Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

Obesity Week

Dansk studie: Præklinisk fedme-forskning gør det muligt at finde svar på presserende spørgsmål

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Vores musemodel for MASH er en af de absolut førende i verden,« fortæller Henrik Björk Hansen, Scientific Director i Gubra.

Danske Gubra har etableret prækliniske sygdomsmodeller, der kan besvare nogle af de spørgsmål, som hele verdens producenter af lægemidler til behandling af svær overvægt gerne vil have besvaret. Gubras forskning, der netop er præsenteret på Obesity Week, viser, at GLP-1-receptoragonister muligvis kan reducere risikoen for leverkræft ved svær overvægt og MASH.


Når verdens forskere og lægemiddeludviklere skal udvikle bedre behandlinger til personer med svær overvægt og relaterede sygdomme, starter en stor del af den forskning med at undersøge potentialet i mus.

Heldigvis er mus generelt rigtig gode modeller for det, som sker i kroppen ved overvægt hos mennesker, og derfor er resultaterne fra prækliniske studier i mus ofte translatérbare til kliniske studier i mennesker.

Når det kommer til at udvikle musemodeller til prækliniske studier inden for fedmeområdet, er danske Gubra med helt fremme.


Obesity Week 2024:

Følg dækningen af årets Obesity Week her.


På den igangværende Obesity Week har Gubra netop præsenteret to studier, der kaster lys over mulighederne for ikke bare at behandle svær overvægt med godkendte fedmemidler, men også reducere risikoen for leverkræft hos patienter med overvægt og fedtleversygdommen MASH.

Forskningen viser også, at når det kommer til behandlingen af MASH med en GLP-1-receptoragonist eller det hidtil eneste godkendte lægemiddel til behandling af MASH, resmetirom (thyroidea-hormon receptor-beta-agonist), så virker de to lægemidler forskelligt, hvilket indikerer et potentiale i at kombinere forskellige lægemidler for større effekt.

»Vores mål er at imødekomme behovene i branchen, og lige nu er der et stort fokus på ikke kun at kunne behandle svær overvægt, men også fedtleversygdommen MASH, der er i position til at blive den næste store problematiske sygdom for millioner af mennesker, fordi type 2-diabetes og svær overvægt ofte går forud for MASH. Vores musemodel for MASH er en af de absolut førende i verden, når det kommer til translatérbarhed, og derfor er de resultater, som kommer ud af forsøgene med denne model, så interessante,« forklarer Scientific Director i Gubra Henrik Björk Hansen.

Mangler behandlinger til patienter med MASH

I det ene af de studier, som Henrik Björk Hansen med sine kollegaer fremlægger til Obesity Week, har forskerne i en musemodel for MASH undersøgt, om en GLP-1-receptoragonist (semaglutid) kan have gavnlig effekt på udvikling af leverkræft (hepatocellular carcinoma).

MASH er en stor risikofaktor for leverkræft, fordi MASH leder til kronisk inflammation og levercelleskade i leveren, hvilket er kræftpromoverende. I takt med at flere og flere mennesker udvikler MASH, stiger forekomsten af leverkræft også.

Hvis man har en patient med MASH og svær overvægt, kan man forestille sig, at det er muligt at behandle patienten med forskellige lægemidler med forskellige virkningsmekanismer for derved både at reducere kalorieindtaget og øge forbrændingen.

Henrik Björk Hansen, Scientific Director, Gubra

Derfor forskes der også intensivt i den retning.

»Problemet ved MASH er, at det leder til arvævsdannelse i leveren, og til sidst er leveren så beskadiget, at den ikke kan skelnes fra skrumpelever hos en alkoholiker. Derfor er der i det nuværende verdensbillede brug for behandlinger, der kan gøre noget ved MASH,« forklarer Henrik Björk Hansen.

Semaglutid reducerer risikoen for leverkræft

I deres musemodel undersøgte Gubras forskere, om behandling med semaglutid kunne reducere mængden og størrelsen af tumorer i leveren hos mus med MASH og leverfibrose.

Denne forskning viste, at behandlingen kunne netop det; faktisk havde musene langt færre tumorer i leveren, og det er ifølge Henrik Björk Hansen en interessant opdagelse.

»Hvis man kan behandle patienter med overvægt og MASH med et lægemiddel, der kan mindske både MASH og risikoen for leverkræft, vil det have stor betydning for denne patientgruppe. Leverkræft er en meget alvorlig komplikation i MASH-patienter, og da der i den grad mangler behandlinger til disse patienter, er der et enormt rum til forbedring,« siger han.

Semaglutid og resmetirom har forskellige effekter

I det andet studie, som Henrik Björk Hansen og Gubra havde med til Obesity Week, sammenlignede forskerne fra Gubra effekten af semaglutid og resmetirom i overvægtige mus.

Man kan som eksempel forestille sig, at et givent vægttabsmiddel får patienterne til at spise færre kalorier, mens et andet vægttabsmiddel kan øge kroppens forbrænding.

Resultatet af det omtalte studie i overvægtige mus viste, at en GLP-1-receptoragonist og resmetirom har meget forskellige metaboliske effekter.

GLP-1-receptoragonisten øgede i studiet ikke musenes forbrænding, men det gjorde til gengæld resmetirom.

GLP-1-receptoragonisten reducerede til gengæld musenes kalorieindtag og overvægt.

Resultatet åbner op for kombinationsbehandlinger for at opnå bedre behandlingseffekt.

»Det vil sige, at hvis man har en patient med MASH og svær overvægt, kan man forestille sig, at det er muligt at behandle patienten med forskellige lægemidler med forskellige virkningsmekanismer for derved både at reducere kalorieindtaget og øge forbrændingen. Det vil potentielt set give forøget behandlingseffekt i MASH-patienter,« forklarer Henrik Björk Hansen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere