ESMO
Fremskrivning forudser mange flere kræftdødsfald i fremtiden
Udgivet:
Kommentarer (0)
Forskere har brugt tal for befolkningsudviklingen til at lave et estimat over, hvor mange kræfttilfælde vi vil se i fremtiden. Bare frem mod 2040 kommer der til at være en voldsom stigning.
I forbindelse med åbningstalen for den store kongres for European Society for Clinical Oncology (ESMO) er der blevet fremlagt resultaterne fra nogle af de studier, som vil blive præsenteret i løbet af kongressen.
ESMO 2021:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESMO her.
Et af disse studier er en fremskrivning af antallet af kræftpatienter og kræftdødsfald i EU og Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA).
Fremskrivningen er baseret på data fra Eurostat og viser, at i 2040 kan vi forvente, at antallet af nye årlige diagnoser med kræft når 3,4 mio. Det er en stigning på 21 pct. sammenlignet med i 2020.
Antallet af dødsfald forventes også at stige fra 1,3 mio. i 2020 til 1,7 mio. i 2040.
Går vi lidt dybere i tallene, viser de også, at nogle kræftformer kommer til at gå frem i antallet af tilfælde, mens andre vil gå tilbage. For eksempel viser fremskrivningen, at 5,2 pct. færre mænd vil få en diagnose med testikelkræft i 2040 sammenlignet med i dag. Til gengæld vil 35,2 pct. flere mænd få en diagnose med lungehindekræft.
Ifølge en af forskerne bag studiet, er forebyggende indsatser den bedst mulige måde at afværge de store stigninger.
»Vi har evalueret, hvordan demografiske variationer i form af fertilitet, mortalitet og migration kommer til at påvirke populationspyramiden over tid, og hvordan det vil påvirke antallet af fremtidige kræfttilfælde i 2040. Resultaterne gør det muligt at sammenligne internationalt, pege på forskelle og identificere mulige måder at afværge ulighederne mellem og inden for lande,« fortæller den ledende forsker bag studiet, læge Manola Bettio fra Europakommissionen, Join Research Centre, Italien, i en pressemeddelelse, som er sendt ud fra ESMO. Han fortsætter:
»Den første og letteste måde at reducere byrden af kræft på tværs af Europa i fremtiden er forebyggelse. Den gode nyhed er, at næsten 40 pct. af alle kræfttilfælde kan forebygges ved at reducere folks eksponering for miljø- og livsstilsrisikofaktorer, som også er koblet til social- og økonomisk udvikling«.
Den gode nyhed er, at næsten 40 pct. af alle kræfttilfælde kan forebygges ved at reducere folks eksponering for miljø- og livsstilsrisikofaktorer, som også er koblet til social- og økonomisk udvikling
Manola Bettio, læge, Europakommissionen, Join Research Centre, Italien
Resultater på ESMO vil pege mod fremtiden
Behandling kommer også til at spille en stor rolle i at bringe antallet af kræftpatienter i fremtiden ned.
Det fortæller scientific co-chair ved ESMO professor Pasi Jänne. Han håber på, at vi over de fem dage, som ESMO vil vare, kommer til at se mange resultater, der vil vise, at cancerforskningen virkelig virker.
»Mange af de studier, som bliver præsenteret i år, kommer til at have indflydelse på den nuværende kliniske praksis. Det er en vigtig strategi at give den rette behandling til den rette patient på det rette tidspunkt. Den strategi prøver vi som onkologer at implementere over hele verden for at blive ved med at lave fremskridt inden for cancerterapier og forbedre udfaldet for patienter,« sige Pasi Jänne i pressemeddelelsen.
Del artiklen: