljøet, red.),« skrev Mette Frøjk og oplyste, at den pågældende journalist også havde kontaktet andre kolleger, som havde afvist at kommentere:

»Journalisten vil have den dårlige historie,« skrev chefsygeplejersken og tilføjede afslutningsvis:

»Tror han kommer til at køre dig rundt i manegen.«

Kan du forstå, at man som medarbejder kan opfatte det, som om at man ikke skal udtale sig i pressen …?

»Det er lige så meget for at beskytte medarbejderen. Vi blev i den periode kimet ned af journalister og oplevede, at medarbejdere gav én historie, og så var det noget andet, der kom ud. Det er ikke for at give mundkurv på, men for at hjælpe medarbejderen med at kunne være i det.«

Ansatte bliver trukket til side på gangen

Til Dagens Medicin har en ansat beskrevet, at Mette Frøjk trak hende til side på gangen under en vagt på akutafdelingen. Det gjorde chefsygeplejersken på baggrund af noget, medarbejderen havde skrevet på sin private Facebookprofil.

Jeg synes da, at det er træls, at der er den oplevelse i afdelingen. Bestemt

Mette Frøjk, chefsygeplejerske, akutafdelingen, Gødstrup

Selv siger medarbejderen til Dagens Medicin:

»Jeg var så rasende. Hvad ligner det at trække mig til side på den måde, uden at jeg var forberedt? Og jeg er ikke engang venner med hende på Facebook, så hvordan har hun overhovedet hørt om det opslag? Det giver mig en følelse af at være overvåget.«

Mette Frøjk, synes du, det er i orden at gøre?

»Når en medarbejder har nogle frustrationer og skriver det ud, så er vi tilbage til, at jeg selvfølgelig gerne vil have en direkte dialog. Så har jeg interesse i, hvorfor vedkommende har det sådan, og om der er noget, jeg kan hjælpe med. Det er min ledelsespligt.«

Også når det er noget, der står på en privat Facebookprofil?

»Jeg er ikke venner med de ansatte på Facebook, så det må være noget, der kunne slås op offentligt.«

Men bør man ikke forberede medarbejderen og invitere til et officielt møde?

»Hvis jeg kan se, at en medarbejder er frustreret, vil jeg altid høre, om der er noget, jeg kan hjælpe med. Du kan betragte det som almindelig omsorg for det nære miljø i hverdagen. Jeg bliver nødt til at udøve interesse for medarbejdere, der er frustrerede. Det er min opgave, så jeg kan hjælpe.«

Men i de eksempler jeg lige har nævnt, har medarbejderne ikke opfattet det som omsorg.

»Det er jeg ked af.«

Genkender frustrationer

Flere kilder har beskrevet, at de efter at havde udtalt sig kritisk, er blevet truet med tjenstlige samtaler, enten direkte eller indirekte. Er det noget, du kender til?

»Nej, på ingen måde.«

Flere ansatte beskriver et ubehageligt arbejdsmiljø, og at de føler sig frosset ud af afdelingsledelsen og af kolleger. De beskriver personalemøder, hvor enkeltpersoner er blevet kastet under bussen. Hvad tænker du, når du hører det?

»Jeg synes da, at det er træls, at der er den oplevelse i afdelingen. Bestemt.«

Overrasker det dig?

»Det har været en presset tid, og der har været nogle arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter, som arbejder for det gode arbejdsmiljø, men der er nogle af deres kolleger, som ikke har været enige med dem. Det har været udfordrende, og det har været ubehageligt for repræsentanterne hver især. Så jeg kan godt genkende, at der var nogle frustrationer, fordi der ikke blev snakket sammen.«

Vil bare gerne se fremad

Du er chefsygeplejerske, hvordan ser du dit ansvar i forhold til medarbejdernes trivsel?

»Det har jeg da ansvaret for, og det arbejder jeg hele tiden på.«

Hvordan sørger du for, at der er et godt arbejdsmiljø?

»Min opgave er at være der og lytte og håndtere problematikkerne, der kommer. Og så håber jeg, at medarbejderne har tillid til, at de kan komme til mig med ting, og så håber jeg, at de oplever, at jeg håndterer tingene. Nogle gange kan tingene håndteres med det samme, andre gange går der længere tid. Sådan er det, når vi arbejder i et system som det her.«

Men flere har en følelse af at blive frosset ude og blive trynet, og det er alle folk, der har været kritiske enten i medierne eller internt. Det er en opførsel, de beskriver fra dig af …?

»Det kan jeg kun beklage, det er altså ikke bevidst.«

Hvordan står det til på afdelingen nu?

»Jeg oplever, at der er en god stemning i afdelingen. Jeg oplever, at medarbejderne arbejder mod det samme mål: Et godt arbejdsmiljø, god patientsikkerhed, og nogle gode patientforløb. Jeg oplever, at stemningen er god. Jeg oplever, at spørgsmål bliver stillet åbent. Og når nogen fra afdelingsledelsen eller funktionsledere går rundt og spørger folk, er stemningen anderledes.«

Har du selv været bekymret for patientsikkerheden på akutafdelingen på noget tidspunkt?

»Ja, det har jeg. Da vi flyttede ind, var der meget pres på, og det var der også i efteråret.«

Er der noget, du vil tilføje?

»Vi vil bare gerne se fremad.«

Læs også:

23. juni 2023: Akutafdelingen på Gødstrup: Ansatte og interne mails ­fortæller historien om et ­‘ubehageligt’ arbejdsmiljø

Find alle artikler i serien om ytringsfrihed her

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere