Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ESCMID

Nye behandlinger til tuberkulose og irritabel tarmsyndrom var blandt tophistorierne på andendagen af ESCMID Global

Udgivet:
Kommentarer (0)

Udbrud af mæslinger bliver ved med at ske, lød det fra læge Patrick O’Connor fra verdenssundhedsorganisationen WHO på ESCMID Global. Heldigvis har vaccinering mod mæslinger ifølge ham forhindret 57 mio. dødsfald på verdensplan fra 2000 til 2022.

ESCMID: Andendagen bød blandt andet på en ny cocktail til behandling af personer med irritabel tarmsyndrom, foruroligende tal for smitte med mæslinger og en immunstyrkende behandling til personer med tuberkulose.


På andendagen af den årlige kongres for European Congress of Clinical Microbiology and Infectious Diseases (ESCMID Global) var der fokus på nye former for behandlinger til patienter med sygdomme som irritabel tarmsyndrom og tuberkulose samt nye foruroligende tal for smitte med mæslinger.

Hvis vi starter med tuberkulose, så er multiresistent tuberkulose et stigende problem.

1,3 mio. mennesker døde på verdensplan i 2022 på grund af tuberkulose, og af dem skyldtes 160.000 tilfælde multiresistente bakterier.

Det problem vil forskere tackle med en ny form for behandling, hvor kroppens eget immunforsvar bliver aktiveret til at øge kampen mod bakterien.

Forskere fra Karolinska Institutet i Sverige fortalte i en præsentation på ESCMID Global, hvordan de ser HDT’er (host-directed therapies) som et effektfuldt våben i kampen mod antibiotikaresistens.

HDT’er er stoffer, som er designet til at aktivere flere immunveje i inficerede celler for at genoprette eller fremkalde antimikrobielle funktioner fremfor direkte at hæmme bakterievæksten.

Effekten kan indebære øget produktion af immunpeptider eller toksiske molekyler, der bidrager til at udrydde bakterier, men det kan også omfatte en afbalancering af inflammatoriske reaktioner.

Implementering af immunterapi som supplement til standardbehandling har revolutioneret behandlingen af kræft, autoimmunitet og astma/allergi

Susanna Brighenti, forsker, Karolinska Institutet

»Disse stoffer kan regulere transskriptionen af gener i celler som dem i immunsystemet og dermed øge udtrykket af proteiner, der er forbundet med det antibakterielle værtsforsvar,« fortæller en af forskerne bag studiet, professor Susanna Brighenti, i en pressemeddelelse.

»Vi har identificeret flere HDAC-hæmmere, som reducerer tuberkulosevæksten inde i immuncellerne med 50-75 pct., selv uden antibiotika. Det lyder måske ikke så imponerende, men disse immunmodulerende stoffer kunne fungere godt som et supplement til standardbehandling og udøve additive eller synergistiske effekter sammen med antibiotika. Det ville give mulighed for at reducere den dosis og behandlingslængde, der kræves med antibiotika, for at forbedre patientresultaterne,« uddyber hun.

Banebrydende behandlingsmulighed

Susanna Brighenti forklarer at behandling af tuberkulose involverer mellem fire og ni forskellige typer antibiotika over flere måneder, og at effekten af at tillægge endnu et antibiotikum formentlig vil være minimal.

En immunterapi kan derimod gøre en verden til forskel.

»Implementering af immunterapi som supplement til standardbehandling har revolutioneret behandlingen af kræft, autoimmunitet og astma/allergi. På samme måde kan vores forskning i immunforstærkning som supplement til antibiotika blive en banebrydende behandlingsmulighed for patienter med tuberkulose med potentiale for at påvirke den kliniske behandling og forhindre spredning af tuberkuloseinfektioner og lægemiddelresistens i dette afgørende øjeblik i vores historie, hvor antimikrobiel resistens udgør en alvorlig trussel mod menneskers sundhed,« siger Susanna Brighenti.

Lovende behandling til irritabel tarminfektion

Ligesom kampen mod tuberkulose kan være på vej til at blive intensiveret, kan kampen mod irritable tarminfektioner også være det.

I hvert fald viser nye data, der blev præsenteret på ESCMID Global, at en personlig cocktail af antibiotika, probiotika og præbiotika kan gøre noget godt for denne patientgruppe.

I studiet havde forskerne forsøgt at behandle 13 patienter med irritabel tarmsyndrom efter madforgiftning (PI-IBS).

Først analyserede forskerne sammensætningen af bakterier i patienternes tarme og gav derefter hver patient en behandling målrettet genetablering af en sund tarmbakteriesammensætning.

Den indledende analyse viste bl.a., at 23 pct. af patienterne havde en meget smal sammensætning af tarmbakterier, 23 pct. havde høje niveauer af Proteobacteria (associeret til forværring i PI-IBS) i tarmene, 61,5 pct. havde lave niveauer af Akkermansia, mens 69 pct. havde lave niveauer af Bifidobacterium.

I løbet af de sidste 20 år er der sket betydelige fremskridt i retning af eliminering af mæslinger og røde hunde

Patrick O’Connor, læge, WHO

38,5 pct. havde lave niveauer af Firmicutes, og 54 pct. havde lave niveauer af bakterier, der producerer kortkædede fedtsyrer.

Alle de fire sidstnævnte bakterier betragtes som sundhedsfremmende.

Baseret på resultaterne af tarmbakterieundersøgelsen sammensatte forskerne en cocktail med antibiotika, probiotika og præbiotika til den enkelte patient med det formål at genskabe balancen i tarmene.

Efter 12 uger havde 93 pct. af patienterne oplevet forbedringer i deres symptomer, mens 38,5 pct. havde opnået total remission.

»En præcisionsmedicinsk tilgang, hvor testning og omhyggelig analyse af tarmmikrobiotaen gør det muligt at udvikle personlige behandlinger, er meget lovende i behandlingen af IBS efter infektion. Selvom der er behov for grundige undersøgelser i større skala for at bekræfte disse foreløbige resultater, vil denne type test sandsynligvis snart blive brugt i vid udstrækning til behandling af IBS efter infektion og andre lignende tilstande,« fortæller en af forskerne bag studiet, Professor Maurizio Sanguinetti fra Università Cattolica del Sacro Cuore, Italien, i en pressemeddelelse.

Mæslinger er fortsat et globalt sundhedsproblem

Endelig var der på ESCMID Global – man fristes til at sige naturligvis – fokus på mæslinger, der bare ikke er til at få til at forsvinde.

Læge Patrick O’Connor fra verdenssundhedsorganisationen WHO fremlagde på kongressen data, der viser, at der bliver ved med at opstå udbrud med mæslinger rundt om i verden, og at antallet af tilfælde stiger nogle steder.

Lande, der tidligere har været sygdomsfrie, er også begyndt at se nye tilfælde.

De data, som Patrick O’Connor fremlagde, opgør bl.a. antallet af tilfælde med mæslinger på verdensplan til 321.582 i 2023. Det er en stigning på 88 pct. i forhold til tallene for 2022.

2024 ser ud til at se lige så mange tilfælde, idet der allerede er rapporteret om 94.481 tilfælde, hvoraf 45 pct. har været i Europa. Yemen, Aserbajdsjan og Kirgisistan er de lande med flest tilfælde af mæslinger.

Et land som Storbritannien blev for første gang erklæret fri for mæslinger i 2016, men sygdommen er kommet tilbage. Der var i landet 368 tilfælde i 2023 og indtil videre 1.001 tilfælde i 2024.

Samtidig viser forskningen, at tilslutningen til vaccinering falder fra over 90 pct. til under 90 pct.

Andre lande har også tidligere mistet deres status som mæslingefrit land, men har fået status tilbage igen senere. Det gælder bl.a. Albanien, Bulgarien, Tjekkiet, Grækenland, Litauen, Slovakiet og Tyskland.

Tallene fra WHO viser også, at antallet af lande, der i 2023 oplevede flere end 20 tilfælde pr. mio. indbygger over 12 måneder, steg fra 17 lande til 51 lande.

»I løbet af de sidste 20 år er der sket betydelige fremskridt i retning af eliminering af mæslinger og røde hunde. For at styrke og fastholde disse fremskridt er vi nødt til at sikre høj, ensartet og retfærdig rutinemæssig immuniseringsdækning samt robust opsøgende arbejde og hurtig reaktion på udbrud,« siger Patrick O’Connor i en pressemeddelelse.

Ifølge Patrick O’Connor har vaccinering mod mæslinger forhindret 57 mio. dødsfald på verdensplan fra 2000 til 2022. 1,5 mio. af disse reddede liv er i Europa., hvor antallet af dødsfald på grund af mæslinger faldt med 98 pct.

Læs alle artikler fra ESCMID 2024 her.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere