Hjerterehabilitering har stadig social- og etnisk slagside

Danskere, der oplever et infarkt, bliver tilknyttet et af de danske rehabiliteringscentre med henblik på at komme fornuftigt ud på den anden side.

ESC 2021:

Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESC her.

Fase to af rehabiliteringen foregår, efter patienten er udskrevet, og involverer blandt andet motionsvejledning, kostvejledning og helbredsopfølgning.

Nu viser et nyt dansk studie, som for nyligt er præsenteret på den årlige kongres for European Society of Cardiology (ESC), at når det gælder selve rehabiliteringsforløbet, går det faktisk ikke de socialt dårligere stillede eller ikke-etniske danskere dårligere end højtuddannede.

Dog varede den gode tendens ikke ved, for når forskerne kigger på den lange bane, ændrer rehabiliteringsforløbet ikke ved, at risikoen for at dø eller blive genindlagt fortsat har en kraftig social gradient.

»Sundhedsstyrelsen kom for nogle år siden ud med en rapport, der pegede på den socioøkonomiske slagside, når det gælder mange sygdomme – også hjerte-karsygdomme. Dette studie går et skridt længere ned og undersøger, hvordan det så går dem, der deltager i rehabiliteringen. Det gælder både under rehabiliteringen og bagefter,« forklarer en af forskerne bag studiet, læge Ingunn Kjesbu fra Hjertemedicinsk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Hjælper ikke de dårligst stillede på den lange bane

I sin forskning har Ingunn Kjesbu taget udgangspunkt i data fra Hjerterehabiliteringsdatabasen DHRD.

Databasen indeholder indrapporterede data på 10.000 personer, der har været i hjerterehabilitering på et af de 35 danske centre.

I rehabilitering får alle patienter nogle behandlingsmål for blandt andet blodtryk og kolesterol. Derudover får de testet deres fysik, ligesom de også får trænings- og diætvejledning.

Forskeren brugte data fra CPR-registeret vedrørende blandt andet uddannelseslængde og etnicitet for at undersøge forskelle i udbyttet af rehabilitering i forhold til socioøkonomisk formåen og etnisk oprindelse.

På den korte bane, altså under selve rehabiliteringen, fandt forskeren, at der var en ikke-signifikant forskel, der kunne krediteres til socioøkonomiske forskelle eller etnicitet.

Vores resultat peger på, at vi må indse, at én størrelse ikke passer til alle, og vi skal lave meget mere individualiseret rehabilitering til personer efter et infarkt

Ingunn Kjesbu, læge, Hjertemedicinsk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Socioøkonomisk dårligt stillede og danskere med anden etnisk oprindelse var med andre ord lige så gode til at opnå de forskellige delmål i hjerterehabiliteringen som højtuddannede og etniske danskere.

Da forskeren efterfølgende kiggede på, hvordan det så så ud efter rehabiliteringen, kunne hun dog ikke finde de samme positive takter. De socialt dårligst stillede og personer uden vestlig baggrund havde fortsat større risiko for at dø eller blive genindlagt.

»Vi fandt en meget tydelig social gradient i forhold til genindlæggelse og død. Den var ikke lige så tydelig hos ikke-vestlige patienter, men den var der stadig. Vi kiggede også på, hvordan det går folk på tværs af uddannelsesniveauer, når de var i rehabilitering, sammenlignet med dem, der ikke var i rehabilitering, og der ser det ud til, at der desværre ikke er den store forskel på den lange bane,« forklarer Ingunn Kjesbu.

Der skal sættes ind lang tid inden et infarkt

Ingunn Kjesbu fortæller, at konklusionen må være, at nogle andre faktorer end rehabilitering er i spil, når personer med lav socioøkonomisk status klarer sig dårligere end andre efter et infarkt.

Hun tror selv på, at det formentlig drejer sig om, at når man har lav social status, ligger der ofte et langt liv med ophobning af risikofaktorer – også udover de sædvanlige risikofaktorer for hjerte-karsygdom – bagved, og det sletter et rehabiliteringsforløb ikke.

»Der sker en akkumulering af risikofaktorer, der gør det svært at ændre på ens risikoprofil for død og genindlæggelse efter et infarkt og rehabilitering. Vores resultat peger på, at vi må indse, at én størrelse ikke passer til alle, og vi skal lave meget mere individualiseret rehabilitering til personer efter et infarkt. Hvis vi vil nedbringe den sociale gradient, er vi også formentlig nødt til at gå meget tidligere ind i folks liv for at justere på de tidligere risikofaktorer for infarkt,« siger Ingunn Kjesbu.