ESMO
Her er de største internationale højdepunkter fra årets ESMO
Udgivet:
Kommentarer (0)
Den årlige kongres for European Society for Medical Oncology væltede i forskningsresultater med både nye og i forvejen kendte lægemidler. Vi har samlet en håndfuld af de mest spændende internationale præsentationer.
Dette års kongres for European Society for Medical Oncology (ESMO) er slut, og tilbage er kun at gøre status over, hvad kongressen kom med af nyt til feltet i år.
ESMO 2022:
Find alle vores artikler fradækningen af årets ESMO her.
Dagens Medicin har fulgt kongressen tæt og haft fokus på både de danske forskningsbidrag og dem, som er kommet fra det store udland.
På den internationale front har der været fremlagt mange resultater fra fase 3-forsøg med lægemidler til behandling af kræft, og vi kommer her med et udpluk af de mest interessante præsentationer.
I fase 3-studiet CodeBreaK 200 havde forskere testet KRAS G12C-hæmmeren sotorasib op imod kemoterapien docetaxel til personer med ikke-småcellet lungekræft med KRAS G12C-mutation. Resultatet af studiet viste, at sotorasib signifikant forbedrede den progressionsfrie overlevelse sammenlignet med kemoterapi. Den progressionsfrie overlevelse var ved skæringstidspunktet hhv. 24,8 pct. og 10,1 pct. for patienter i behandling med enten sotorasib eller kemoterapi. Responsraten var også højere ved behandling med KRAS G12C-hæmmeren.
I fase 3-studiet IPSOS undersøgte forskere en potentielt gavnlig effekt af behandling med atezolizumab fremfor kemoterapi i førstelinje til patienter med ikke-småcellet lungekræft og dårlig performancestatus. 453 patienter deltog i studiet, der viste, at dobbelt så mange patienter i behandling med atezolizumab var i live efter to år sammenlignet med behandling med kemoterapi (24,3 pct. mod 12,4 pct.). Samtidig oplevede patienter i behandling med atezolizumab markant færre behandlingsbivirkninger.
I fase 3-studiet DeFi testede forskere effekten af gamma-sekretase-hæmmeren nirogacestat, der er målrettet Notch-signalvejen, til patienter med desmoide tumorer. Resultatet af studiet viste, at behandling med nirogacestat var i stand til at sænke risikoen for sygdomsprogression med 71 pct. sammenlignet med placebo. Responsraterne var også meget højere ved behandling med nirogacestat sammenlignet med placebo (41 pct. mod 8 pct.).
Der var også nyt fra fase 3-studiet KEYNOTE-412 med pembrolizumab plus kemoradioterapi sammenlignet med placebo plus kemoradioterapi til patienter med skvamøst lokalavanceret hoved-hals-cellekarcinom. Resultatet af studiet tendenserede til at favorisere kombinationen af pembrolizumab plus kemoterapi, men resultaterne var ikke signifikante på tidspunktet for dataudtræk.
I fase 3-studiet CheckMate 914 havde forskere undersøgt behandling med adjuvant nivolumab plus ipilimumab over for placebo til patienter med lokalavanceret nyrecellekarcinom og høj risiko for tilbagefald efter fjernelsen af en nyre. Tidligere har KEYNOTE-564-studiet vist, at der er potentiale for dobbeltbehandling med immunterapi til denne patientgruppe, men det kunne ikke genfindes i CheckMate 914, hvor der ingen forskel var mellem behandlingsgrupperne.
Pembrolizumab har været i vælten flere gange under dette års kongres for ESMO, og i fase 3-forsøget SWOG S1801 blev immunterapien undersøgt som adjuvant eller neoadjuvant behandling til patienter med opereret modermærkekræft i stadie III og IV. Resultatet af studiet viste, at det ikke kun handler om, hvad man behandler med, men også hvornår man behandler. 36 ud af 313 patienter døde i forsøget, og her havde 14 været i behandling med pembrolizumab som neoadjuvant terapi, mens 22 havde været i behandling med immunterapien som adjuvant terapi. Fordelen ved behandling med pembrolizumab som neoadjuvant terapi var konsistent på tværs af alder, køn, performancestatus m.m.
Neoadjuvant immunterapi var også nøgleordet i NICHE-2-studiet, hvori forskere havde undersøgt brugen af to cyklusser neoadjuvant nivolumab plus lavdosis ipilimumab til patienter med fremskreden MMR-deficient koloncancer. Resultatet af studiet viste, at behandlingstilgangen måske kan noget, som ingen andre behandlinger kan, idet ingen af patienterne oplevede, at deres kræft vendte tilbage. Samtidig var behandlingen veltolereret med kun få bivirkninger.
Endelig i fase 3-studiet COSMIC-313 havde forskere sammenlignet kombinationen af den målrettede behandling cabozantinibplus nivolumab og ipilimumab med nivolumab og ipilimumab alene til patienter med ikke-behandlet avancerede nyrecellekarcinom. Resultatet af studiet viste, at tillæg af cabozantinib til nivolumab og ipilimumab ledte til bedre progressionsfri overlevelse og højere responsrater.
Del artiklen: