2023
Fedmekirurgi er på fortsat højt internationalt niveau
Udgivet:
Kommentarer (0)
Kvaliteten af den danske kirurgiske behandling af svær overvægt i Danmark er meget høj og med minimal regional variation.
Denne kåring er droppet i år, da Dagens Medicin ikke kan stå inde for en fair databehandling. Det skyldes, at alle eller meget store dele af dataene er skjult i behandlingsområdets årsrapport grundet patientsikkerhed og diskretionshensyn, fordi der på en eller anden vis er tale om meget få patientforløb. På mange områder er de ikke-offentliggjorte data et tegn på god kvalitet af behandling, når det blandt andet er godt at indberette få dødsfald eller få reoperationer inden for en given periode. Derfor kan hospitaler, der gør det rigtig godt, ende med at blive udeladt af en rangering på et behandlingsområde, hvis vi fulgte den praksis, vi bruger, og fint kan bruge, på de fleste områder. Af den årsag er kåringen droppet i år. Vi arbejder på en mulig løsning fremover.
Dansk fedmekirurgi ligger kvalitetsmæssigt på et højt internationalt niveau. Det er konklusionen fra styregruppen bag Databasen for Behandling af Svær Overvægt i seneste årsrapport. Dermed fortsætter samme tendens, som de seneste årsrapporter har vist.
Den nyeste årsrapport indeholder data for de 1.796 patienter, der i 2021 fik foretaget en kirurgisk behandling af svær overvægt i Danmark. Størstedelen af operationerne skete på privathospitaler, der opererede 1.210 patienter, mens de offentlige sygehuse lavede 586 operationer.
Der er minimal regional variation ved fedmekirurgi, og ingen patienter er i 2021 døde inden for 30 dage efter kirurgisk behandling for svær overvægt.
Andelen af patienter med behov for reoperation i perioden 30 dage til fem år efter primær operation er faldende. Dette tager styregruppen som et tegn på, at kvaliteten af operationer siden 2010 løbende er forbedret.
Ud af i alt 1.772 opererede blev 47 reopereret inden for 30 dage efter laparoskopisk gastric bypass eller sleeve operation. Det giver en gennemsnitlig risiko på tre, og standarden på under fem er opfyldt på landsplan.
Patienter i medicinsk behandling for svær overvægt vil muligvis på sigt udgøre en større patientpopulation end den, der udgøres af de kirurgisk behandlede, anslår styregruppen. Derfor er det vigtigt at påbegynde en kvalitetsregistrering af denne gruppe personer.
Der er fortsat ikke det helt store forbrug af medicin til behandling af svær overvægt i Danmark, men det forventes at stige, efterhånden som nyere og mere potente midler til medicinsk behandling bliver markedsført.
Læs mere om kåringen af Danmarks bedste hospitalerher.
Del artiklen: