Cheflæge: Når vi taler om at forebygge indlæggelser, skal vi huske, at man gerne må dø i Danmark

Forestil dig, at du er 91 år gammel. I flere år har du døjet med nogle af de sygdomme, der ofte følger med et langt liv. Pludselig rammes du af lungebetændelse og står over for to valgmuligheder.

Hvad vælger du: at blive i eget hjem, hvor du kan modtage den nødvendige behandling for at mindske symptomerne, som du til sidst vil dø af? Eller at blive indlagt på sygehuset og modtage behandling, men med risiko for at udvikle delirium med høj mortalitet? Du risikerer at dø i hospitalssengen, men du kan også vinde et par måneder mere at leve i?

Det er et af de spørgsmål, vi skal blive bedre til at stille os selv og hinanden, mener Anne Friesgaard Christensen. For mens man længe har talt om at forebygge unødige indlæggelser, mener hun, at vi også bør fokusere på én særlig gruppe borgere.

Jeg bliver så trist, når jeg tænker på, at den ældre medborger, der er mæt af dage, ikke må tage herfra, når corona byder sig. Men at vedkommende må vente meningsløst til den næste sygdom, kommer forbi

Morten Ziebell, lægefaglig vicedirektør, Sjællands Universitetshospital

Som cheflæge på akutafdelingen på Sygehus Lillebælt ser hun nemlig jævnligt ældre patienter, der indlægges. De har ofte lange indlæggelsesforløb med mange igangsatte udredninger og med risiko for delir. De ældre kunne have fået gode forløb, hvis de i stedet havde fået behandling hjemme, mener hun.

»Det giver ikke værdi for patienten, at vi overbehandler og udreder for diagnoser, som ikke får behandlingsmæssig konsekvens. Samtidig har mange ældre patienter slet ikke et ønske om at komme på sygehuset. Og endelig befinder flere sig i den sidste del af livet, hvor en infektionssygdom kan være det, der afslutter et langt liv. Det er en naturlig livscyklus,« siger Anne Friesgaard Christensen.

Man bør i sundhedsvæsenet derfor være bedre til at tage snakken om døden, inden borgeren når dertil. Cheflægen medgiver, at det kan være en svær snak for både patienten, de pårørende og den sundhedsfaglige, men det vil formentlig sikre en mere værdig afgang.

»Og det er nødvendigt, for ellers drukner vi på akutmodtagelsen. Vi drukner i patienter, som måske får nogle dårlige forløb herinde, da de aldrig skulle være indlagt, fordi de er døende,« siger Anne Friesgaard Christensen.

Patienter risikerer dårlige forløb

Kort inde i COVID-pandemien i foråret 2020 udtalte statsminister Mette Frederiksen (S) om den virus, man på det tidspunkt kun havde begrænset viden om, at ‘hvert eneste dødsfald er en tragedie’.

Men hvorfor egentlig? Som Morten Ziebell, nuværende lægefaglig vicedirektør for Sjællands Universitetshospital, et par år senere skrev i enkronik i Altinget med direkte henvisning til statsministerens udtalelse:

Vi har stadig et mindset i samfundet om, at sygehuset er svaret på det hele. Vi bliver nødt til at sætte os ned – alle interessenter – og løfte sammen for at få det til at lykkes

Anne Friesgaard Christensen, cheflæge, Sygehus Lillebælt

»Jeg bliver så trist, når jeg tænker på, at den ældre medborger, der er mæt af dage, ikke må tage herfra, når corona byder sig. Men at vedkommende må vente meningsløst til den næste sygdom, kommer forbi,« skrev han blandt andet.

Anne Friesgaard Christensen refererer også til statsministeren udtalelse tilbage i 2020.

»Da hun sagde, at man ikke måtte dø af COVID-19 i Danmark … det ændrede jo det hele. For selvfølgelig må man dø i Danmark. Men det skal være på et ordentligt grundlag, og man skal tage aktivt og individuelt stilling til det,« siger hun.

Det handler om at give patienten det bedst mulige forløb og den bedst mulige afslutning på livet, gentager Anne Friesgaard Christensen flere gange.

»Det handler jo ikke om, at vi ikke vil se patienten. Der er mange, der har brug for at blive indlagt på sygehuset. Det handler om, at en stor gruppe borgere, som har en kort restlevetid, risikerer at få dårlige forløb. Det er meget, meget bedre for dem at blive i hjemmet.«

Ikke legalt at sige

For at kunne forebygge unødige indlæggelser er sygehuset meget afhængig af områdets praktiserende læger og samspillet mellem sygehus, læge og kommune.

Sygehuset har til opgave at vurdere de patienter, der henvises til vurdering i akutafdelingen. Men der er mange patienter, som ‘sagtens’ kunne håndteres i et ambulatorium eller i sub-akutspor i stedet for at blive indlagt i en akutafdeling, mener Anne Friesgaard Christensen.

Derudover kunne et akutteam i kommunen sammen med praksislægen eller en udkørende bil fra præhospitalet med en paramediciner eller akutlæge tage ud til borgerne for at kvalificere, hvorvidt en indlæggelse ville være bedst for patienten, eller om man kan finde et bedre tilbud, foreslår cheflægen.

»Vi har stadig et mindset i samfundet om, at sygehuset er svaret på det hele. Vi bliver nødt til at sætte os ned – alle interessenter – og løfte sammen for at få det til at lykkes. Her i vores område er vi godt i gang, men selvom vi har et rigtig godt samarbejde med almen praksis og kommunerne omkring Sygehus Lillebælt, har vi også ting, vi kan arbejde med,« siger hun.

Sygehus Lillebælt har eksempelvis oprettet hotlines, så alle specialerne har en speciallæge, som sidder ved telefonen, så de praktiserende læger i optageområdet kan ringe ind i dagtimerne. Så kan lægen få hjælp til at vurdere sagen, hvis vedkommende er i tvivl om, hvorvidt en patient skal indlægges eller ej.

Derudover har sygehuset et palliativt team, som arbejder på at udvikle et beslutningsstøtteværktøj til sygehuspersonale samt praktiserende læger om ‘den sidste tid’, som skal hjælpe med at tage hul på samtalen.

»Men det kræver øvelse. Det er svært, men helt legalt at tale om,« siger hun.

Visne blomster og fyldte skraldespande

Anne Friesgaard Christensen har siddet i stillingen som cheflæge på akutafdelingen i Kolding i to år. Inden da arbejdede hun i en årrække på Vejle Sygehus, som også er en del af Sygehus Lillebælt. Her var der også et godt samarbejde med kommunen, fortæller hun.

Derfor har hun længe haft fokus på unødvendige indlæggelser.

Der var modstand i lægegruppen, da man ville indføre hotlines med speciallæger ved telefonen: ‘Hvorfor skal vi nu til det’, sagde folk. Men i dag kan vi slet ikke undvære det, for det giver så god mening

Anne Friesgaard Christensen, cheflæge, Sygehus Lillebælt

»Det har ligget mig meget på sinde i over ti år, og det er noget, vi har rigtig meget fokus på i vores område,« lyder det.

Sygehus Lillebælt er blandt andet i sundhedsklynge med Middelfart Kommune, som Dagens Medicin skrev om i sidste uge. I samarbejde har de igangsat et projekt, der skal reducere antallet af forebyggelse indlæggelser, og resultaterne har indtil videre været meget positive. I alt er det lykkedes at forhindre 76 ud af 204 cases, hvor borgeren ellers ville være havnet på akutmodtagelsen.

Det er ét af flere projekter i sundhedsklyngen, som har fokus på unødige indlæggelser. I Vejen Kommune eksempelvis har man forsøgt at uddanne hjemmeplejen til at bruge de observationer, de også førhen gjorde sig i borgerens hjem, men som de ikke rapporterede.

Det kunne for eksempel være visne blomster, eller overfyldte skraldespande, der ikke bæres ud.

»Sådanne ting kan være starten på sygdom. Det er ikke klinisk information, men det giver mulighed for, at den praktiserende læge kommer hurtigere på banen, og så kan man forebygge en potentiel indlæggelse,« siger Anne Friesgaard Christensen.

Mange forskellige tilbud

Ifølge cheflægen er det også vigtigt, at ikke alle, der kommer ind ad dørene på et sygehus, forventer den samme pakke, eksempelvis at man indlægges. Langt de fleste afsluttes inden for få timer, og andre kan konverteres til et sub-akutspor eller lignende.

Det har man arbejdet meget med på sygehuset, men det kan være udfordrende at ændre tingene, lyder det.

»Der var modstand i lægegruppen, da man ville indføre hotlines med speciallæger ved telefonen: ‘Hvorfor skal vi nu til det’, sagde folk. Men i dag kan vi slet ikke undvære det, for det giver så god mening,« siger Anne Friesgaard Christensen.

Men hvis man vil komme unødige indlæggelser til livs, kræver det samarbejde på den ‘helt, helt store klinge’, mener hun.

Det kræver, at både sygehus, praktiserende læger og kommuner vil gå med til at tænke en lille smule anderledes, og at man er villig til at bruge ressourcer og løbe en risiko. Som man blandt andet har gjort i Middelfart Kommune, påpeger cheflægen.

Dog er det en udfordring, at kommunerne ikke har ens tilbud til borgerne. Det kræver, at man holder tungen lige i munden, når man skal udskrive patienter, siger cheflægen, for hvilke tilbud og opfølgningsmuligheder har den pågældende kommune?

Når man mener at have knækket koden i én kommune som Middelfart, hvorfor så ikke bare overføre det til de 97 øvrige kommuner?

»Èt er, at vi mangler et overblik over projekter på nationalt plan. Vi har dog nogle regionale fora, hvor man kan samle projekterne lidt, men det kræver politisk opbakning. For det er jo fuldstændig åndssvagt, at alle forsøger at opfinde den dybe tallerken. Og så er det tilladt at tyvstjæle. Vi har fået flere henvendelser på vores projekter fra andre hospitaler, der synes, at de er interessante, og vi har også tyvstjålet fra andre, fordi man lader sig inspirere,« siger Anne Friesgaard Christensen:

»Hvordan den endelige løsning skal se ud, aner jeg ikke. Men jeg synes, at det er interessant, at hvis alle spiller med, så får patienterne nogle gode forløb, og det handler trods alt om dem.«

Læs også:

Mens vi taler om at holde de ældre ude af hospitalerne, har et vestfynsk projekt næsten knækket koden

Tal over forebyggelige indlæggelser tegner et mudret danmarkskort: »Det er ret vildt«, siger akutchef