Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Lungesygdomme

Tilknytning til tværsektorielt lungeteam reducerer indlæggelser og sengedage hos KOL-patienter

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Hvis resultaterne havde vist, at der alene var færre indlæggelser, men at patienterne til gengæld var indlagt i betydeligt længere tid, ville der ikke være nogen gevinst. Derfor valgte vi fra starten at måle på begge parametre,« siger Birgit Refsgaard, en af forskerne bag studiet præsenteret på NLC 2022.

Nyt studie viser, at der er færre og kortere indlæggelser blandt svært syge KOL-patienter, der døgnet rundt kan få hjælp fra tværsektorielt team. Forskningen er præsenteret på NLC 2022.


Ved at tilbyde patienter med svær KOL at blive tilknyttet et tværsektorielt lungeteam, som patienterne døgnet rundt kan få akut hjælp fra, blev behovet for hospitalsindlæggelse reduceret til en tredjedel. Og den gennemsnitlige indlæggelsestid blev forkortet med mere end et døgn.


NLC 2022:

Nordic Lung Congress 2022 løber fra 1.-3. juni. Find alle vores artikler fra dækningen af årets NLC her.


Det viser resultaterne af et randomiseret studie, som klinisk sygeplejerskespecialist, ph.d. Birgit Refsgaard fra lungemedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital har præsenteret på den nordiske lungekongres NLC 2022.

»Hvis resultaterne havde vist, at der alene var færre indlæggelser, men at patienterne til gengæld var indlagt i betydeligt længere tid, ville der ikke være nogen gevinst. Derfor valgte vi fra starten at måle på begge parametre,« siger Birgit Refsgaard og understreger, at formålet med undersøgelsen aldrig har været at opnå besparelser.

Ingen ekstraudgifter

I studiet blev 113 patienter med fremskreden KOL randomiseret til enten en gruppe, hvor de var tilknyttet et tværsektorielt lungeteam bestående af lungesygeplejersker fra Aarhus Universitetshospital og sygeplejersker fra det kommunale akutteam i Aarhus Kommune. Eller til en gruppe, som havde de normale muligheder for hjælp fra egen læge, lægevagt eller ambulance, hvis de fik forværring af deres symptomer.

De KOL-patienter, der var tilknyttet det tværsektorielle team, kunne døgnet rundt kontakte teamet og få hjælp.

Efter at have været fulgt gennem et år havde de KOL-patienter, der var fulgt af det tværsektorielle team, været indlagt markant færre gange end de KOL-patienter, der havde haft det normale tilbud om hjælp, og når de var indlagt, kunne de udskrives betydeligt hurtigere.

»Det tværsektorielle team giver ikke ekstraudgifter for afdelingen. Der er derimod flyttet ressourcer fra sengeafdelingen til arbejdet i det tværfaglige team – men naturligvis er det en forudsætning for at have teamet, at der både på hospitalet og i kommunen er ledelsesmæssig opbakning,« siger Birgit Refsgaard.

Kend symptomerne

Den sikkerhed, det er for patienterne at kunne trække på et team af erfarne sundhedspersoner døgnet rundt, er formodentlig en del af forklaringen på teamets succes med at reducere KOL-patienternes behov for indlæggelse. Birgit Refsgaard peger på, at det også har været et vigtigt aspekt at inddrage patienterne i deres eget behandlingsforløb og lære dem selv at tage ansvar.

»Vi har fokuseret på, at patienterne skal trænes i at kende deres symptomer. Det gør dem bedre til at vurdere, om deres symptomer er dag til dag-variationer af sygdommen, eller om det kan være tegn på en begyndende exacerbation. Har de været i tvivl, har de altid haft muligheden for at kontakte os, og vi har hurtigt kunne tage stilling til, om behovet for hjælp var nu og her, eller om det kunne vente til dagen efter,« siger Birgit Refsgaard.

Erfaringerne fra det tværsektorielle lungeteam har været så positive, at tilbuddet nu er fuldt implementeret i hele Aarhus Kommune. Aktuelt følges 110-120 patienter med svær KOL af teamet, fortæller Birgit Refsgaard.

»Efter vi afsluttede det randomiserede studie, har alle patienter fra begge grupper i studiet desuden fået tilbud om at blive tilknyttet vores lungeteam,« fortæller Birgit Refsgaard.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere