Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ESMO

Luftforurening øger risikoen for kræft ved EGFR-mutationer

Udgivet:
Kommentarer (0)

Nyt studie viser, at normalt lungevæv har mutationer i EGFR- og KRAS-generne. Når lungevævet bliver udsat for luftforurening, kan mutationerne lede til udvikling af lungekræft.


Forskere har identificeret en mekanisme, hvorigennem små partikler i luftvejene kan lede til udvikling af lungekræft hos personer, der aldrig har røget.


ESMO 2022:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESMO her.

Forskningsresultatet er netop blevet præsenteret på den årlige kongres for European Society for Clinical Oncology (ESMO).

»Risikoen for at udvikle lungekræft på grund af luftforurening er stadig mindre end risikoen for at udvikle lungekræft på grund af rygning, men vi har til gengæld ingen kontrol over, hvad vi indånder. Globalt er flere mennesker udsat for farlige niveauer af luftforurening end giftige kemikalier i cigaretter, og disse data kobler vigtigheden af at adressere klimahelbred til forbedringer i menneskers helbred,« fortæller en af forskerne bag studiet, Charles Swanton fra Francis Crick Institute og Cancer Research UK, i en pressemeddelelse, som er sendt ud fra kongressen.

Kræft opstår i muterede lungeceller

Studiet er baseret på undersøgelser af mutationer i genet EGFR i både laboratorieforsøg og i mennesker. Mutationer i genet findes hos halvdelen af alle ikke-rygere, som alligevel ender med at udvikle lungekræft.

Det antyder, at luftforurening promoverer initieringen af lungekræft i celler med givne mutationer

Charles Swanton, forsker, Francis Crick Institute

Studier har vist, at udsættelse for luftbårne mikropartikler med en diameter på under 2,5 mikrometer (PM2,5) er associeret med øget risiko for udvikling af ikke-småcellet lungekræft hos personer med EGFR-mutationer.

I laboratorieundersøgelser kunne Charles Swanton med sine kollegaer vise, at PM2,5 promoverer hurtige forandringer i celler med EGFR-mutationer, ligesom forskerne fandt det samme i celler med mutationer i KRAS-genet.

Forskerne fandt også, at udsættelse for PM2,5 ledte til optag af makrofager i lungecellerne, hvilket leder til frigivelse af interleukin-1beta, som får celler med EGFR-mutationer til at vokse ukontrolleret og udvikle sig til kræftceller. Da forskerne hæmmede interleukin-1beta, bremsede det lungekræftudviklingen.

Endelig lavede forskerne også forsøg, hvor de undersøgte raskt lungevæv for mutationer i EGFR og KRAS og fandt, at 18 pct. af forsøgspersonerne havde mutationer i EGFR, mens 33 pct. havde mutationer i KRAS.

»Vi finder, at mutationer i EGFR og KRAS-generne, hvilket er normalt ved udvikling af lungekræft, faktisk også er til stede i normalt lungevæv og formentlig et resultat af aldring. Disse mutationer fremmer kun svagt risikoen for kræft i vores laboratoriemodeller, men når lungevæv med disse mutationer bliver udsat for luftforurening, så vi mere udvikling af kræft, og det gik også hurtigere end i celler, der ikke blev udsat for luftforurening. Det antyder, at luftforurening promoverer initieringen af lungekræft i celler med givne mutationer. Det næste skridt bliver at finde ud af, hvorfor nogle celler med mutationerne bliver til kræftceller, når de udsættes for luftforurening, mens andre ikke gør,« siger Charles Swanton.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere