Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ERA

Topforsker på ERA: FLOW-resultater kommer til at ændre behandling af nyresygdom

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Nu kommer GLP-1-receptoragonister så også ind i behandlingen, og det gør vores muligheder for at behandle patienter med nyresygdom meget bedre,« siger Peter Rossing.

På den årlige kongres for European Renal Association talte alle om FLOW-studiet med behandling af personer med nyresygdom og type 2-diabetes med semaglutid. Det kommer helt sikkert til at ændre behandlingen af nyresygdom, fortæller forskningsleder på Steno Diabetes Center Copenhagen Peter Rossing.


Der var engang, hvor kongresdeltagere på den årlige kongres for European Renal Association (ERA) praktisk talt kun blev præsenteret for det nyeste af det nyeste inden for dialyse.

Behandlingen af patienter, efter nyrerne er stået af, var omtrent den eneste mulighed.

Sådan er det ikke i dag, hvor dette års kongres har været en tour de force i, hvordan man kan behandle patienter med nyresygdom med medicin, så de ikke ender i et behov for dialyse.

Det fortæller forskningsleder på Steno Diabetes Center Copenhagen Peter Rossing, der deltog i kongressen og selv var med til at præsentere de data, som tiltrak sig allermest opmærksomhed. Vi taler selvfølgelig om data fra FLOW-studiet, som viste, at behandling med semaglutid til personer med type 2-diabetes og nyresygdom bremser forværringen af nyresygdom og nedsætter risikoen for død af nyresygdom eller hjertekarsygdom.


ERA 2024

Find alle artikler i vores dækning af den store europæiske nyrekongres ERA 2024 her.


»De her resultater kommer til at ændre ved behandlingen af personer med type 2-diabetes og nyresygdom. For 25 år siden fik vi muligheden for at give patienter en RAS-blokade med en ACE-hæmmer eller angiotensinreceptorblokker, og siden har vi fået både SGLT2-hæmmere og finerenon. Nu kommer GLP-1-receptoragonister så også ind i behandlingen, og det gør vores muligheder for at behandle patienter med nyresygdom meget bedre,« fortalte Peter Rossing, da Dagens Medicin fangede ham til en snak om det mest interessante på den store nyrekongres.

Tre studier i New England Journal of Medicine

Ifølge Peter Rossing var årets kongres for ERA bedre end normalt.

Det skyldtes, at der i år blev præsenteret kliniske data fra flere store studier, og at resultaterne af disse studier var overvejende positive.

Peter Rossing fortæller, at det ofte er sådan, at resultaterne på ERA enten stammer fra små studier eller er fra store studier, men er negative.

I år var resultaterne af en kaliber, der virkelig kan rykke ved noget, og det ses også på, at hele tre studier samtidig blev publiceret i New England Journal of Medicine.

Det drejede sig om data fra FLOW-studiet, data fra et studie, hvori forskere kunne vise, at anti-nefrin autoantistoffer er en pålidelig biomarkør til at følge sygdomsprogression hos patienter med nyresygdom associeret til nefrotisk syndrom, og så et studie med en helt ny medicinsk behandling til patienter med C3 glomerulopati efter transplantation.

Peter Rossing bed særligt mærke i studiet med anti-nefrin autoantistoffer.

»Det pegede på, at man måske kan måle på de her antistoffer og både diagnosticere og bedre behandle nogle nyresygdomme, som vi har svært ved at gøre noget ved i dag. Jeg ser specielt et potentiale i en ny metode til at diagnosticere børn med disse sygdomme, fordi det tidligere har krævet biopsier, og det vil man helst ikke udtage fra børn,« forklarer Peter Rossing.

Patienter fra 28 lande

Hvis vi vender tilbage til FLOW-studiet, hvor Peter Rossing selv indledte fortællingen på kongressens store scene, så havde styregruppen bag FLOW fået en hel session på fem kvarter til at fremlægge resultaterne.

Normalt har forskere 10 minutter.

I FLOW-studiet havde 3.533 patienter med type 2-diabetes og nyresygdom deltaget og var blevet randomiseret til behandling med semaglutid eller placebo.

Forsøget blev udført på 400 behandlingssteder i 28 lande, og forsøgsdeltagerne var blevet fulgt i mediant 3,4 år.

Formålet med FLOW var at vise, at semaglutid kan forsinke sygdomsprogressionen ved kronisk nyresygdom. Dette blev målt på flere forskellige måder:

  • Vedvarende reduktion i eGFR på mere end 50 pct.

  • Initiering af kronisk dialyse eller behov for nyretransplantation.

  • Død på grund af nyresygdom eller død på grund af kardiovaskulær sygdom.

»Vi har i hjertekarstudier set indikationer af, at behandling med en GLP-1-receptoragonist kan mindske forværring i nyresygdom, men med FLOW-studiet undersøger vi det for første gang direkte i nyrepatienter,« forklarer Peter Rossing.

Det er helt nyt, at vi i et stort studie viser, at man kan bremse udviklingen af nyresygdom med en GLP-1-receptoragonist. Derfor er FLOW så vigtigt

Peter Rossing, forskningsleder, Steno

Positive resultater over hele linjen

Resultatet af studiet viste, at behandling med 1,0 mg semaglutid ugentligt reducerede risikoen for at ramme det primære endepunkt bestående af de tre ovenstående målepunkter med 24 pct.

Til sammenligning har studier med SGLT2-hæmmere vist nyrebeskyttende effekt i en størrelsesorden på 25 til 30 pct. Finerenon giver omkring 23 pct. beskyttelse.

Dertil kom, at semaglutid reducerede risikoen for alvorligt hjertekartilfælde med 18 pct. og risikoen for død af alle årsager med 20 pct.

Endelig viste målinger af forsøgsdeltagernes nyrefunktion som målt ved eGFR over studieperioden, at semaglutid reducerede den hastighed, hvormed nyrefunktionen blev forværret.

»Det er helt nyt, at vi i et stort studie viser, at man kan bremse udviklingen af nyresygdom med en GLP-1-receptoragonist. Derfor er FLOW så vigtigt,« siger Peter Rossing.

Vi nærmer os fire søjler i behandlingen af nyresygdom

Ifølge Peter Rossing peger FLOW-studiet i retning af en helt ny tilgang til behandling af personer med type 2-diabetes og nyresygdom.

Flere af de store studier med GLP-1-receptoragonister, SGLT2-hæmmere, finerenon og ACE-hæmmere/angiotensinreceptorblokkere har indikeret, at der er en additiv effekt mellem de mange lægemidler.

Det tyder på, at patienter med type 2-diabetes og nyresygdom kan behandles med dem alle sammen for en kombineret effekt på både type 2-diabetes, nyresygdom og hjertekarsygdom.

Blandt andet var flere patienter i to store studier med finerenon med i alt 13.000 patienter med type 2-diabetes og nyresygdom i behandling med en SGLT2-hæmmer eller GLP-1-receptoragonist foruden behandlingen med finerenon.

Her så det ud til, at effekterne af de forskellige lægemidler var uafhængige af hinanden.

»Vi nærmer os en tilgang til patienter med nyresygdom, som vi også kender fra behandlingen af hjertesygdom, med fire søjler i behandlingen. Men det er klart, at Lægemiddelstyrelsen formentlig skeler til, at hvis patienter med nyresygdom skal behandles med både en ACE-hæmmer/angiotensinreceptorblokker, finerenon, en SGLT2-hæmmer og en GLP-1-receptoragonist, kan det alt andet lige gå hen og blive en dyr omgang til medicin – som så formentlig spares på forhindret eller udskudt behandling af kronisk nyresvigt og hjertesvigt,« siger Peter Rossing.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere