ESC
Både børn og voksne får sundere hjerter af at bevæge sig
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Resultaterne indikerer, at det at holde sig i form kan hjælpe med at forhindre atrieflimren og slagtilfælde,« siger Shih-Hsien Sung.
To store studier, der er blevet præsenteret data fra på den årlige kongres for European Society of Cardiology, viser, at voksne, der bevæger sig, har lavere risiko for stroke og hjerterytmeforstyrrelser, og at børn, der bruger meget tid foran skærmen og ikke bevæger sig, har større risiko for at udvikle skader på hjertet.
Det er sundt for hjertet, når folk holder sig i god form.
Det er konklusionen i flere studier, der er blevet præsenteret data fra på den årlige kongres for European Society of Cardiology (ESC).
For det første viste et studie fra Taiwan, at det reducerer risikoen for atrieflimren, stroke og kardiovaskulær død, når folk holder sig i god form.
ESC 2023:Dagens Medicins journalist Niels-Bjørn Albinus rapporterer direkte fra årets ESC i Amsterdam. Følg dækningen her.
I studiet deltog 15.450 personer uden atrieflimren. De udførte en løbebåndstest i perioden fra 2003 til 2012. Gennemsnitsalderen var 55 år, og 59 pct. var mænd. Forsøgsdeltagernes kondition blev fastlagt ved at få forsøgsdeltagerne til at gå hurtigere og øge hældningen på løbebåndet.
Kondition blev i studiet målt i MET (metaboliske ækvivalenter), der er et udtryk for den energi, som forsøgsdeltagerne brugte i testen.
Efter undersøgelsen fulgte forskerne forsøgsdeltagerne i mediant 137 mdr. og noterede tilfælde af atrieflimren, stroke, blodprop i hjertet og dødsfald. Forskerne undersøgte data for associationer mellem resultatet af konditionstesten og de forskellige endepunkter samt et kompositendepunkt bestående af stroke, blodprop i hjertet og død (MACE).
Forskerne justerede deres data for alder, køn, kolesterolniveauer, nyrefunktion, tidligere stroke, forhøjet blodtryk og brug af medicin.
Reducerer risiko for atrieflimren, stroke og MACE
Studiet viser, at bedre resultat i konditionstesten var associeret med lavere risiko for de forskellige endepunkter i opfølgningsperioden.
Pr. én højere MET-enhed i løbebåndstesten var risikoen for atrieflimren reduceret med otte pct., risikoen for stroke var reduceret med 12 pct., og risikoen for MACE var reduceret med 14 pct.
Forskerne opdelte også forsøgsdeltagerne efter deres MET i løbebåndstesten (under 8,57 MET, mellem 8,57 og 10,72 MET og mere end 10,72 MET).
Her fandt de, at sandsynligheden for ikke at få stillet en diagnose med atrieflimren i opfølgningsperioden var hhv. 97,1 pct., 98,4 pct. og 98,4 pct. i de tre grupper.
»Dette er et stort studie med en objektiv måling af kondition og mere end 11 års opfølgning. Resultaterne indikerer, at det at holde sig i form kan hjælpe med at forhindre atrieflimren og slagtilfælde,« siger en af forskerne bag studiet, læge Shih-Hsien Sung fra National Yang Ming Chiao Tung University, Taipei, Taiwan, i en pressemeddelelse fra ESC.
Skærmtid ødelægger børns hjerter
Mens det ene studie viser, at det er vigtigt for ældre mennesker at holde sig i god form, viser et andet studie, at det samme er gældende i den anden ende af livet.
I et stort studie kunne forskere vise, at de mange timer, som børn sidder foran skærmen hver eneste dag, leder til skader på hjertet – selv hos børn og unge med normal vægt og normalt blodtryk.
Vores undersøgelse indikerer, at akkumulering af inaktiv tid er relateret til hjerteskade uanset kropsvægt og blodtryk. Forældre bør opmuntre børn og teenagere til at bevæge sig mere ved at tage dem med ud at gå en tur og begrænse tid brugt på sociale medier og videospil
Andrew Agbaje, forsker, Universitet i Østfinland
Resultaterne indikerer, at et stillesiddende liv i barndommen øger risikoen for stroke og hjerteanfald senere i livet.
I studiet har 766 børn deltaget. De fik målt deres daglige aktivitet med et smartwatch i løbet af en uge, mens de var hhv. 11 år gamle, 15 år gamle og 24 år gamle.
Sideløbende fik forsøgsdeltagerne målt vægten på hjertets venstre ventrikel med ekkokardiografi til alderen 17 og 24 år. En stigning i vægt kan være et tegn på skader på hjertet.
Inaktivitet giver skader på hjertet
Resultat af studiet viser, at stillesiddende livsstil i barndommen går ud over hjertet, hvilket formentlig øger risikoen for stroke og hjerteanfald senere i livet.
For det første viser studiet, at børnene til alderen 11 år gennemsnitligt sad stille i 362 minutter om dagen. Det tal var steget til 474 minutter om dagen til alderen 15 år og 531 minutter om dagen til alderen 24 år.
Mellem 11 og 24 år svarer det til en stigning i stillesiddende tid på 169 minutter (2,8 timer).
Forskerne fandt desuden, at hvert minuts stigning i stillesiddende tid fra alderen 11 til 24 år var associeret med en stigning i vægten af venstre ventrikel på 0,004g/m2,7.
Ganger man det tal med 169 minutter, får man 0,7 g/m2,7.
Tidligere studier har vist, at en stigning i vægten af venstre ventrikel på 1 g/m2,7 fordobler risikoen for hjertesygdom, stroke og død.
»Børn var stillesiddende i mere end seks timer om dagen, og dette steg med næsten tre timer om dagen, da de blev unge. Vores undersøgelse indikerer, at akkumulering af inaktiv tid er relateret til hjerteskade uanset kropsvægt og blodtryk. Forældre bør opmuntre børn og teenagere til at bevæge sig mere ved at tage dem med ud at gå en tur og begrænse tid brugt på sociale medier og videospil. Som Martin Luther King Jr. sagde engang: ‘Hvis du ikke kan flyve, så løb. Hvis du ikke kan løbe, så gå. Hvis du ikke kan gå, så kravl. Men fortsæt med alle midler,« siger en af forskerne bag studiet, læge Andrew Agbaje fra Universitet i Østfinland i en pressemeddelelse fra ESC.
Del artiklen: