Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ESMO

Prednisolon spænder ben for immunterapi – men én patientgruppe kan alligevel få gavn

Udgivet:
Kommentarer (0)

Mindre dansk studie peger på, at der er lille chance for effekt af immunterapi til patienter med modermærkekræft og hjernemetastaser, hvis patienterne er i behandling med prednisolon. En specifik mutation kan dog gøre immunterapi relevant alligevel.


Patienter med modermærkekræft og symptomatiske hjernemetastaser er en svær patientgruppe at behandle. De har det for det første rigtig skidt, og for det andet har de behov for behandling med binyrebarkhormon i form af prednisolon.


ESMO 2022:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESMO her.


Ydermere er patientgruppen typisk ekskluderet fra kliniske forsøg med immunterapi på grund af behandlingen med prednisolon, da det er en immundæmpende behandling, som formodentlig modvirker effekten af immunterapi.

I et lille dansk studie har forskere nu undersøgt, hvordan patienter med modermærkekræft og hjernemetastaser, som er i behandling med prednisolon, reagerer på behandling af immunterapi.

Studiet viser, at der kun er lille chance for effekt af immunterapi i denne gruppe af patienter. Dog kan der være en åbning for behandling, hvis deres kræftceller har den såkaldte BRAF-mutation.

»Vores resultater er interessante og værd at arbejde videre med. Særligt for patienter uden BRAF-mutation har vi behov for at undersøge, om vi kan kombinere med lægemidler, der kan være steroidbesparende,« forklarer en af forskerne bag studiet, læge og ph.d. Troels Holz Borch fra Nationalt Center for Cancer Immunterapi ved Herlev Hospital.

Troels Holz Borch har netop præsenteret sine forskningsresultater på den årlige kongres for European Society for Clinical Oncology (ESMO), der løber af stablen i Paris i disse dage.

Manglende data på behandling med immunterapi

Flere studier har vist, at immunterapi faktisk har ganske god effekt på patienter med modermærkekræft og hjernemetastaser.

Det er meget foreløbige data, men de tyder på, at der kan være en mening i at kombinere behandlingen sekventielt til patienter med BRAF-mutationer

Troels Holz Borch, læge og ph.d., Herlev Hospital

Den kliniske situation er dog ofte den, at patienter med hjernemetastaser har behov for behandling med prednisolon for at tage tryksymptomer fra hjernen. Denne gruppe af patienter kan derfor ikke modtage immunterapi som standardbehandling.

Omkring halvdelen af patienter med modermærkekræft, der har spredt sig, har en BRAF-mutation. De kan behandles med BRAF/MEK-hæmmere, der er en målrettet behandling, som virker rigtig godt, men desværre kun i en periode, før sygdommen udvikler sig igen.

Der mangler dog et stort og forkromet overblik over patientgruppens muligheder.

»Der er ikke lavet ret mange forsøg med behandling med immunterapi til patienter med modermærkekræft og hjernemetastaser i behandling med prednisolon, og der mangler også data på, hvordan forskellige mutationer har effekt på immunterapien i forhold til, om man kan kombinere med andre former for behandling,« siger Troels Holz Borch.

18 patienter med i studie

I studiet har forskerne behandlet 18 patienter med modermærkekræft, hjernemetastaser og behov for prednisolonbehandling.

  • Seks patienter havde behov for mellem 10 og 25 mg prednisolon dagligt.

  • Seks patienter havde behov for mere end 25 mg prednisolon dagligt.

  • Seks patienter var BRAF-muterede og havde behov for mere end 10 mg prednisolon dagligt.

Patienterne blev forsøgt behandlet med immunterapierne nivolumab og ipilimumab i kombination.

BRAF-muterede patienter modtog først behandling med BRAF/MEK-hæmmere i 28 dage og blev efterfølgende skiftet over til behandling med nivolumab og ipilimumab.

Gennemsnitsalderen for patienterne var 55 år, og for de flestes vedkommende var behandlingen deres første systemiske behandling.

Resultater er værd at gå videre med

Resultatet af det lille forsøg bekræfter, at immunterapi ikke kan gøre meget ved, at patienterne har en dårlig prognose.

Blot én ud af 12 patienter i behandling med prednisolon responderede på behandlingen med immunterapi og overlevede længere, end lægerne havde forventet. Resten gjorde ikke.

Dog viste forsøget også, at de BRAF-muterede patienter opnåede et respons på behandling med BRAF/MEK-hæmmere, som for to ud af seks patienter fortsatte efter skiftet til immunterapi.

Behandlingen havde ganske vist ikke den samme effekt, som hvis patienterne ikke havde været i behandling med prednisolon, men den progressionsfrie overlevelse blev signifikant forøget fra de normale seks uger.

»Det er meget foreløbige data, men de tyder på, at der kan være en mening i at kombinere behandlingen sekventielt til patienter med BRAF-mutationer. Det vil vi også gå videre med og nu udvide den arm af vores forsøg til 20 patienter,« siger Troels Holz Borch.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere