ESMO
Arbiraterone kan reducere sygdomsbyrden ved prostatakræft
Udgivet:
Kommentarer (0)
Standardbehandling plus arbiraterone har i et nyt studie vist sig at kunne øge overlevelsen, øge den metastasefri overlevelse og øge den prostatakræftfrie overlevelse hos mænd med højrisiko ikke-metastaserende prostatakræft.
Omkring 20 pct. af lokal prostatakræft er højrisiko på diagnosetidspunktet, men står alligevel for størstedelen af sygdomstilbagefald og dødsfald i patientgruppen.
ESMO 2021:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESMO her.
Patienterne modtager typisk androgen deprivationsterapi (ADT) i to til tre år plus lokal radioterapi til prostata og bækkenet for at forlænge overlevelsen.
Tillæg af behandlinger som docetaxel-kemoterapi har dog været undersøgt og har vist sig at kunne forlænge tiden til tilbagefald, men uden at forlænge livet.
Nu viser et nyt studie (STAMPEDE), at efter seks år oplevede patienter, som havde været behandlet med standardterapi plus arbiraterone, forlænget metastasefri overlevelse, forlænget overlevelse og forlænget prostatakræftfri overlevelse.
Forskningen er blevet offentliggjort på den årlige kongres for European Society for Clinical Oncology (ESMO).
»Baseret på disse resultater bør det overvejes, om ikke alle mænd med højrisiko ikke-metastaserende prostatakræft skal i behandling med arbiraterone i to år. Det vil involvere flere hospitalsbesøg i behandlingsperioden, men ved at reducere risikoen for tilbagefald kan det også reducere sygdomsbyrden for både patienten og for sundhedsvæsnet,« fortæller en af forskerne bag studiet, professor Gerhardt Attard fra Urological Cancer Research ved University College London, i en pressemeddelelse, som er sendt ud af ESMO.
Vil undersøge optimale behandlingslængde
Resultatet af STAMPEDE-studiet, der er blevet præsenteret som et late breaking abstract på ESMO, viser, at i sammenligningen mellem standardbehandling og standardbehandling plus arbiraterone klarede forsøgsdeltagere i arbirateronegruppen sig markant bedre.
Den metastasefrie overlevelse steg fra 69 pct. til 82 pct.
Den generelle overlevelse steg fra 77 pct. til 86 pct.
Den prostatakræftfrie overlevelse steg fra 85 pct. til 93 pct.
Gerhardt Attard slår dog fast, at der skal mere forskning til for at finde ud af, hvad den optimale behandlingslænge skal være.
»Vi har ikke undersøgt forskelle ved forskellige længder af behandling, så kortere behandling kan måske have den samme gavnlige effekt som længere behandlinger, eller længere behandlinger kan være endnu mere gavnlige.
Maria De Santis, chair for Interdisciplinary Urological Oncology ved ESMO og læge ved Charité Universitätsmedizin, Berlin, har ikke deltaget i studiet, men hun kommenterer på det i pressemeddelelse fra ESMO.
»Tillæg af systemisk behandling med arbiraterone i mindst to år til denne patientgruppe vil ændre vores tidligere behandlingsstrategi, som i mange år kun har været ADT plus eller minus radioterapi,« siger hun.
Del artiklen: