Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ESMO

Patienter med bivirkninger efter immunterapi kan muligvis behandles med gigtmiddel

Udgivet:
Kommentarer (0)

I studiet har ph.d.-studerende og læge Rikke Bødker Holmstrøm behandlet 19 patienter med inflammation i led og tarme i forbindelse med behandling med immunterapi for flere forskellige kræftformer.

Patienter, der oplever inflammation i led og tarme efter behandling med immunterapi, kan muligvis skifte behandlingen med binyrebarkhormon ud med gigtmidlet tocilizumab, viser dansk studie.


Mange patienter i behandling med immunterapi oplever inflammation i led og tarme.


ESMO 2021:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESMO her.


Behandlingsmulighederne er binyrebarkhormon og i moderate til svære tilfælde at stoppe med immunterapien. Der kan dog være en anden løsning. Ny dansk forskning viser i hvert fald, at gigtmidlet tocilizumab måske også kan gøre noget for patienterne.

Behandling af bivirkninger i forbindelse med immunterapi med tocilizumab resulterede i, at patienterne for det første kunne fortsætte behandlingen med immunterapi, og at de blev fri for langvarig behandling med binyrebarkhormon.

»Som kommende onkolog kan man godt blive bekymret over de store mængder binyrebarkhormon, som vi behandler med i forbindelse med bivirkninger relateret i immunterapi. Vi mistænker også, at det kan have negativ indflydelse på effekten af immunterapien. Vores resultater indikerer, at man måske kan behandle inflammationen med tocilizumab i stedet for, og at man kan gøre det sideløbende med immunterapien, så man ikke skal tage patienterne ud af den livsvigtige behandling,« fortæller en af forskerne bag det nye studie, læge og ph.d.-studerende Rikke Bødker Holmstrøm fra Nationalt Center for Cancer Immune Therapy (CCIT-DK) ved Herlev Hospital.

Rikke Bødker Holmstrøm har netop offentliggjort sine forskningsresultater på den årlige kongres for European Society for Clinical Oncology (ESMO).

Tocilizumab hæmmer interleukin-6-receptorer

I studiet har Rikke Bødker Holmstrøm behandlet 19 patienter med inflammation i led og tarme i forbindelse med behandling med immunterapi for flere forskellige kræftformer.

Vores resultater indikerer, at man måske kan behandle inflammationen med tocilizumab i stedet for, og at man kan gøre det sideløbende med immunterapien

Rikke Bødker Holmstrøm, læge og ph.d.-studerende, Nationalt Center for Cancer Immune Therapy (CCIT-DK) ved Herlev Hospital

Patienterne blev behandlet for deres bivirkninger med tocilizumab, som er en interleukin-6-receptorhæmmer.

Rikke Bødker Holmstrøm fortæller, at man fra forskellige studier ved, at i forbindelse med kræftsygdom kan niveauerne af interleukin-6 være høje i kroppens inflammatoriske respons.

I kombination med immunterapi er det noget rod, idet immunterapien kan forstærke det inflammatoriske respons.

Rikke Bødker Holmstrøm uddyber, at stort set alle patienter oplever en eller anden form for bivirkninger i forbindelse med behandling med immunterapi, men hvis bivirkninger bliver for slemme, kan lægerne være nødt til at stoppe behandlingen eller i hvert fald stoppe behandlingen, så længe patienten behandles med binyrebarkhormon.

»Det vil vi helst undgå,« siger hun.

Tocilizumab havde effekt på 16 ud af 19 patienter

Resultatet af undersøgelsen viser for det første, at det er muligt at behandle patienter med immunterapi og tocilizumab samtidig. Det var muligt for halvdelen af patienterne.

Tocilizumab kan være et alternativ til binyrebarkhormon til nogle patienter med inflammation i led og tarme efter behandling med immunterapi

Rikke Bødker Holmstrøm, læge og ph.d.-studerende, Nationalt Center for Cancer Immune Therapy (CCIT-DK) ved Herlev Hospital

16 ud af 19 patienter med inflammation i led og/eller tarme responderede desuden på behandlingen med tocilizumab uden brug af binyrebarkhormon inden for otte uger.

Kun tre patienter havde ingen gavn af behandlingen med tocilizumab og blev overført til behandling med binyrebarkhormon.

Forskerne fulgte patienterne i op til et halvt år, og her fandt de også, at lidt over halvdelen af patienterne stadig ikke havde haft behov for behandling med binyrebarkhormon.

»Det peger på, at tocilizumab kan være et alternativ til binyrebarkhormon til nogle patienter med inflammation i led og tarme efter behandling med immunterapi,« siger Rikke Bødker Holmstrøm.

Hun understreger dog, at forsøget blot er et lille forsøg med få patienter, og at målet selvfølgelig er at få lavet et større randomiseret forsøg, hvor tocilizumab bliver målt direkte op imod binyrebarkhormon til behandling af bivirkninger i forbindelse med immunterapi, og hvor endepunktet er, hvilken behandling der er mest effektiv.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere