Lungesygdomme
SSI-professor på NLC: Tuberkulose er fortsat en alvorlig sundhedstrussel
Udgivet:
Kommentarer (0)
Turberkulose udgør stadig en sundhedsrisiko, især blandt udsatte grupper. Tre pct. af de hjemløse i Danmark har tuberkulose. Omregnet til antal tilfælde per 100.000 personer, er det næsten fem gange højere end landet Lesotho, der har verdens højeste forekomst af TB.
COVID-19, flygtningestrømme og hjemløshed er nogle af de faktorer, som fortsat driver forekomsten af tuberkulose i de nordiske lande.
I alle de nordiske lande tilsammen blev der i 2020 diagnosticeret 1.106 tilfælde af tuberkulose (TB). Globalt var det samme tal 9,87 mio. tilfælde. For hvert tilfælde af TB i Norden, var der med andre ord i gennemsnit ca. 9.000 tilfælde i andre lande.
NLC 2022:
Nordic Lung Congress 2022 løber fra 1.-3. juni. Find alle vores artikler fra dækningen af årets NLC her.
Men selvom vi lever i et hjørne af verden, hvor TB kan holdes i skak, fordi der er mange ressourcer til rådighed i de nationale sundhedsvæsener, fri adgang til den rette behandling, og gode og højtspecialiserede laboratoriefaciliteter, som hurtigt kan validere og implementere nye former for diagnostik, er der alligevel fortsat god grund til at tage sygdommen alvorligt.
Det fortalte Troels Lillebæk, professor og afdelingschef på Statens Serum Institut, ved en session på Nordisk Lungekongres, NLC 2022, der afholdes i København fra 1.-3. juni.
»Tre pct. af de hjemløse har tuberkulose. Omregnet til antal tilfælde per 100.000 personer, er det næsten fem gange højere end landet Lesotho, der har verdens højeste forekomst af TB,« sagde Troels Lillebæk.
Senere i sessionen blev han suppleret af afdelingslæge Andreas Fløe, lungemedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital:
»TB er stadig et stort sundhedsproblem i klart definerede, socialt marginaliserede grupper i de nordiske lande. TB er den fattiges ‘pest’ i den rige verden,« sagde Andreas Fløe.
COVID-19 gav tilbageslag
Troels Lillebæk mener, at COVID-19 pandemien alvorligt har skadet en ellers længerevarende nedgang i forekomsten af TB.
»Fra 2011 til 2019 var der næsten en halvering af antallet af diagnosticerede tilfælde af TB i Europa. Og i 2020 faldt antallet af personer, der blev behandlet for TB, betydeligt i forhold til 2019. Årsagen er, at langt færre blev diagnosticeret med TB.Fra 2020 til 2021, midt under COVID-19 pandemien, var der et yderligere fald på 28 pct. i antallet af personer diagnosticeret med TB.Men på de prøver, vi tester for TB, er positivprocenten 62 pct., hvor den normalt ligger omkring 40, så patienterne er formodentlig fortsat derude,« sagde Troels Lillebæk.
Han pegede på, at lockdowns, problemer med at blive testet for COVID-19, og deraf følgende problemer med at komme i kontakt med en læge, har gjort det vanskeligt for socialt dårligt stillede personer at blive undersøgt for TB.
«COVID-19 har ændret års fremskridt i behandlingen af TB. Nu ser vi igen en stigning i antallet af tilfælde, og også flere dødsfald på grund af TB,« lød vurderingen fra Troels Lillebæk.
Krig skaber nye udfordringer med TB
Oven i en endnu ikke afsluttet COVID-19 pandemi skal de europæiske lande nu forholde sig til en krig, som har sendt seks mio. ukrainere på flugt over grænserne.
Ukraine har ifølge WHO den tredjehøjeste forekomst af TB i den europæiske region, og også multiresistent TB blandt de flygtninge, som kommer til Norden, er et problem, der skal følges tæt, påpegede Troels Lillebæk.
Del artiklen: