2021
Store regionale forskelle på at følge patienter med leddegigt over længere tid
Udgivet:
Kommentarer (0)
Én indikator er tæt på at være opfyldt, men ingen lever op til standarden i årsrapporten for patienter med leddegigt. Manglende registreringer for lægers stillingtagen til ny behandlingsstrategi kan være relateret til kapacitetsmæssige udfordringer.
‘På landsplan er standarden ikke opfyldt’.
De ord optræder gentagende gange om indikatorerne for leddegigt i den nationale årsrapport for 2019 fra DANBIO, den landsdækkende kliniske kvalitetsdatabase for behandling af reumatologiske patienter. Det er for de fleste indikatorer første gang, at der er sat en standard for, hvornår indikatoren er opfyldt. Ingen af de fastsatte indikatorer opfylder dog ifølge årsrapporten standarden på nationalt plan.
Således skiller indikatoren for andelen af nydiagnosticerede patienter, der får udført røntgenstatus af hænder, håndled og forfødder på diagnosetidspunktet, sig ud ved næsten at leve op til standarden på 95 pct. Data her er baseret på patienter diagnosticeret i 2018, og landsgennemsnittet ligger her på 94 pct. Resultatet er et procentpoint lavere end i årsrapporten for 2018.
Mere om vinderne af Danmarks Bedste Hospital: Gigt
Vinder: »Vi prøver at behandle patienterne, som vi gerne selv vil behandles«
Behandlingerne:
Flere data om nydiagnosticerede patienter med rygsøjlegigt registreres i DANBIO
Otte afdelinger, Sønderborg, Kolding, Odense, Vejle, Silkeborg, Viborg, Aalborg og Hjørring, lever op til standarden om, at 90 pct. af prævalente leddegigtpatienter med en sygdomsvarighed over et år skal følges longitudinelt. På landsplan er gennemsnittet 77 pct. Der er store regionale forskelle, hvor Region Hovedstaden ligger på henholdsvis 62 og 64 pct., mens Midtjylland, Syddanmark og Nordjylland ligger på hhv. 85, 90 og 95 pct. De to sidstnævnte regioner lever altså op til standarden.
Når det kommer til, om den behandlende læge har taget stilling til andre behandlingsstrategier for patienter med moderat/høj sygdomsaktivitet, indgår en stor del af patienterne ikke i årsrapporten, og indikatorberegningen er derfor forbundet med stor usikkerhed. Der er 76 pct. uoplyste, hvilket omfatter patienter, som ikke har en DAS28-måling i indikatoråret, og som dermed ikke kan indgå i beregningen, samt patienter uden visit i det aktuelle år. Region Sjælland har flest uoplyste med en andel på 84 pct., mens Nordjyllands andel er lavest med 43 pct. uoplyste.
I alt indgår 2.330 i indikatoren, mens 7.406 er uoplyste.
Styregruppen vurderer, at de manglende registreringer for patienter kan være relateret til kapacitetsmæssige udfordringer i afdelingerne, hvor patienter, som er velbehandlede, får udsat deres kontroltider til mere end et år fra seneste kontrol.
Indikatoren hænger sammen med to bærende principper hos patienter med leddegigt, nemlig medinddragelse af patienten og målrettet behandling, og derfor anbefaler styregruppen øget fokus på registreringerne, så der fremover vil være færre uoplyste.
Reumatologi, Leddegigt DBH 2021
* Indgår ikke i vurderingen pga. få eller ingen patienter.** Indgår ikke i vurderingen pga. for mange uoplyste forløb.*** Indgår ikke i vurderingen pga. utilstrækkeligt antal indberettede indikatorer.
Del artiklen: