Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ESC

Længerevarende brug af aspirin forebygger ny blodprop

Udgivet:
Kommentarer (0)

Blodproppatienter, der ikke efterlever den anbefalede behandling med aspirin, har på længere sigt en øget risiko for ny blodprop eller død, sammenlignet med de, der følger behandlingen, viser en undersøgelse Anna Meta Dyrvig Kristensen har præsenteret på ESC.

Dansk studie underbygger værdien af at tage aspirin i mange år efter blodprop i hjertet.


Blodproppatienter, der ikke dagligt tager forebyggende behandling med aspirin, har en øget risiko for at få en blodprop i hjertet, stroke eller at dø, sammenlignet med de, der konsekvent fortsætter med at tage lægemidlet. Det viser resultaterne af et registerstudie, som læge og ph.d.-studerende Anna Meta Dyrvig Kristensen fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har præsenteret på ESC.

Resultaterne antyder, at aspirins beskyttende effekt ser ud til at falde over tid. Samtidig ser det ud til, at nogle undergrupper – bl.a. kvinder og ældre – kan have en mindre beskyttende effekt af aspirin

Anna Meta Dyrvig Kristensen, læge, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Undersøgelsen er baseret på data fra over 40.000 patienter, der i perioden 2004-2017 fik deres første blodprop, fik en ballonudvidelse med indsættelse af stent, og tog aspirin som anbefalet i det første år efter deres blodprop. Patienter, der var i anden blodfortyndende behandling, fik stroke eller en ny blodprop i hjertet, blev ekskluderet fra undersøgelsen. Efterlevelsen af den anbefalede aspirinbehandling blev vurderet to, fire, seks og otte år efter den første blodprop, og i forbindelse med hver vurderingsrunde blev patienter, der i den mellemliggende periode havde fået blodprop i hjertet, stroke eller var sat i anden blodfortyndende behandling, trukket ud af undersøgelsen.

»Blodfortyndende lægemidler og trombocythæmmeres formål er, lige som med aspirin, at forebygge dannelsen af blodpropper. Derfor blev patienter i behandling med disse lægemidler ekskluderet, så vi i størst muligt omfang kunne være sikre på, at det kun var betydningen af aspirinbehandling, vi målte effekten af,« forklarer Anna Meta Dyrvig Kristensen.

Antyder faldende effekt over tid

Ved hvert tidspunkt, hvor efterlevelsen af aspirinbehandlingen blev registreret, havde de patienter, der fulgte behandlingen, en lavere risiko for at have fået en ny blodprop i hjerne eller hjerte eller at dø. Sammenlignet med denne patientgruppe havde de patienter, der ikke længere fulgte behandlingen med aspirin to, fire, seks og otte år efter deres første blodprop i hjertet, henholdsvis 29, 40, 31 og 20 pct. højere risiko for at have fået en ny blodprop i hjertet, stroke eller at dø, viser resultaterne af undersøgelsen.


ESC 2023:Dagens Medicins journalist Niels-Bjørn Albinus rapporterer direkte fra årets ESC i Amsterdam. Følg dækningen her.


Anna Meta Dyrvig Kristensen påpeger dog, at resultaterne skal læses med det forbehold, at der ikke er tale om en påvist direkte årsagssammenhæng, men alene en association.

»Det ligger også uden for studiet at vurdere, hvordan andre faktorer påvirker forskellene i patienternes komplians. Patienter, der ikke er kompliante til deres behandling kan generelt have en dårligere prognose, som vi kan have svært ved at tage højde for i registerbaserede studier,« siger Anna Meta Dyrvig Kristensen, og nævner samtidig nogle aspekter af resultaterne fra undersøgelsen, som kan danne basis for fremtidig forskning på området:

»Resultaterne antyder, at aspirins beskyttende effekt ser ud til at falde over tid. Samtidig ser det ud til, at nogle undergrupper – bl.a. kvinder og ældre – kan have en mindre beskyttende effekt af aspirin

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere