Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ESMO

Sådan går det brystkræftpatienter i Danmark efter T-DM1

Udgivet:
Kommentarer (0)

Danske forskere har lavet den første nationale opgørelse over, hvordan det går patienter med HER2-positiv metastatisk brystkræft, der er behandlet med tre eller flere linjers behandling.


På den igangværende årlige kongres for European Society for Clinical Oncology (ESMO) har danske forskere fremlagt de første data på nationalt plan over patientpopulationen af kvinder, som er blevet behandlet med tre eller flere linjers behandling for HER2-positiv metastatisk brystkræft.


ESMO 2021:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESMO her.


Resultaterne viser blandt andet, hvor lang tid kvinderne i gennemsnit lever, hvor lang tid de oplever progressionsfri overlevelse, og hvor mange der præsenterer med viscerale metastaser med fokus på hjernemetastaser.

Baggrunden for studiet er DBCG’s (Danish Breast Cancer Groups) recidivdatabase, hvori forskerne bag det nye studie har gennemgået patientjournaler for alle danske kvinder i målgruppen.

»Det interessante ved de her data er, at studiet er et af de første nationale, retrospektive real-world studier på kvinder med HER2-positiv metastatisk brystkræft. Derfor kan man bruge data direkte i klinikken til at få en idé om, hvordan det i virkeligheden kommer til at gå kvinder, som er i behandling for denne sygdom, og hvordan de generelt bliver behandlet,« fortæller en af forskerne bag det nye studie, medicinstuderende Asbjørn Due fra Københavns Universitet.

272 danske kvinder med i studie

I studiet har Asbjørn Due specifikt undersøgt undergruppen af kvinder, som har været i behandling for HER2-positiv metastatisk brystkræft med tre eller flere linjers behandling.

Ifølge de danske retningslinjer skal patienter med HER2-positiv metastatisk brystkræft behandles med først dobbeltblokade bestående af trastuzumab og pertuzumab samt kemoterapi. Derefter kommer andenlinjebehandling med T-DM1 (traztuzumab emtamsine), og derefter er det den behandlende onkolog, som i samspil med patienten finder næste linjes behandling.

Asbjørn Due udtog i studiet data fra kvinder i perioden fra 2014 til og med 2019. Det drejede sig i Danmark om i alt 272 patienter.

I studiet undersøgte han forskellige endepunkter, herunder generel overlevelse, behandlingstid, progressionsfri overlevelse m.m.

Gennemsnitsalderen for kvinderne var ved inklusion 59 år.

»Vi undersøgte også, hvor mange der havde viscerale metastaser, eksempelvis i leveren, lungerne eller hjernen,« siger Asbjørn Due.

Relevante data for medicinalindustrien

Resultatet af undersøgelsen viser for det første, at 227 af patienterne præsenterede med viscerale metastaser, mens 45 ikke gjorde.

195 kvinder havde ikke hjernemetastaser ved inklusion i studiet, og de var mediant i behandling i 29,3 måneder (time on treatment). 77 patienter præsenterede med hjernemetastaser ved inklusion i studiet og blev mediant behandlet i 22,5 måneder.

For hele patientgruppen lå den generelle overlevelse over hele behandlingsforløbet på 18,5 måneder. Den progressionsfrie overlevelse for behandlingslinjen efter indgåelse i studiet lød på 5,5 måneder.

»Vi har også kunnet se, hvor længe kvinderne hver især har modtaget disse sene linjers behandling, og hvor lang tid der går, før sygdommen progredierer. Der er mange muligheder for at bruge data til at sige noget om, hvordan det gennemsnitlige behandlingsforløb er for en patient, der modtager behandling for HER2-positiv metastatisk brystkræft,« siger Asbjørn Due.

Han fortæller også, at resultaterne udover at være klinisk interessante også er relevante for medicinalindustrien, når de udvikler behandlinger til patientgruppen. Med data i hånden kan de se, hvad deres behandlinger er oppe imod, hvis de skal på markedet.

»Når man godkender et lægemiddel, godkender man det på baggrund af kliniske forsøg, men man vil også meget gerne have data fra den virkelige verden med. Det kan man bruge disse data til,« siger Asbjørn Due.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere