Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ESC

Overholdelse af kostrådene er en god indikator for helbredet

Udgivet:
Kommentarer (0)

Emilie Westerlin Kjeldsen tv og Ruth Frikke-Schmidt th.

Dansk forskning peger på, at effekten af at følge de nationale kostråd meget tydeligt kan ses på folks helbred. Både kolesteroltal, risiko for demens og risiko for hjerte-karsygdomme er direkte korreleret til evnen til at spise efter de nationale retningslinjer.



ESC 2021:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESC her.


Danmark har ligesom en lang række andre lande nogle nationale kostråd, der gerne skal få befolkningen til at leve sundere og længere.

Om folk så er gode til at følge kostrådene eller ej er en helt anden sag, men et dansk studie viser i hvert fald, at de personer, som er gode til at følge kostrådene og spiser rigeligt med grøntsager samt mindre kød og mættet fedt, har markant bedre helbred og mindre risiko for en lang række sygdomme.

Forskningen er præsenteret på den årlige kongres for European Society of Cardiology (ESC), der foregår i disse dage.

»Det er et rigtig spændende emne, og jeg havde da forventet, at vi i vores undersøgelse ville se en forskel mellem personer, der fulgte kostrådene, og personer, der ikke gjorde. Jeg havde dog ikke forventet, at den ville være så klar,« fortæller en af forskerne bag studiet, overlæge og professor i Klinisk Biokemi ved Rigshospitalet og Københavns Universitet, Ruth Frikke-Schmidt.

Jeg havde da forventet, at vi i vores undersøgelse ville se en forskel mellem personer, der fulgte kostrådene, og personer, der ikke gjorde. Jeg havde dog ikke forventet, at den ville være så klar

Ruth Frikke-Schmidt, overlæge og professor, Rigshospitalet og Københavns Universitet

100.000 danskere svarede på spørgsmål om kost

I studiet har læge og ph.d.-studerende Emilie Westerlin Kjeldsen og Ruth Frikke-Schmidt med deres kollegaer lavet en stor undersøgelse på baggrund af spørgeskemaer fra den såkaldte Herlev-Østerbroundersøgelse.

I undersøgelsen har forsøgsdeltagere blandt andet svaret på spørgsmål vedrørende deres indtag af fødeemner inden for rammerne af de danske kostråd. På den måde kunne forskerne danne sig et overblik over den enkelte forsøgsdeltagers overholdelse af kostrådene samt relatere det til resten af personens sundhedsprofil.

100.000 personer har været med i undersøgelsen.

Forskerne delte forsøgsdeltagerne op efter, om de var gode til at overholde kostrådene, eller om de ikke var.

Bedre kolesteroltal og reduceret risiko for demens

Resultatet af undersøgelsen viser forskellige ting:

  • For det første viser studiet meget klart, at personer, der overholder kostrådene, har meget bedre kolesterolniveauer sammenlignet med deres modstykker, der er mere lemfældige med, hvad de putter i munden.

  • Forskerne fandt også, at det at følge kostrådene var forbundet med markant reduceret risiko for at udvikle vaskulær demens. Demens relateret til hjerte-karrisko var forhøjet med 50 pct. i gruppen af forsøgsdeltagere, som ikke fulgte kostrådene.

»Det var også interessant at se, at når vi kiggede på undersøgelsesgruppens forbrug af kolesterolsænkende medicin, fandt vi kun sammenhængen hos dem, der ikke brugte denne form for medicin. Vi kan ikke være sikre på sammenhængen, før vi har lavet egentlig interventionsstudier, men det tyder på, at kolesterolsænkende medicin og/eller sund kost kan sænke den vaskulært betingede risiko for demens. Det er ikke vist før, og vi har i vores studie set et meget klart signal,« siger Ruth Frikke-Schmidt.

Godt for helbred og for klima

Ruth Frikke-Schmidt fortæller også, at de i studiet har set, at forskellige grader af overholdelse af kostrådene er associeret med ikke bare kolesteroltallet, men også med tilhørende risiko for åreforkalkning i hjerte, hjerne og i de store kar generelt.

Det ser også ud til, at overholdelsen af kostrådene er lige så god en indikator som kolesteroltallet for personens fremtidige risiko for disse sygdomme.

»På både globalt plan og regionalt plan kan det være med til at risikostratificere folk og pege på måder til at forbedre folkesundheden gennem oplysning omkring gevinsterne ved at overholde nationale kostråd,« siger Ruth Frikke-Schmidt.

Forskeren påpeger også, at der er flere gevinster end de rent sundhedsmæssige ved at få større dele af befolkningen til at følge kostrådene. Klimaet får også gavn af det.

»Det fantastiske med de opdaterede officielle kostråd er, at de ikke bare er til gavn for sundheden, men også for klimaet. De lyder ”Spis planterigt, varieret og ikke for meget – godt for sundhed og klima”. De opdaterede officielle danske kostråd er en refleksion af FN’s verdensmål for 2030,« siger hun.


Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere