Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ESC

Markant forbedret langtidsprognose efter blodprop i hjertet

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Det vigtigste resultat er, at vi nu kan udfordre tidligere data, som indikerede en høj risiko for nye hjerte-kar-hændelser, selv om patienterne var stabile efter deres første blodprop,« fortæller læge og ph.d.-studerende Daniel Mølager Christensen.

Syv ud af otte blodproppatienter, som kommer gennem det første år uden nye hjerte-kar-komplikationer, er i live fem år efter, viser dansk registerstudie præsenteret på ESC.



ESC 2022:

Dagens Medicins journalist Niels-Bjørn Albinus rapporterer direkte fra årets ESC i Barcelona. Følg dækningen her.


For de patienter, der overlevede et år efter deres første blodprop uden alvorlige blødninger eller nye hjerte-kar-hændelser, faldt den langsigtede risiko for hjerte-kar-død, nye hjerte-kar-hændelser eller blødninger markant i perioden 2000-2017.

Det viser resultaterne af et registerstudie, som læge og ph.d.-studerende i Hjerteforeningen Daniel Mølager Christensen netop har præsenteret på årets ESC i Barcelona. Daniel Mølager Christensens præsentation er desuden nomineret i ‘Young Investigator Awards’-konkurrencen på kongressen.

»Det vigtigste resultat er, at vi nu kan udfordre tidligere data, som indikerede en høj risiko for nye hjerte-kar-hændelser, selv om patienterne var stabile efter deres første blodprop,« siger Daniel Mølager Christensen.


Hvert år dør 12.000 danskere af hjerte-kar-sygdom, og 170.000 mennesker lever med handicap efter et stroke. I hele 2022 sætter Dagens Medicin og Netdoktor fokus på, hvordan vi kan forebygge de blodpropper, som er den væsentligste årsag.

Vores indsats involverer alt fra nyhedsjournalistik til debat, e-learning for sundhedsprofessionelle, oplysningskampagne for borgere og konferencer.

Læs alle artikler her


I takt med bedre håndtering af risikofaktorer for hjerte-kar-sygdom og implementering af guideline-anbefalede behandlinger er prognosen efter en blodprop i hjertet forbedret betydeligt de senere årtier. Der har hidtil ikke været data for, om dette også gælder for stabile patienter, der ikke har haft yderligere hjerte-kar-komplikationer et år efter deres første blodprop.

Bedre prognose med tiden

Forskerne bag undersøgelsen brugte danske registre til at inkludere samtlige godt 82.000 patienter, der havde haft deres første blodprop i perioden 2000-2017 og havde overlevet et år uden nye hjerte-kar-hændelser. Patienterne er efterfølgende blevet fulgt helt frem til januar 2022.

Anvendelsen af guideline-anbefalede behandlinger steg i den undersøgte periode. For eksempel blev statiner givet til 68,6 pct. af patienterne i den første treårsperiode, men til 92,5 pct. i den seneste periode. Brugen af ballonbehandling af patienternes forsnævrede kranspulsårer steg fra 23,9 pct. til 68,2 pct.

Vigtigst faldt femårsdødeligheden fra 18,5 pct. til 12,5 pct. Hvis de kom gennem det første år efter blodproppen uden nye komplikationer, var syv ud af otte patienter med andre ord i live fem år efter deres første blodprop. Blandt patienter under 60 år var femårsdødeligheden så lav som 2,6 pct., viser undersøgelsen.

»Øget brug af guideline-anbefalede behandlinger har givetvis medvirket til den forbedrede prognose for patienterne, men andre faktorer som bedre og sundere livsstil i befolkningen generelt i de senere årtier, samt mulighederne for bedre og tidligere diagnostik, spiller også ind på den forbedrede prognose efter en blodprop,« siger Daniel Mølager Christensen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere