Obesity Week
App hjælper forældre til at minimere risikoen for overvægt hos deres børn
Udgivet:
Kommentarer (0)
Den nye app skal hjælpe forældre med, at deres børn undgår overvægt.
Forskere har udviklet en app, som minder forældre om at træffe sunde valg for deres børn. Forsøg med appen viser, at den også forbedrer børnenes sundhed og minimerer deres risiko for udvikling af overvægt.
Det er ikke altid let for forældre at træffe de sundeste valg på deres børns vegne.
Det betyder ofte, at børnene spiser for usundt, spiser for meget og rør sig for lidt.
Når børn vokser usundt op, har det også ofte betydning for deres sundhed resten af livet, idet børn med overvægt ofte også bliver voksne med overvægt og udvikler en lang række relaterede sygdomme.
Nu viser et nyt studie, at det faktisk er muligt med en app at hjælpe forældre med at træffe sunde valg på deres børns vegne.
Studiet viser også, at når appen hjælper forældre med at træffe sundere valg, har det effekt på blandt andet børnenes vægt og vækst.
Forskningen er netop blevet præsenteret på den årlige kongres for Obesity Week.
900 børn og forældre med i studie
Forskningen udspringer fra et tidligere studie, hvor forskere havde undersøgt, om det at oplyse forældre til nyfødte om deres barns sundhed ved hjælp af udprintet undervisningsmateriale kunne have betydning for barnets sundhed og sund vækst i den første del af livet.
Dette studie viste, at undervisningsmaterialet ledte til mere sund vækst for barnet i op til 18 mdr. efter fødslen, men at effekten ikke varede ved, efter barnet var fyldt to år, hvor også lægebesøg bliver sjældnere.
Obesity Week 2024:
Følg dækningen af årets Obesity Week her.
I det nye studie ønskede forskerne derfor at undersøge, om de ved at benytte en app installeret på forældrenes telefon kunne forlænge den tid, hvori forældre traf sunde valg på deres barns vegne.
900 forældre og børn deltog i studiet, hvori de blev randomiseret til enten af få appen installeret på telefon eller ej.
Børnene var under 21 dage gamle ved forsøgets begyndelse, og forældrene modtog via appen beskeder, der skulle understøtte dem i at træffe sunde valg på deres barns vegne.
Beskederne kunne blandt andet omhandle mål for mindre forbrug af sukkerholdige drikkevarer eller mindre skærmtid, og i løbet af to uger efter målet blevet defineret, skulle forældrene så fem gange indrapportere via appen, hvordan det gik.
Forsøget varede i to år.
App giver sundere børn
Resultatet af studiet viser, at appen opnåede præcis det, som var målet, nemlig sundere børn.
For det første fandt forskerne, at børnene i interventionsgruppen havde sundere vækst i løbet af undersøgelsesperioden, hvilket resulterede i, at blot syv pct. af børnene udviklede svær overvægt mod 13 pct. i placebogruppen.
Det modsvarer en reduktion på 45 pct. og betyder formentlig også, at færre børn i interventionsgruppen vil vokse op og blive til voksne med svær overvægt.
Forskerne fandt også, at effekten af brugen af appen allerede kunne måles efter fire mdr. og fortsatte med at være signifikant frem til, at børnene fyldte to år.
Forskerne fortæller selv, at studiet er et af de første nogensinde til rent faktisk at vise, at det er muligt at reducere udvikling af svær overvægt hos små børn.
»Det spændende ved vores undersøgelse er, at vi forhindrede de børn, der ville have haft en usund vægt i første omgang, og hjalp dem med at få en sundere vægt, hvilket giver dem bedre forudsætninger for sundhed gennem hele livet. Hvis vi kan forebygge svær overvægt hos de børn, der er i størst risiko, kan vi også skabe bedre lighed i sundhed i fremtiden,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og professor Elinia Perrin fra Johns Hopkins University Schools of Medicine, i en pressemeddelelse.
Hun uddyber, at forskerne nu vil følge børnene over tid for at se, om den tidlige intervention vil have betydning for børnenes udvikling gennem resten af deres barndom.
Forskningen er også offentliggjort i JAMA.
Del artiklen: