Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ESMO

Dansk studie med urinvejskræftpatienter skuffer

Udgivet:
Kommentarer (0)

Patienter med lokalavanceret eller metastatisk urinvejskræft har en rigtig dårlig prognose med høj grad af frafald fra behandling og mange indlæggelser. PRO-intervention kunne i et nyt dansk studie ikke forbedre udsigten.


En diagnose med lokalavanceret eller metastatisk urinvejskræft er en alvorlig diagnose, der kommer med høj grad af behandlingsfrafald og mange indlæggelser.

Omkring halvdelen af denne patientgruppe gennemfører ikke behandling med kemoterapi, og op imod 70 pct. bliver på et tidspunkt under behandlingen indlagt.


ESMO 2022:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESMO her.

Tidligere studier i blandede kræftpopulationer har indikeret, at hvis patienter undervejs i kemoterapiforløbet rapporterer deres symptomer, og disse rapporteringer løbende benyttes til at justere den understøttende behandling, kan det være med til at holde patienterne i behandling og ude af hospitalerne.

Forhåbningen, om at tilsvarende tilgang hos blærekræftpatienter kunne skabe samme resultater, ser dog i nyt dansk studie ud til at være afkræftet. Den aktive tilgang til håndtering af bivirkninger havde i studiet ikke den ønskede effekt på hverken frafald fra behandling eller indlæggelser. Tværtimod så PRO-interventionen ud til at skabe øget fokus på toksicitet, hvilket medførte flere indlæggelser og flere behandlingsophør.

»Det er et nedslående resultat, at vi ikke har kunnet gøre noget for denne gruppe af patienter med vores intervention. Vi vil nu kigge dybere i data for at se, om vi kan identificere nogle symptomer, der er bærende for den effekt, som vi ser, og som vi måske kan gøre noget ved på en anden måde,« forklarer en af forskerne bag studiet, læge og ph.d. Gry Assam Taarnhøj fra Onkologisk Afdeling på Rigshospitalet.

Gry Assam Taarnhøj har netop præsenteret sine resultater på den årlige kongres for European Society for Medical Oncology (ESMO).

Intervention har tidligere vist lovende resultater

Den benyttede intervention i studiet var et digitalt spørgeskema, som patienter med urinvejskræft skulle besvare ugentligt i forbindelse med deres behandling med kemo- eller immunterapi.

Afhængigt af deres svar vedrørende for eksempel smerter og kvalme fik patienterne med det samme en besked på skærmen, som de så skulle reagere på. Det kunne være, at de skulle tage noget kvalmedæmpende medicin eller ringe til den onkologiske afdeling, som de var tilknyttet.

Det handler om aktiv brug af de rapporterede symptomer og behandling af disse undervejs og ikke kun, når patienterne møder op hos lægen

Gry Assam Taarnhøj, læge og ph.d., Rigshospitalet

På samme tid kunne lægerne på den onkologiske afdeling følge med i patienternes rapporterede symptomer og dermed være forberedte på samtalerne, når de mødte patienterne.

Interventionen er tidligere afprøvet i forskellige studier, hvor den har vist lovende resultater.

»Det handler om aktiv brug af de rapporterede symptomer og behandling af disse undervejs og ikke kun, når patienterne møder op hos lægen. I den perfekte verden ville det gøre, at patienterne kunne løse deres problemer hjemme, og at de derfor i højere grad ville undgå indlæggelse eller tidlig ophør af behandlingen,« forklarer Gry Assam Taarnhøj.

Pilotstudier fra forskerne på Rigshospitalet har vist, at mellem 50 og 60 pct. af patienter med lokalavanceret urinvejskræft eller urinvejskræft med metastaser falder fra behandlingen. Mellem 40 og 70 pct. bliver indlagt undervejs i behandlingsforløbet.

Resultater skuffer

I interventionen har 228 patienter med urinvejskræft på tværs af fire universitetshospitaler i Danmark deltaget.

Patienterne blev randomiseret til intervention med spørgeskemaet eller den sædvanlige tilgang til håndtering af bivirkninger i et behandlingsforløb.

Patienterne blev fulgt under behandlingen, dog maksimalt seks måneder, for at se, om interventionen ændrede på antallet af indlæggelser og frafald fra behandling.

Desværre var resultaterne nedslående:

  • 56 pct. af kontrollerne faldt fra behandlingen. Det samme gjorde 51 pct. af patienterne i interventionsgruppen.

  • 32 pct. af kontrollerne blev indlagt. Det samme gjorde 41 pct. af patienterne i interventionsgruppen.

  • Forskerne fandt ingen forskel mellem grupperne i forhold til overlevelse, livskvalitet og dosisreduktion i kemoterapi.

»Det er et ærgerligt resultat, men vi vil nu kigge nærmere på data for at se, om nogle symptomer er bærende for effekten. Måske er smerte det største problem og gør, at patienterne ikke gennemfører behandlingen, og så skal vi måske sætte yderligere ind med smertebehandling. Det skal vi kigge på fremadrettet,« siger Gry Assam Taarnhøj.

Forskeren er dog opmuntret af, at værktøjet til at følge med i patienternes symptomer blev meget velmodtaget af lægerne, der har brugt det flittigt.

»Vi kan se, at lægerne har været interesserede i at gøre sig orienteret om patienternes symptomer i det anvendte elektroniske system, Ambuflex. Det kunne pege på, at lægerne gerne vil have den her mulighed for at følge deres patienter i behandlingsforløb med kemo- eller immunterapi, så de kan hjælpe dem med de problemer, som de nu en gang oplever,« siger Gry Assam Taarnhøj.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere