ERA
Semaglutid stråler på stor nyrekongres
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Semaglutid til personer med type 2-diabetes og kronisk nyresygdom kan sænke risikoen for alvorlige nyreproblemer og reducere risikoen for kardiovaskulære hændelser, kardiovaskulær død og død af alle årsager,« fortæller en af forskerne bag FLOW-studiet, professor Vlado Perkovic fra University of New South Wales Sydney, i en pressemeddelelse, der er udsendt fra kongressen.
Flere studier med Novo Nordisks GLP-1-receptoragonist semaglutid stjæler overskrifterne på årets store kongres for European Renal Association (ERA). Beskytter både nyrerne, hjertekarsystemet og livet, viser forskningen.
Det er efterhånden ved at være hverdag, at Novo Nordisk kan fortælle om særdeles positive resultater fra forsøg med deres GLP-1-receptoragonist semaglutid.
Sådan er det også på den årlige kongres for European Renal Association (ERA), hvor resultater fra to store studier har fået tilhørerne frem på stolekanten.
ERA 2024
Find alle artikler i vores dækning af den store europæiske nyrekongres ERA 2024 her.
Det drejer sig om resultaterne fra hhv. FLOW- og SELECT-studierne.
Hvis vi starter med FLOW, så viser de data, der er blevet fremlagt på kongressen, at semaglutid beskytter patienter med type 2-diabetes og kronisk nyresygdom mod alvorlige events relateret til deres nyresygdom samt mod kardiovaskulære events og død.
I FLOW-studiet har 3.533 patienter med type 2-diabetes og kronisk nyresygdom deltaget og er blevet randomiseret til behandling med semaglutid eller placebo.
Patienterne er blevet fulgt i mediant 3,4 år.
Studiet var designet til at finde forskelle mellem behandlingsgruppen og placebogruppen i forhold til alvorlige nyreevents, herunder nyresvigt, alvorligt tab af nyrefunktion og død på grund af nyresygdom eller hjertekarsygdom.
Resultatet af studiet viser, at de patienter, der havde været behandlet med 1,0 mg semaglutid ugentligt, havde 24 pct. lavere risiko for at ramme et samlet endepunkt bestående af de overstående målepunkter.
Der var desuden effekt på hver af målepunkterne.
For det første faldt nyrefunktionen som målt ved eGFR langsommere hos patienter i behandling med semaglutid sammenlignet med hos patienter i placebogruppen. Risikoen for et alvorligt hjertekartilfælde var desuden reduceret med 18 pct. ved behandling med semaglutid, og risikoen for død af alle årsager var reduceret med 20 pct.
Ifølge forskerne bag studiet bringer resultatet håb til de millioner af mennesker, der slås med type 2-diabetes og kronisk nyresygdom.
Ved at adressere vigtige markører for nyresundhed kan behandling med semaglutid bidrage til en betydelig reduktion i risikoen for nyrerelaterede komplikationer, herunder kronisk nyresygdom og nyresygdom i slutstadiet
Helen M. Colhoun, professor, University of Edinburgh
»Semaglutid til personer med type 2-diabetes og kronisk nyresygdom kan sænke risikoen for alvorlige nyreproblemer og reducere risikoen for kardiovaskulære hændelser, kardiovaskulær død og død af alle årsager. Disse fordele understreger en dybtgående klinisk effekt, der redder nyrer, hjerter og liv for patienter med type 2-diabetes og kronisk nyresygdom. Derudover understøtter de betryggende sikkerhedsresultater yderligere den potentielle værdi af semaglutid i denne population,« fortæller en af forskerne bag FLOW-studiet, professor Vlado Perkovic fra University of New South Wales Sydney, i en pressemeddelelse, der er udsendt fra kongressen.
Han uddyber, at behovet for GLP-1-receptoragonister som semaglutid er stigende, da vi ser ind i en fremtid, hvor et stigende antal mennesker vil få stillet en diagnose med type 2-diabetes, hvor kronisk nyresygdom udgør en stor helbredsrisiko og risiko for død.
I dag er 800 mio. mennesker på verdensplan påvirket af kronisk nyresygdom, og blandt dem er størstedelen personer med type 2-diabetes.
»Disse resultater kommer med et stort løfte om at omforme behandlingsstrategier for personer med høj risiko for diabetesrelaterede komplikationer og tilbyder en ny vej til beskyttelse af nyrer og hjertekarsystemer,« siger Vlado Perkovic.
Beskytter også nyrerne hos personer uden diabetes
Resultaterne fra SELECT-studiet er også en af højdespringerne fra ERA.
Her er semaglutid undersøgt som mulig nyrebeskyttende behandling hos personer med overvægt/svær overvægt og hjertekarsygdom, men uden type 2-diabetes.
I alt 17.604 personer har deltaget i studiet, hvor forsøgsdeltagerne blev randomiseret til ugentlige injektioner med 2,4 mg semaglutid eller placebo.
Denne gruppe forsøgspersoner er fulgt i 3,5 år.
Resultatet af SELECT-studiet afslørede, at der var 22 pct. færre alvorlige nyretilfælde i gruppen i behandling med semaglutid sammenlignet med i gruppen i behandling med placebo.
1,8 pct. af personer i behandling med semaglutid oplevede et alvorligt nyretilfælde mod 2,2 pct. af personer i behandling med placebo.
De nyretilfælde, som semaglutid ser ud til at beskytte mod, var i studiet død på grund af nyresygdom, påbegyndt dialyse, fald på mere end 50 pct. i eGFR eller udvikling af makroalbuminuri.
Specielt semaglutids evne til at beskytte mod udvikling af makroalbuminuri spiller en vigtig rolle i forhold til at reducere sandsynligheden for nyrerelaterede komplikationer.
Forskerne undersøgte også effekten af behandling med semaglutid på faldet i nyrefunktion som målt ved eGFR.
Her fandt de, at semaglutid reducerede faldet i eGFR, og at effekten var størst hos patienter med baseline eGFR under 60.
Disse resultater indikerer et potentiale for, at semaglutid især kan beskytte personer med allerede kompromitteret nyrefunktion.
Endelig så forskerne også en effekt af semaglutid på albumin-til-kreation-ratioen (UACR).
Personer med normale niveauer af UACR ved baseline opnåede i studieperioden en reduktion på gennemsnitligt 8,1 pct. i forhold til placebo.
Hos personer med albuminuri i klasse A2 lød reduktionen på 27,2 pct. og hos personer med albuminuri i klasse A3 på 31,4 pct. i forhold til placebo.
Vigtigt er det også, at studiet ikke fandt, at behandling med semaglutid øgede risikoen for akut nyreskade uafhængigt af baseline nyrefunktion.
»Ved at adressere vigtige markører for nyresundhed kan behandling med semaglutid bidrage til en betydelig reduktion i risikoen for nyrerelaterede komplikationer, herunder kronisk nyresygdom og nyresygdom i slutstadiet. Det kan føre til bedre håndtering af følgesygdomme og i sidste ende forbedre livskvaliteten for personer med fedme. De observerede fordele ved eGFR og UACR er særligt opmuntrende og tyder på et potentiale for forbedret håndtering af nyrekomplikationer i patientpopulationen med overvægt og fedme uden diabetes. Resultaterne understreger også vigtigheden af fortsat forskning i de mulige nyrefordele ved semaglutid og fremhæver lægemidlets rolle som en lovende terapeutisk mulighed i den mangesidede håndtering af kardiovaskulær- og renal sundhed i denne højrisikopopulation,« forklarer den ledende forsker bag SELECT-studiet, professor Helen M. Colhoun fra University of Edinburgh, i en pressemeddelelse fra kongressen.
Del artiklen: