Biomarkører kan være med til at forudsige forløbet hos skrøbelige ældre med kræft

Når læger skal have en samtale med en ældre, sårbar eller skrøbelig kræftpatient om prognosen og det videre behandlingsforløb, giver det mening at skele til forskellige biomarkører målt i en blodprøve.

ESMO 2022:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESMO her.

Det er konklusionen i et nordisk studie, hvori forskere har undersøgt den prognostiske værdi af forskellige biomarkører hos specielt sårbare ældre patienter med kræft.

Resultatet af forskningen viser, at forhøjede niveauer af de målte biomarkører er associeret med kortere overlevelse. Derfor kan det ifølge en af forskerne bag studiet i mange tilfælde ikke betale sig at behandle med kemoterapi, da effekten formentlig udebliver, uden at bivirkningerne gør det.

Forskningen er netop præsenteret på den årlige kongres for European Society for Medical Oncology (ESMO).

»Vi kan bruge disse resultater i samtalen med skrøbelige patienter. Hvis patienterne er skrøbelige og samtidig får målt høje værdier af forskellige biomarkører, bør vi inddrage det i samtalen om det videre behandlingsforløb. Når det gælder ældre patienter, vil mange af dem hellere leve i kortere tid, men uden smerter og mange bivirkninger, fremfor at skulle gennem et hårdt kemoterapiforløb uden gode udsigter,« fortæller overlæge og forsker Gabor Liposits fra Onkologisk Forskningsenhed ved Odense Universitetshospital.

Skrøbelige patienter udelukket fra kliniske studier

Studiet er en opfølgning på NORDIC9-studiet, hvori forskere har haft fokus på behandlingsforløbet for sårbare ældre kræftpatienter.

Gabor Liposits fortæller, at der ikke findes meget data på denne patientgruppe, fordi de meget sjældent bliver inkluderet i kliniske studier. I kliniske studier er patienter ofte 10 til 15 år yngre, og mange af dem er ud over deres kræftsygdom praktisk talt sunde og raske.

»De store studier og resultaterne fra dem kan ikke ekstrapoleres til gamle og sårbare patienter, som vi ser flest af i vores hverdag. Vi er derfor interesseret i at fremskaffe nogle data, så vi kan sige noget om prognosen og nytteværdien af behandling for denne patientgruppe ud fra ‘real world’-data,« forklarer han.

Undersøgte fire forskellige biomarkører

I NORDIC 9-studiet deltog 160 ældre patienter med metastaserende tyk- og endetarmskræft.

Pointen er, at vi her kigger på disse biomarkører i sårbare ældre patienter med tyk- og endetarmskræft. De samme ting er førhen undersøgt i andre patientgrupper

Gabor Liposits, overlæge og forsker, Odense Universitetshospital

Som en del af et større studie blev forsøgsdeltagerne randomiseret til to forskellige regimer af kemoterapi.

Forsøgspersonerne var gennemsnitligt 78 år gamle og ikke egnet til standard fulddosis kombinationskemoterapi.

I løbet af studieperioden udtog lægerne blodprøver fra patienterne for blandt andet at måle niveauerne af biomarkørerne CRP, dNLR, Interleukin-6 og YKL-40.

Forskerne sammenholdt niveauerne af biomarkørerne inden behandlingsstart med udfaldet for patienterne i forhold til overlevelse og progressionsfri overlevelse.

Resultaterne blev justeret for blandt andet køn, alder, ECOG-performancestatus og behandlingsvalg.

»Pointen er, at vi her kigger på disse biomarkører i sårbare ældre patienter med tyk- og endetarmskræft. De samme ting er førhen undersøgt i andre patientgrupper,« forklarer Gabor Liposits.

Biomarkører guider prognose

Resultatet af undersøgelsen peger entydigt på, at biomarkørerne kan benyttes prognostisk til ældre og skrøbelige patienter med tyk- og endetarmskræft.

Forskerne fandt, at risikoen for død var mere end tre gange højere blandt patienter med forhøjede niveauer af CRP sammenlignet med patienter med normale niveauer af CRP. Forskerne fandt også, at de andre biomarkører kunne bruges prognostisk i forhold til at vurdere risikoen for død, mens CRP, dNLR og interleukin-6, men ikke YKL-40, kunne benyttes til at lave en prognose for progressionsfri overlevelse.

Gabor Liposits pointerer, at CRP er en meget let tilgængelig og billig biomarkør at få undersøgt, og derfor bør det være standard at inddrage den i samtalerne med patienterne om det videre behandlingsforløb.

»Når jeg sidder overfor en sårbar, ældre patient med høj CRP, kan jeg bruge de her data sammen med andre faktorer til at anslå prognosen. Jeg kan fortælle patienten, at vi godt kan give kemoterapi, men at han eller hun formentlig ikke vil få gavn af det, blot opleve bivirkninger. Det gavner ikke deres livskvalitet, og derfor vil mange nok vælge kemoterapien fra og i stedet have det så godt som muligt i den tid, som de har tilbage,« siger Gabor Liposits.

Forskeren slår fast, at brugen af biomarkører til at lave en prognose for den enkelte patient faktisk ikke har noget at gøre med udelukkende alder, men mere handler om skrøbelighed.

»Det kan også dreje sig om en mand på 45 år, der er skrøbelig på grund af livsstil eller komorbiditet. Sådan en patient vil heller ikke have reservekapaciteten til at stå igennem en hård kemoterapibehandling og skal måske have en anden form for behandling, mens en sund og rask patient på 80 år godt kan have fysisk overskud og reserver og dermed en bedre tolerance og mere gavn i forbindelse med kemoterapi,« siger Gabor Liposits.