ESC
Forbruget af betablokkere hos patienter med KOL er eksploderet
Udgivet:
Kommentarer (0)
For 25 år siden fik blot 9 pct. af danskere med KOL og hjerteflimmer betablokkere. I 2015 var det tal steget til 60 pct.
Der var engang, hvor næsten alle læger helt undgik at udskrive recepter på betablokkere til personer med KOL.
ESC 2021:
Find alle vores artikler fra dækningen af årets ESC her.
Sådan er det ikke i dag.
Blandt patienter med både hjerteflimmer og KOL modtager hele 60 pct. betablokkere. Det viser et nyt, dansk studie, der netop er blevet offentliggjort på den årlige kongres for European Society of Cardiology (ESC).
»Man plejede at sige, at patienter med KOL ikke skulle behandles med betablokkere, da det kunne forværre deres KOL. Men når vi kigger på udviklingen i brugen af betablokkere til patientgruppen, ser vi, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved det i dag, hvor størstedelen af patienter med både KOL og hjerteflimmer bliver behandlet med betablokkere,« fortæller en af forskerne bag studiet, medicinstuderende Christian Suppli Benson fra Kardiologisk Afdeling på Gentofte Hospital.
Ny medicin åbner for brug af betablokkere ved KOL
Baggrunden for studiet er udviklingen i hjertemedicin og brugen af hjertemedicin.
I perioden fra 2001 til 2004 blev der udgivet en del videnskabelige studier, der undersøgte fordelene ved rateregulerende hjertemedicin sammenlignet med rytmeregulerende hjertemedicin til patienter med hjerteflimmer.
Vores data understøtter, at folk er begyndt at acceptere, at betablokkere har en plads i behandlingen af også denne patientgruppe
Christian Suppli Benson, medicinstuderende, Kardiologisk Afdeling på Gentofte Hospital
I store træk viste studierne, at rateregulerende medicin som betablokkere var bedre egnet til patienterne, og mange læger begyndte at give den type medicin til deres patienter – også dem med KOL som komorbiditet.
Ydermere udviklede man nye og mere selektive betablokkere mod beta-1-receptorer, og de betablokkere viste sig at være gode til patienter med lungesygdomme.
»I dette studie ønskede vi at finde ud af, hvordan de forskellige ting har påvirket forbruget af betablokkere til specifikt patienter med hjerteflimmer og KOL. Det unikke er, at vi i et land som Danmark har så gode registre, at vi kan gøre det på nationalt plan, hvilket også gør vores resultater interessante internationalt,« siger Christian Suppli Benson.
Stor stigning i forbruget af betablokkere
I studiet har Christian Suppli Benson gennemgået forbruget af betablokkere blandt 264.000 danskere med hjerteflimmer i perioden fra 1995 til 2015.
12 pct. af studiepopulationen havde desuden en KOL-diagnose.
Christian Suppli Benson sammenlignede i sin forskning forbruget af betablokkere blandt patienter med hjerteflimmer og KOL med forbruget blandt patienter med kun hjerteflimmer. Forskeren dykkede også ned i subgrupper for at kigge på forbruget af betablokkere der.
Resultatet af undersøgelsen viser:
Forbruget af hjertemedicin blandt patienter med både hjerteflimmer og KOL er i perioden fra 1995 til 2015 steget fra 9 pct. til 60 pct.
Forbruget blandt patienter med kun hjerteflimmer er steget fra 31 pct. til 63 pct.
Dykker man dybere ned i tallene, kan man se, at det store ryk i forbruget blandt patienter med hjerteflimmer og KOL skete i perioden fra 1995 til 2010, hvorefter forbruget ser ud til at have ramt et plateau.
Da forskerne gennemgik registerdata for sværhedsgraden af KOL, fandt de, at jo mere nedsat patientens lungefunktion var, des mindre var sandsynligheden for at blive behandlet med betablokkere.
Personer med BMI over 25 havde større chance for at blive behandlet med betablokkere.
Personer over 80 år havde nedsat chance for at blive behandlet med betablokkere.
Personer med iskæmisk hjertesygdom havde tre gange så høj chance for at blive behandlet med betablokkere som personer uden iskæmisk hjertesygdom.
»Tallene passer godt med det, som vi havde forventet. Det giver for eksempel god mening, at jo ældre en patient er, eller jo mere nedsat lungefunktionen er, desto mere tilbageholdende er lægen med at ordinere betablokkere,« forklarer Christian Suppli Benson.
Forskeren håber på, at resultatet kan være springbrættet til egentlige randomiserede studier med betablokkere til personer med hjerteflimmer og KOL for på den måde at finde ud af, hvem medicinen vil gavne mest, og hvem der er i øget risiko for forværring ved behandling.
»Det er også information til klinikerne om, at de måske godt kan være lidt mere liberale med brugen af betablokkere til patienter med KOL. Vores data understøtter, at folk er begyndt at acceptere, at betablokkere har en plads i behandlingen af også denne patientgruppe,« siger Christian Suppli Benson.
Del artiklen: