Patienter med tidligere stroke har ikke effekt af screening for atrieflimren

Effekten af at screene patienter med tidligere stroke for atrieflimren ved hjælp af en såkaldt implanterbar loop recorder (ILR), som overvåger patientens hjerterytme, er beskeden.

ESC 2022:

Dagens Medicins journalist Niels-Bjørn Albinus rapporterer direkte fra årets ESC i Barcelona. Følg dækningen her.

Derimod ser det ud til, at patienter med andre risikofaktorer for stroke, såsom diabetes, hjertesvigt og hypertension, kan have effekt af at blive tilbudt screening for atrieflimren.

Det viser resultaterne af en post-hoc analyse af det såkaldte LOOP-studie, der er blevet præsenteret på ESC i Barcelona og samtidig publiceret i JAMA Neurology.

Læge og ph.d. Søren Zöga Diederichsen fra hjerteafdelingerne på Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital er førsteforfatter på artiklen.

»Vi fandt ingen tegn til risikoreduktion i forhold til at forebygge invaliderende eller dødeligt stroke ved at screene personer med tidligere stroke med ILR, men overraskende tydede studiet på en signifikant risikoreduktion blandt dem, der ikke havde tidligere stroke,« siger Søren Zöga Diederichsen.

Fra tidligere studier ved man, at atrieflimren-relaterede strokes har dårligere prognose end andre strokes. Og op til 30 pct. af patienter med stroke vil få opdaget en tidligere uerkendt atrieflimren, hvis de gennemgår screening. Formålet med undersøgelsen var derfor at vurdere, om længerevarende, kontinuerlig overvågning og screening for atrieflimren kunne forebygge de mest alvorlige typer af stroke, og om der var en særlig effekt blandt patienter med tidligere stroke.

Deltagerne i undersøgelsen var mindst 70 år og kendt med risikofaktorer som hypertension, diabetes, hjertesvigt eller tidligere stroke og blev randomiseret til at følge normal behandling (kontrolgruppe), eller til kontinuerlig overvågning med ILR i minimum tre år.

Undersøgelsen rejser spørgsmålet, om vi ikke snarere bør fokusere vores indsats på de risikofaktorer, som fører til atrieflimren, end arytmien i sig selv – selv efter stroke

Søren Zöga Diederichsen, læge og ph.d., Rigshospitalet og Bispebjerg Hospital

Der var 6.000 deltagere i alt, og heraf havde ca. 1.000 tidligere stroke. Atrieflimren blev fundet i 12 pct. af kontrolgruppen, og 32 pct. af ILR-gruppen. Ca. 90 pct. af alle med atrieflimren fik opstartet relevant blodfortyndende behandling.

I alt 315 deltagere fik et stroke, heraf var 123 invaliderende eller dødelige. Der var en tendens til lavere risiko i ILR-gruppen sammenlignet med kontrolgruppen, men det var ikke signifikant.

Der var heller ikke signifikant forskel mellem grupperne i forhold til sværhedsgraden af stroke, indlæggelsesvarighed eller udskrivelse til hospital, rehabilitering eller plejehjem. Blandt deltagere uden tidligere stroke var der en 46 pct. risikoreduktion ved brug af ILR-screening, mens der ikke var tegn til effekt i gruppen med tidligere stroke.

Indsats bør gentænkes

Søren Zöga Diederichsen mener, at resultaterne bør give anledning til overvejelser om, hvordan indsatsen i forhold til screening for atrieflimren skal tilrettelægges.

»Hver tredje af disse almindelige ældre mennesker har altså atrieflimren i en eller anden grad, og vi kan ikke bevise, at det gavner at opspore det. Der var signal i retning af effekt af screening for patienter uden tidligere stroke, altså de mest raske. Jeg synes, det er værd at gå videre med i form af mere forskning, men jeg synes også, at vi skal være ekstremt forsigtige med at anbefale screening på baggrund af én eksplorativ post-hoc analyse,« siger Søren Zöga Diederichsen og tilføjer, at undersøgelsen kan have betydning for neurologers og kardiologers samarbejde om udredningen af patienter med stroke.

»Ret overraskende var der slet ikke signal mod effekt blandt patienter med tidligere stroke, selv om strokerisikoen var størst her. Dette siger mig, at disse patienter har så mange konkurrerende risikofaktorer, at det ikke gør nogen større forskel at foretage intensiv opsporing og behandling af glimtvis atrieflimren, hvis det ikke påvises ved standardudredning. Undersøgelsen rejser spørgsmålet, om vi ikke snarere bør fokusere vores indsats på de risikofaktorer, som fører til atrieflimren, end arytmien i sig selv – selv efter stroke,« siger Søren Zöga Diederichsen.