ESMO
Data efter 10 år: Så stor er gevinsten ved at holde igen med strålebehandling ved prostatakræft
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Studiet cementerede vores praksis på området, og i dag understøtter resultaterne fortsat, at vi gør det rigtige, når vi venter med at give stråleterapi. Data er blevet tydeligere og konklusionen stærkere med længere opfølgning,« Peter Meidahl Petersen.
I ti år har forskere fulgt, hvordan det er gået patienter med prostatakræft efter behandling med stråleterapi efter operation. Data efter ti år viser, at der er god grund til at holde lidt igen med strålebehandlingen. Overlevelsen er høj, og bivirkninger bliver mindre, siger forsker.
For ti år siden ledte et stort engelsk studie med patienter fra hele verden, herunder over 100 fra Danmark, til ændringer i den måde, hvorpå man behandler patienter med stråleterapi efter operation for prostatakræft.
Formålet med studiet var at finde ud af, om det bedst kan betale sig at strålebehandle med det samme efter operation, eller om det bedst kan betale sig at vente og se, hvordan sygdommen udvikler sig, og så først give stråleterapi, når sygdommen viser tænder igen.
ESMO 2023:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESMO her.
Forsøget viste meget klart, at det bedst kan betale sig at vente med at give strålebehandling, til sygdommen udvikler sig, hvilket også er standard de fleste steder i verden i dag eller er på vej til at blive det.
Nu viser et nyt udtræk af data fra studiet efter 10 år, at når lægerne vælger at holde igen med strålebehandling, gør de det på en solid videnskabelig baggrund, som stadig kan spores et årti efter operationen.
»Studiet cementerede vores praksis på området, og i dag understøtter resultaterne fortsat, at vi gør det rigtige, når vi venter med at give stråleterapi. Data er blevet tydeligere og konklusionen stærkere med længere opfølgning,« fortæller en af forskerne bag studiet, overlæge Peter Meidahl Petersen fra Kræftafdelingen på Rigshospitalet.
Forskningsresultatet er netop blevet offentliggjort på den årlige kongres for European Society for Clinical Oncology (ESMO).
Mange danskere med i studie
Studiet er en del af en større undersøgelse af, hvad der er den bedste tilgang til behandling af patienter med prostatakræft efter operation.
Den anden del af studiet omhandler hormondelen af behandlingen.
I studiet RADICALS RT vedrørende stråledelen af behandlingen har 1.400 patienter med prostatakræft deltaget. 12 pct. af forsøgsdeltagerne er fra Danmark.
Forsøgsdeltagerne blev for mere end ti år siden randomiseret til enten at blive behandlet med stråleterapi umiddelbart efter en operation for prostatakræft med det formål at sikre, at kræften blev slået helt ned, eller til en mere afventende tilgang til strålebehandlingen.
Tanken bag forsøget var at finde ud af, om man ved at vente med at bruge stråleterapi kunne reducere nogle af de bivirkninger på blandt andet urinveje og tarmene, som ofte følger med strålebehandling.
Endepunktet i studiet var metastase-fri overlevelse mellem de to behandlingstilgange.
Markant bedre at vente med strålebehandling
For det første viser studiet, at blot 17 patienter er døde af prostatakræft i opfølgningsperioden på mediant 8,5 år.
I samme periode er 93 pct. fri for fjernmetastaser.
Resultatet viser også, at der ingen forskel har været i antallet af dødsfald og fjernmetastaser mellem de to behandlingstilgange.
Til gengæld har markant flere af de patienter, som blev behandlet umiddelbart efter operationen, oplevet bivirkninger til stråleterapien efter ét år, og det fandt forskerne også efter 10 år.
Ydermere viser resultatet, at blot 39 pct. af de patienter, hvor lægerne ventede med at give stråleterapi, har modtaget stråleterapi i den mellemliggende periode.
»Det viser, at vi ved at gøre denne tilgang til standardbehandling har sparet rigtig mange mennesker for strålebehandling, som de ikke har haft brug for, og som ikke ville have haft nogen positiv effekt på deres overlevelse eller risiko for fjernmetastaser. Selv hos dem, som får strålebehandlingen senere, ser vi, at det også leder til færre bivirkninger af behandlingen,« siger Peter Meidahl Petersen.
Forskeren uddyber, at et stort studie af forskere fra Frankrig og Australien har peget på præcis det samme, og at der derfor ingen tvivl er om, at det at vente med stråleterapi er den helt rigtige tilgang til denne patientgruppe.
Del artiklen: