Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ESMO

Kombinationsimmunterapi viser lovende takter i tidligt klinisk forsøg

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Det har været et vellykket forsøg, hvor vi har fundet den rigtige behandlingsdosis, og hvor vi også har set, at nogle patienter, som ikke har haft gavn af mange tidligere behandlinger, også immunterapier, responderer på behandlingen med denne kombinationsimmunterapi,« fortæller læge, ph.d. og leder af Fase 1-enheden Kristoffer Staal Rohrberg.

Et nyt lægemiddel, der er målrettet to immun-checkpointhæmmere, viser gode takter i et tidligt klinisk forsøg med danske patienter. Det virker også på patienter, der har været i behandling med andre former for immunterapi, siger forsker.


Nye former for immunterapeutiske kræftbehandlinger står på spring for at komme på markedet.


ESMO 2022:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESMO her.


Tidligere var immunterapier i overvejende grad målrettet ét immun-checkpoint, men de nye former for immunterapier sigter mod at ramme flere immun-checkpoints på samme tid og dermed styrke immunforsvarets kamp mod kræftcellerne.

Et af disse lægemidler går under den indtil videre mundrette betegnelse RO7247669, og det bliver lige nu undersøgt i flere forsøg med danske patienter.

På den årlige kongres for European Society for Clinical Oncology (ESMO) har forskere fra Fase 1-enheden på Onkologisk Afdeling på Rigshospitalet netop præsenteret de første data fra et fase 1-forsøg med lægemiddelkandidaten.

»Det har været et vellykket forsøg, hvor vi har fundet den rigtige behandlingsdosis, og hvor vi også har set, at nogle patienter, som ikke har haft gavn af mange tidligere behandlinger, også immunterapier, responderer på behandlingen med denne kombinationsimmunterapi,« fortæller læge, ph.d. og leder af Fase 1-enheden Kristoffer Staal Rohrberg.

Rammer to immun-checkpointhæmmere

RO7247669 er et såkaldt bispecifikt antistof, der er målrettet to forskellige checkpoints i immunsystemet. Det drejer sig om PD1 og LAG3.

PD1 er en gammel kending inden for immunterapien, idet de mest udbredte immunterapeutiske behandlinger til patienter med kræft er målrettet netop PD1. Det drejer sig blandt andet om Pembrolizumab og Nivolumab.

LAG3 er derimod mindre kendt, men den amerikanske sundhedsmyndighed FDA har faktisk for nylig godkendt en immunterapi målrettet netop LAG3. Det er til behandling af patienter med melanomer.

»Med RO7247669 er sigtet at ramme begge immun-checkpointhæmmere i immunsystemet for at få en mere præcis og potent effekt. Både dyreforsøg og kliniske forsøg med mennesker har indikeret, at dette lægemiddel opnår netop det,« forklarer Kristoffer Staal Rohrberg.

Første tegn er lovende

I det kliniske fase 1-forsøg har 35 patienter med forskellige former for solide tumorer deltaget.

Det peger på, at denne kombinationsbehandling måske har evnen til at overkomme noget af den behandlingsresistens, som nogle patienter med kræft oplever over for immunterapi

Kristoffer Staal Rohrberg, læge og ph.d., Rigshospitalet

Patienterne havde alle været igennem mindst tre linjer kemoterapi, og nogle af patienterne havde også tidligere været forsøgt behandlet med immunterapi målrettet PD1.

Sigtet med fase 1-studiet har været at finde den rette behandlingsdosis og samtidig kortlægge eventuelle bivirkninger ved behandlingen.

Vedrørende dosis har forskerne testet behandlinger med mellem 50 mg og 2.100 mg for at finde frem til den rette dosis.

I forhold til bivirkninger har forskerne indtil videre ikke set noget, som ikke også findes ved behandling med rene PD1-hæmmere.

Interessant er det dog, at forskerne og lægerne også har set respons hos nogle af patienterne. Det gælder også hos patienter, som tidligere har været behandlet med immunterapi.

»Det er et lovende tegn, fordi det peger på, at denne kombinationsbehandling måske har evnen til at overkomme noget af den behandlingsresistens, som nogle patienter med kræft oplever over for immunterapi,« siger Kristoffer Staal Rohrberg.

Flere forsøg i gang

Forsøget er blot ét i en række af forsøg i Danmark med RO7247669.

Et af forsøgene er en overbygning til fase 1-forsøget, og i dette fase 2-forsøg bliver behandlingen testet for effekt i en større gruppe patienter med melanomer, lungekræft og spiserørskræft.

Der er også pågående forsøg, hvor RO7247669 bliver testet op imod andre former for immunterapi for at se, om man med behandlingen får en større effekt ved at ramme flere immun-checkpoints.

»Vi har en forhåbning om, at det godt kan slå igennem, specielt når vi har set, at der i USA nu også er godkendt behandlinger, som er målrettet LAG3,« siger Kristoffer Staal Rohrberg.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere