ESMO
Det giver formentlig mening at screene patienter med svær KOL for lungekræft
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Tallet er alligevel højere her i Region Syddanmark, end vi havde forestillet os. Det gør det relevant at overveje, om det ikke giver mening at screene alle vores patienter med svær KOL for lungekræft,« fortæller Margrethe Bang Henriksen.
Ny forskning fra Region Syddanmark viser, at omkring hver 20. patient fulgt i lungeambulatoriet med KOL ender med også at få stillet en diagnose med lungekræft. Disse patienter har ofte moderat til svær KOL, og det giver formentlig mening at screene alle vores patienter med svær KOL for lungekræft for at opdage kræftsygdommen tidligt i sygdomsudviklingen, siger forsker.
En stor del af patienter med svær KOL ender med at udvikle lungekræft. Derfor kan det formentlig betale sig at screene alle patienter, som følges med KOL i lungeambulatorierne, for lungekræft, så sygdommen kan opdages så tidligt som muligt i sygdomsforløbet hos denne store gruppe danskere.
ESMO 2023:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESMO her.
Det er konklusionen i et nyt dansk studie, der netop er løftet sløret for på den årlige kongres for European Society for Clinical Oncology (ESMO).
I studiet har forskere gennemgået data på 12.000 personer fulgt med KOL i lungeambulatorierne i Region Syddanmark og undersøgt blandt andet, hvor mange der bliver undersøgt for lungekræft, og hvor mange der udvikler sygdommen.
Tallene taler deres tydelige sprog og er også højere, end hvad forskerne bag studiet havde forventet.
»Vi ved godt, at patienter med KOL er en højrisikogruppe, når det kommer til risiko for udvikling af lungekræft, men tallet er alligevel højere her i Region Syddanmark, end vi havde forestillet os. Det gør det relevant at overveje, om det ikke giver mening at screene alle vores patienter med svær KOL for lungekræft,« fortæller hoveduddannelseslæge og ph.d.-studerende Margrethe Bang Henriksen fra Onkologisk Afdeling på Vejle Sygehus.
12.000 danskere med KOL med i undersøgelse
I studiet har Margrethe Bang Henriksen med sine kollegaer gransket tal fra blandt andet den regionale KOL-database (DR-KOL) og Dansk Lungecancer Register for at finde ud af, hvor stor en del af patienter med svær KOL der screenes for lungekræft, hvem de er, og hvor stor en del der ender med at få en diagnose med lungekræft og i hvilket stadie på diagnosetidspunktet.
Forskerne har i undersøgelsen data på 12.000 personer med KOL fra perioden fra 2012-2018.
Vi har i forvejen hånd i hanke med disse patienter i lungeambulatorierne, så det vil være relativt let af få dem screenet
Margrethe Bang Henriksen, hoveduddannelseslæge, Vejle Sygehus
Margrethe Bang Henriksen fortæller, at det er veletableret, at omkring 25 pct. af de patienter, som henvises til lungekræftpakken, viser sig at have lungekræft, mens tallet hos den brede gruppe af danskere over 40 år, der går til de praktiserende læger, er langt lavere, omkring 0,3 pct.
»Vi ved, at patienter med KOL har øget risiko for udvikling af lungekræft og derfor ligger et eller andet sted mellem de to yderpoler. Nogle studier har antydet, at KOL kommer med fordoblet risiko for udvikling af lungekræft, mens andre studier har indikeret seks gange forøget risiko. Andelen af KOL-patienter, der udvikler lungekræft, kan have betydning for relevansen i at screene denne gruppe rutinemæssigt,« forklarer hun.
Fem pct. med KOL fulgt i ambulatoriet får lungekræft
Studiet viser for det første, at 18 pct. af patienter fulgt med KOL blev sendt til udredning for lungekræft.
Studiet viser også, at et større medicinforbrug, højere grad af åndenød og flere KOL-forværringer var associeret til øget sandsynlighed for at blive sendt til udredning.
Resultatet af undersøgelsen viste også, at en meget stor del af patienter fulgt med KOL ender med at få en diagnose med lungekræft. Hele fem pct. af de KOL-patienter, som i perioden blev behandlet på ambulatoriet på Vejle Sygehus, endte med at få en diagnose med lungekræft.
»Det er en meget stor andel og også større, end man måske kunne have forventet, hvis andelen skulle være to til seks gange større end i baggrundsbefolkningen. Dette tal er meget større,« siger Margrethe Henriksen.
Hun uddyber, at studiet også viser, at andelen af KOL-patienter, der får stillet en diagnose med lungekræft i stadie 1 til 2, er større end hos patienter uden KOL.
26 pct. af patienter uden KOL, der får stillet en diagnose med lungekræft, har lungekræft i stadie 1 til 2 på diagnosetidspunktet mod 46 pct. blandt patienter med KOL.
Margrethe Bang Henriksen spekulerer i, at det formentlig skyldes, at patienterne følges forholdsvist tæt i ambulatorierne, og at de derfor hurtigere sendes til udredning.
Netop på den baggrund mener hun også, at det bør overvejes, om det ikke giver mening helt konsekvent at sende patienter med svær KOL til udredning for lungekræft.
»Vi har i forvejen hånd i hanke med disse patienter i lungeambulatorierne, så det vil være relativt let af få dem screenet. Ved screening kan vi fange de fem pct. af vores patienter, som ender med at få en diagnose med KOL, og vi kan gøre det tidligt, mens sygdommen stadig er i de tidlige stadier,« siger Margrethe Bang Henriksen.
Del artiklen: