ESC
Dansk studie på ESC: Rygning fører til tykkere og svagere hjerte
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Jo mere og jo længere tid du ryger, desto mere vil hjertets evne til at fungere normalt forværres,« fortæller læge Eva Holt, der sammen med sin kollega Mats Lassen har præsenteret resultaterne fra et studie, som de står bag, på dette års ESC.
Rygning er mere skadeligt for hjertet end hidtil antaget, viser dansk studie præsenteret på ESC. Rygestop ser ud til at kunne genskabe en del af den tabte hjertefunktion.
Et nyt dansk studie præsenteret på ESC i Barcelona tilføjer ny viden om tobaksrygnings skadelige konsekvenser for hjertet.
ESC 2022:
Dagens Medicins journalist Niels-Bjørn Albinus rapporterer direkte fra årets ESC i Barcelona. Følg dækningen her.
Det har længe været kendt, at tobaksrygning skaber karforsnævringer, der fører til hjertesygdom og stroke, men de nye data peger på, at også selve hjertets struktur påvirkes af rygning.
»Jo mere og jo længere tid du ryger, desto mere vil hjertets evne til at fungere normalt forværres,« siger læge Eva Holt, der sammen med sin kollega Mats Lassen fra hjerteafdelingen på Herlev og Gentofte Hospital har stået i spidsen for undersøgelsen.
Sammenhængen mellem rygning og hjertets struktur og funktion er ikke velundersøgt, hvilket var baggrunden for, at forskerne bag undersøgelsen ønskede at se nærmere på konsekvenserne af rygning blandt personer uden kendt hjertesygdom.
Data fra Østerbro-undersøgelsen
Den aktuelle undersøgelse er baseret på data fra femte runde af Østerbro-undersøgelsen, der blev gennemført fra 2011-2015. I alt 3.874 personer uden kendt hjertesygdom udfyldte et spørgeskema med oplysninger om, hvor længe og hvor meget de havde røget, for at beregne pakkeår. Et pakkeår er defineret som, at den pågældende person ryger 20 cigaretter om dagen hver dag i et år.
De personer, der fortsatte med at ryge over en periode på ti år, udviklede tykkere, tungere og svagere hjerter, end de personer, der aldrig havde røget, eller var holdt op med at ryge i perioden
Eva Holt, læge, Herlev og Gentofte Hospital
For at få information om hjertets struktur og funktion fik alle deltagerne udført en ekkokardiografi. Efter justering for alder, køn, BMI, hypertension, højt kolesterol, diabetes og lungefunktion blev resultaterne af ekkokardiografierne for nuværende rygere sammenlignet med resultaterne for dem, der aldrig havde røget. Næsten hver femte deltager i undersøgelsen var ryger, godt 40 pct. havde tidligere røget, og andre ca. 40 pct. havde aldrig røget.
Sammenlignet med dem, der aldrig havde røget, havde de aktive rygere tykkere, svagere og tungere hjerter.
»Vores resultater viser, at nuværende rygning og akkumulerede pakkeår er forbundet med en forværring af venstre hjertekammers struktur og funktion. Samtidig kan vi se, at de personer, der fortsatte med at ryge over en periode på ti år, udviklede tykkere, tungere og svagere hjerter, end de personer, der aldrig havde røget eller var holdt op med at ryge i perioden,« siger Eva Holt.
Ubesvarede spørgsmål
Undersøgelsens resultater indikerer, at et rygestop kan genskabe en del af den tabte hjertefunktion.
»Det rejser samtidig det helt fundamentale spørgsmål: Hvorfor bliver hjertet strukturelt dårligere på grund af tobaksrygning? Det kan vi desværre ikke besvare, men det er et område, som kalder på fremtidige forskningsprojekter,« siger Eva Holt, der samtidig pointerer, at resultaterne tjener et vigtigt formål her og nu:
»Vi kan bruge det som en motivationsfaktor over for patienterne og forklare dem, at rygning alene påvirker hjertet. Uanset om du har en fornuftig livsstil, spiser relativt sundt og sørger for at få motion, så vil rygningen i sig selv skade dit hjerte. Men det kan forbedres, hvis du holder op med at ryge.«
Del artiklen: