Kommunal Sundhed

Dagens Pharma

Praktisk Medicin

Kontakt

Annoncer

Ferieboligannoncer

Søg

Announcement for DM

ERA

Lavere risiko for udvikling af akut nyrepåvirkning ved behandling med SGLT2-hæmmer overfor GLP1-receptoragonister

Udgivet:
Kommentarer (0)

»Med det her studie estimerer vi effekten på de personer, som er i behandling med de to lægemidler, og det viser, at personer i behandling med SGLT2-hæmmere udvikler færre akutte nyrepåvirkninger,« fortæller en af forskerne bag studiet, statistiker og ekstern lektor Uffe Heide-Jørgensen fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital.

Brugen af SGLT2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister stiger og stiger, og nu viser et nyt dansk studie, at når det kommer til risikoen for udvikling af akut nyrepåvirkning, ser SGLT2-hæmmerne ud til at give lidt bedre beskyttelse.


Flere og flere mennesker på verdensplan er i behandling med SGLT2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister for type 2-diabetes.

Nu understøtter et nyt dansk studie, at når det kommer til det at beskytte personer med diabetes mod udvikling af akut nyrepåvirkning, er SGLT2-hæmmerne bedre end GLP-1-receptoragonisterne.

Det er første gang, at forskere får tal på forskellen ved en direkte sammenligning.


ERA 2024

Find alle artikler i vores dækning af den store europæiske nyrekongres ERA 2024 her.


»Tidligere studier har indikeret, at SGLT2-hæmmere er lidt bedre til at beskytte nyrerne, sammenlignet med GLP-1-receptoragonister, selvom de begge er nyrebeskyttende, men der har manglet data i en direkte sammenligning. Med det her studie estimerer vi effekten på de personer, som er i behandling med de to lægemidler, og det viser, at personer i behandling med SGLT2-hæmmere udvikler færre akutte nyrepåvirkninger,« fortæller en af forskerne bag studiet, statistiker og ekstern lektor Uffe Heide-Jørgensen fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital.

Uffe Heide-Jørgensen har netop præsenteret resultaterne fra sin forskning på den årlige kongres for European Renal Association (ERA).

Sammenligning mellem to gode behandlinger

I studiet har Uffe Heide-Jørgensen med sine kollegaer brugt forskellige danske registre til at identificere, hvordan det går personer med diabetes i behandling med SGLT2-hæmmere og GLP-1-receptoragonister.

Data fik forskerne fra blandt andet Landspatientregisteret, Receptdatabasen, Laboratoriedatabasens Forskertabel og CPR-registeret.

Derved kunne de identificere danskere, som opstartede en af de to behandlinger.

Forskerne stillede som krav, at patienterne ligeledes skulle være i behandling med metformin. Dette var for at sandsynliggøre, at de rent faktisk fik behandlingen for diabetes og ikke for eksempel som overvægtsbehandling.

Udvikling af akut nyrepåvirkning identificerede forskerne i Laboratoriedatabasens Forskertabel som en markant stigning i kreatinin.

I studiet undersøgte forskerne samtlige tilfælde af akut nyrepåvirkning i de to grupper, hvilket betød, at den samme person godt kunne bidrage med mere end ét tilfælde af nyrepåvirkning til undersøgelsen.

Forskerne fulgte studiedeltagerne i fem år.

Flere end 55.000 danskere med i studie

Data fra studiet viser, at 36.331 personer blev behandlet med SGLT2-hæmmere i perioden. 18.822 blev behandlet med GLP-1-receptoragonister.

Det er blandt andet ikke utænkeligt, at GLP-1-receptoragonister oftere er valget til personer med overvægt, og at overvægt i sig selv kan forklare i hvert fald noget af forskellen i risikoen for udvikling af akut nyresvigt mellem de to grupper af patienter

Simon Kok Jensen, ph.d., Aarhus Universitet

Medianalderen for personer i behandling med SGLT2-hæmmere var 63 år, mens den var 61 år blandt personer i behandling med GLP-1-receptoragonister.

Der var dog også andre forskelle mellem de to grupper.

23 pct. af personer i behandling med GLP-1-receptoragonister havde indikation for svær overvægt. Det samme gjaldt blot 13 pct. af personer i behandling med SGLT2-hæmmere.

På samme måde var 22 pct. af personer i behandling med GLP-1-receptoragonister i samtidig behandling med insulin. For personer i behandling med SGLT2-hæmmere var tallet ni pct.

36 pct. af personerne i behandling med SGLT2-hæmmere var kvinder. For personer i behandling med GLP-1-receptoragonister var det tal 42 pct.

SGLT2-hæmmere associeret til færre tilfælde af akut nyresvigt

Resultatet af sammenligningen mellem de to behandlinger viser, at antallet af tilfælde af akut nyrepåvirkning var mindre blandt personer i behandling med SGLT2-receptoragonister i forhold til personer i behandling med GLP-1-receptoragonister.

Efter 5 års opfølgning var der 25 og 29 tilfælde af akut nyrepåvirkning pr. 100 personer i de to grupper.

Det svarer til 14 pct. færre tilfælde blandt personer i behandling med SGLT2-hæmmere sammenlignet med blandt personer i behandling med GLP-1-receptoragonister.

En anden af forskerne bag studiet, læge og ph.d. Simon Kok Jensen, fortæller, at resultatet meget godt matcher det, som man har set indikationer af i andre undersøgelser, men at der nu kommer faktiske tal på.

»Tidligere studier har undersøgt effekten af SGLT2-hæmmer på nyrerne hos patienter med hjertesvigt eller høj risiko for hjertesvigt, som er en mindre gruppe af patienter. Her kigger vi på de patienter, som rent faktisk modtager behandlingen, og her kan vi se, at det også hos dem er lavere forekomst af akut nyrepåvirkning blandt brugere af SGLT2-hæmmer sammenlignet med brugere af GLP-1-receptoragonister,« siger han.

Simon Kok Jensen uddyber, at forskerne nu er i færd med at lave en subgruppeanalyse, der skal kigge nærmere på, om specifikke subgrupper har mere gavn af det ene lægemiddel end det andet.

Denne subgruppeanalyse skal også klargøre, hvilken rolle for eksempel BMI spiller for effekten af de to lægemidler eller for valget af de to lægemidler.

»Det er blandt andet ikke utænkeligt, at GLP-1-receptoragonister oftere er valget til personer med overvægt, og at overvægt i sig selv kan forklare i hvert fald noget af forskellen i risikoen for udvikling af akut nyresvigt mellem de to grupper af patienter. Det skal videre undersøgelser belyse,« siger Simon Kok Jensen.

Del artiklen:

Kommentarer


Log ind eller registrer dig for at kommentere
Bliv den første til at kommentere

Læs mere