ESMO
Opgørelse viser betydeligt frafald ved forebyggende immunterapi for modermærkekræft
Udgivet:
Kommentarer (0)
Danske patienter med modermærkekræft har siden 2018 fået tilbudt forebyggende behandling med immunterapi. Ny opgørelse viser, at overlevelsen for patienterne er god, men at der også er et stort frafald på grund af bivirkninger.
Som den første kræftform tilbyder man i Danmark immunterapi som forebyggende behandling til patienter i høj risiko for tilbagefald ved modermærkekræft.
ESMO 2021:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESMO her.
Det har vi i Danmark gjort siden november 2018, og nu viser en ny dansk opgørelse, hvordan det går for patienterne.
Opgørelsen viser blandt andet, at overlevelsen og den sygdomsfrie overlevelse er god, men også at der er et stort frafald i forhold til den forebyggende behandling med immunterapi.
»Resultaterne stemmer nogenlunde overens med resultaterne fra kliniske studier, men derfor er det alligevel rart at få dem bekræftet i et datasæt fra patienter i den virkelige verden. Her kan vi blandt andet se, at en betydelig del af patienterne dropper behandlingen på grund af bivirkninger, og det er vigtigt at have for øje, når man som kliniker tilbyder patienterne forebyggende immunterapi,« fortæller en af forskerne bag studiet, læge og ph.d.-studerende Rikke Bødker Holmstrøm fra Nationalt Center for Cancer Immun Terapi (CCIT-DK) ved Herlev Hospital.
Hun har for nyligt præsenteret sin forskning på den årlige kongres for European Society for Clinical Oncology (ESMO), som foregår i disse dage.
546 danskere behandlet forebyggende
I studiet har Rikke Bødker Holmstrøm gennemgået data for alle de danske patienter, der er blevet behandlet med forebyggende immunterapi for modermærkekræft her i landet i perioden fra november 2018 til nytåret 2020.
Resultaterne stemmer nogenlunde overens med resultaterne fra kliniske studier, men derfor er det alligevel rart at få dem bekræftet i et datasæt fra patienter i den virkelige verden
Rikke Bødker Holmstrøm, læge og ph.d.-studerende, Nationalt Center for Cancer Immun Terapi (CCIT-DK) ved Herlev Hospital
I alt drejer det sig om 546 patienter, som er blevet behandlet med anti-PD1-antistoffet nivolumab.
Patienterne er blevet behandlet med nivolumab hver fjerde uge i op til 13 behandlinger eller indtil sygdomsprogression eller behandlingsstop på grund af bivirkninger.
Mange falder fra behandling på grund af bivirkninger
Resultatet af studiet viser, at overlevelsen efter ét år lå på 95 pct. Efter to år var overlevelsen 90 pct.
Tilsvarende var den sygdomsfrie overlevelse på 77 pct. for det første år og 64 pct. for det andet år.
»De tal stemmer nogenlunde overens med det, som vi havde forventet på baggrund af de kliniske studier. Vi synes også, at det er flotte tal, og vi ved, at forebyggende behandling til patientgruppen virker. Det kan vi også se i de her tal,« siger Rikke Bødker Holmstrøm.
Resultatet af studiet viser dog også, at tæt på halvdelen af de patienter, som i perioden havde fået tilbudt forebyggende behandling med nivolumab, havde stoppet med behandlingen før tid.
Vi har tidligere haft data fra kliniske studier, men nu kan vi også fortælle vores patienter, hvad danske patienter før dem har oplevet og opnået ved at komme i forebyggende behandling
Rikke Bødker Holmstrøm, læge og ph.d.-studerende, Nationalt Center for Cancer Immun Terapi (CCIT-DK) ved Herlev Hospital
Omkring 20 pct. var stoppet på grund af sygdomsprogression, mens 30 pct. var stoppet på grund af bivirkninger.
Forskerne lavede også en spørgeskemaundersøgelse blandt forsøgsdeltagerne, og den viser, at mange føler, at behandlingen på grund af bivirkninger går ud over deres livskvalitet i det år, hvor de modtager behandlingen. Dog kommer livskvaliteten tilbage til niveauet før behandlingen igen undervejs i forløbet.
»De her data er vigtige i forhold til at kunne informere patienter om, hvad de kan forvente af behandlingen. Vi har tidligere haft data fra kliniske studier, men nu kan vi også fortælle vores patienter, hvad danske patienter før dem har oplevet og opnået ved at komme i forebyggende behandling med immunterapi for modermærkekræft. Det med bivirkninger er særligt vigtigt at have in mente. Derfor foregår der aktuelt også en mere detaljeret indsamling af data på bivirkninger,« fortæller Rikke Bødker Holmstrøm.
Del artiklen: